fredag den 14. september 2012

Violent Cases - Mere McKean

Forleden så jeg lidt nærmere på Dave McKeans fotografier og deres surrealistiske kvaliteter i sig selv. Den bog var fra 1995, hvilket i øvrigt er omtrent samtidig med den endelig udgivelse af hans store hovedværk "Cages" som jeg også er igang med at genlæse, mens denne lille sag - Violent Cases - er helt tilbage fra de unge år. Den udkom helt tilbage i det gyldne år 1987. Jeg siger gyldent år både fordi det var året for min egen fremkomst, altså fødsel (!) men også fordi der faktisk skete en hele del spændende ting på det man kunne kalde "tegneserie-scenen".
Forsiden til Violent Cases af Neil Gaiman og Dave McKean. Forsiden her er fra udgaven fra 2003 på Dark Horse, den d jeg sidder med herhjemme er Titan Books udgave fra 1997, men oprindeligt var det forlaget Escape der tog sig af værkets fødsel.
Overraskende mange af disse nye og spændende ting skete faktisk i England, og det gælder også denne her bog. Jeg vil ikke trætte jer med tegneseriehistorie, men i stedet kigge lidt nærmere på denne her bog. Jeg kan nemlig afsløre allerede nu, at jeg virkelig synes den er spændende. Virkelig.

Første side af historien
Allerede på første side fornemmer man at der skal eksperimenteres med tegneseriemediet, men vi kan stadig godt følge med. Der er en vis ro i den strengente brug af ruder (de der kasser med billederne i...) i et klart system, og teksten hjælper os godt på vej. Men alligevel fornemmer vi den dybe uro der er så gennemgående et udtryk i både McKeans illustrationer og Gaimans tekster. Bare se på det første billede - mandens ansigt ligner ikke noget jeg har set i en tegneserie nogensinde før. Det er ekstremt bevidst eksperimenteren med materialer og stilarter det her. Og det bedste er, at det faktisk har en effekt og ikke bare kan afskrives som tom "form".

Jeg tror det her er min yndlingsside i bogen. Og måske en af mine yndlingssider overhovedet. Her eksploderer det hele og der kommer et helt nyt samarbejde mellem tekst og billede. Det skal naturligvis læses sammen med siden der kommer før (som ses ovenover denne side), og faktisk er opbygningen til denne her side noget af det bedste. Prøv at se hvordan det starter øverst som "almindelig" tegneserie, med fem ruder og tekst - så begynder tiden at gå langsommere (se bare uret!) og vi zoomer uhyggelig langsomt ind på faren der til sidst allernederst stirrer direkte og dybt ind i vores øjne.
Og BUM, man bladrer, og intet er som det før har været. Her slutter tegneserien som vi kender den, både i bogens egen forstand, men også rent historisk kunne man sige. Fra denne udgivelse og frem kan alt lade sig gøre. Og den kan lade sig gøre på den fede måde.


Det er måske temmelig store ord om en lille tegneserie, men jeg synes i hvert fald virkelig her er noget at komme efter. Det er som altid en glæde at læse hvert et ord Neil Gaiman har skrevet, og der er en fantastisk opkogning af ekstrem indre uro og en underligt malplaceret coolness i historien. Man sidder tilbage med en klump i maven og en appetit på mere alligevel. Det er fandme godt lavet, for det er altså ikke i sig selv fedt når der bliver lavet noget eksperimenterende og crazy - det skal fungere, og det gør Violent Cases.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar