lørdag den 1. december 2012

Fortællinger i Hulemalerier - The Sanctuary


 The Sanctuary af Nate Neal er den voldsomme historie om en lille gruppe hulemennesker der levede for omtrent 30.000 år siden et sted i det vi i dag kalder Europa. Vi lærer denne stamme at kende gennem flere af personerne, men især stifter vi bekendtskab med stammens ”kunstner” eller hvad vi skal kalde ham. Det er ham der maler de navnkundige hulemalerier med bisonokser og spyd og det hele. Denne position er den laveste i grottens sociale hierarki, og han udfylder udelukkende et rent praktisk rituelt formål – nemlig at dokumenterer når en af jægerne har fået nedlagt en bison eller et andet dyr. Selv må han vente pænt på, at de andre har spist og så bare håbe at der er rester tilbage.
Men igennem fortællingen opdager vores hovedperson gradvist andre måder at anvende, ja ligefrem udnytte sine kunstneriske færdigheder på. Og det er her historien begynder at blive rigtig interessant.

For tricket er, at de her hulemennesker ikke rigtig har et sprog – altså de har nogle guterale lyde og man genkender hurtigt visse af disse ”ord” som klare begyndelser til et egentligt sprog. Men det er et sprog der består af ordrer og konkrete betegnelser for ting og personer, og det hele understøttes af pegen og kropssprog. Med et sådant mangelfuldt sprog er der én ting som ikke er muligt: At fortælle historier!
Og det er dét vores helt så småt begynder at forstå noget af. Han finder ud af, at han ved at tegne hændelser på grottens vægge, hændelser der faktisk har fundet sted, ja så kan han få andre til at huske disse hændelser. For det at fortælle en historie er et nødvendigt redskab hvis man skal kunne erindre noget – og dermed forstå – og dermed lære noget af det.

Nate Neal er således ude i et ærinde der lugter relativt intellektuelt, men som jo netop slipper for helt at blive det. Han undersøger nemlig menneskets, sprogets og fortællingens udvikling helt tilbage til den tid hvor vi alligevel aldrig kan komme ret meget nærmere et svar end hvad de her hulemalerier fortæller os. Og så er det langt hen ad vejen lige meget om man så er kunstner eller videnskabsmand. The Sanctuary minder på mange måder om Merete Pryds Helles fantastiske bøger Hej Menneske som også behandler menneskets fortid meget aktivt. Pryds Helle er faktisk gået skridtet videre, og læser arkæologi på universitetet, bland andet vel for at skabe et bånd mellem hende selv som kunstner og hende selv som videnskabskvinde. Det har resulteret i en bog der egentlig er baseret på helt up to date videnskabelige konklusioner, men samtidig er en roman. Hun viser hvordan det ikke rigtig giver mening, og slet ikke i en formidlingssituation, at adskille de faktuelle opdagelser helt fra alle de forestillinger og fortællinger om dette fortidsmenneskes liv. Fortællerstemmen (såvel som forfatteren selv velsagtens) forsøger egentlig at skrive et speciale om fundene, men kan ikke undgå at ”digte” videre med udgangspunkt i det konkrete data.

Det kan lyde som om The Sanctuary er sådan en svært tilgængelig bog – en bog hvor man helst skal interessere sig for menneskets historie for at blive glad for at læse. Men det er jo netop langt fra tilfældet! Bevares, man skal vænne sig til at der ikke er noget egentlig tekst, og det nytter ikke noget at skøjte gennem bogen, men det gør det jo altså sjældent i særlig mange bøger. Faktisk er bogen her på mange måder enormt intuitiv at læse, og hvis bare man leger med fra starten af, ja så vil enhver kunne læse den her bog. Sågar hulemennesker! (badumtchi)

Og for at vende tilbage til vores hovedperson, altså kunstneren; han bevæger sig altså frem igennem de forskellige måder hvorpå kunsten kan udnyttes og anvendes. Han udfylder først en praktisk plads i samfundet, senere finder han ud at fortælle historier der kan få de de andre til i fællesskab at huske og derved komme i tanke om nogle sandheder, han når sågar derud hvor han kortvarigt bliver i stand til at bruge kunsten at tegne på væggen til sin egen, og udelukkende sin egen, fordel. Ja, faktisk er noget af kunsten bare til for kunstens egen skyld, og således sluttes kredsen af muligheder for kunsten. For samfundets opretholdelse, for sandheden, for egen vinding og for kunsten selv – og som Nate Neal selv siger det i kolofonen...så skal disse kategorier ikke nødvendigvis altid findes i denne rækkefølge!

Det tog mig lidt i forskellige retninger, og grundlæggende vil også bare endnu engang gerne anbefale en tegneserie som er temmelig god faktisk. Og måske er der igen tale om en tegneserie som ikke er sådan decideret kendt af alle. Jeg håber at andre får glæde og inspiration af Nate Neals første egentlige graphic novel fra 2010.  
Bogen kan findes HER  hos forlaget Fantagraphics som også stod for Artichoke Tales (som jeg har skrevet om i sidste uge jo) som ligeledes kan købes HER

fredag den 23. november 2012

Den rene krig – Artichoke Tales



Artichoke Tales hedder Megan Kelsos første rigtige værk i graphic novel-størrelsen. Den er noget så sjældent som en tegneserie om krig. Ikke fordi der aldrig er krig i tegneserier, bestemt ikke, men fordi det er krigen selv det handler om i Artichoke Tales. En fortælling om krig vil ofte handle om noget andet end krigen selv, men så have krigen som scene eller krigen som baggrund. En fortælling om kærlighed på trods af krig, om naturfolkets sejr over overmagten, om frihedens kamp mod de der onde!
I Artichoke Tales er der også forelskelse og kærlighed, der er tradition over for fremskridt, der er monarken og de altid problematiske skatter. Men ikke desto mindre er det selve krigen mellem to dele af ét folk som er centralt for hele handlingen. Vi træder ind i en verden bestående af et velafgrænset ”nord” og ”syd”. De varme bakker og bjerge mod syd hvor folkene lever af at samle naturens ting i skovene i bakkerne. De kolde kyster i norden hvor man lever af fisk og hvad havet ellers giver.

Vi følger familien Quicksand i tre generationer bestående af Brigitte, datter af Ramona som så er datter af Charlotte. En familie af apotekere fra den sydlige by Fork. Charlotte der som barn flyttede fra syd til nord, men kommer tilbage igen og slår sig ned med sin mand Jimmy fra nord. Hun er mor til Ramona der aldrig bliver gift men i stedet ender med at slå sig ned som Shrine-keeper eller præstinde eller hvad vi skal kalde det. Hun når dog at give efter for de mange romantiske angreb fra den lokale digter Dorian og ud af dette kommer Brigitte. Charlotte må passe Brigitte, og forholdet mellem Charlotte og Ramona er mildest talt dårligt. Brigitte selv er velsagtens vores bogs hovedperson og vi følger hendes forelskelse i Adam, en soldat fra norden – og så følger vi med når Brigitte får fortalt historien om Landet og om Krigen.


Gennem hele fortællingen iblander der sig et spor der kunne minde om en fortællerstemme. Men det er ikke en egentlig fortællerstemme; i stedet er det digtene som Dorian har skrevet. Digte om krigen – om ufreden mellem de to folk i Landet. Disse digte er vel rettelig ”tales”, nærmere bestemt; Artichoke Tales. Det er med til at give hele fortællingen et ekstra præg af noget poetisk, noget fint, noget næsten skrøbeligt. Jeg siger ekstra, fordi denne skrøbelige poetiske stemning først og fremmest kommer til orde (lol) i billederne – i Megan Kelsos streg. Som hos eksempelvis John Porcellino (se HER) er stregen naivistisk og ekstremt simpel. Der er ikke mange skraverede flader og mørke baggrunde. Men Kelso er i stand til at spille på to heste samme tid, og hendes tegninger er således fyldt med detaljer og dybde. Det er svært at begribe hvordan så lidt kan udgøre så meget indhold, men noget af det ligger nok i hendes brug af bløde og runde former, som udover at skabe de mest fabelagtige skyer, også er med til at give fortællingen der der skønne magiske, middelalderlige fantasy-look – helt uden at gå på kompromis med den rene streg.
Men først og fremmest er Kelso bare virkelig virkelig dygtig. Det er så gennemført en stil på mange måder. Så selvom alle karakterer virkelig ligner hinanden og næsten ingen detaljerede træk har, ja så forstår Kelso at understrege deres personligheder hver især med utroligt sparsomme midler. Adams 4-8 fregner i ansigtet eller Dorians hage og næse som er en anelse længere end de andres. Og man er aldrig i tvivl!

Det fantastiske ligger for mig at, i at blande netop denne stil med dette tema. Naivistisk, men dog ren streg møder Krigen som grundvilkår. Det flytter eksempelvis al fokus væk fra krigens vold og destruktion – i stedet ser man krigens som splittelsen af et folk i to. Artichoke Tales er poetisk i sit udtryk og rolig i sin tone, men den er samtidig ulmende i sin følelse og hård i sin stemning. Og jeg synes det fungere hamrende godt.  

Nå ja, og læg mærke til at det klassiske stiliserede hår som folk ofte har i tegneserier her hos Kelso er trukket helt til sit yderste. Personerne har simpelthen artiskokker på hovedet. Eller de er artiskokkerne selv. Med skal og kød og hjerte. 

tirsdag den 20. november 2012

Nye Tider på Bloggen - Kvalitet er det nye Sort

Nu har jeg i lang tid kørt den her blog med et klart koncept; at læse så mange tegneserier som jeg overhovedet kan nå og så skrive en lille anbefaling (eller advarsel) om hver enkelt. Jeg har læst gennemsnitligt én tegneserie om dagen, og det må siges at være mit livs rekord! Bloggen er så godt nok først blevet opdateret hen mod weekenderne og sådan, men der har da været et vist konstant flow af korte middelmådige beskrivelser af tegneserier. 

Det har sådan set været fedt nok, men nu er jeg klar til at fylde en smule mere indhold på tror jeg. Så som overskriften hentyder til: kvalitet frem for kvantitet fra nu af! ...Altså det kommer til at lyde helt vildt...det er det jo nok ikke. For det første skal der nok komme relativt meget indhold herinde, og for det andet skal jg altså også lige øve mig lidt før jeg bliver decideret sej til at skrive "kvalitets-blogs"...hvad det så end vil sige. hehe

En ordentlige afslutning skal kvantiteten da lige ha! I de forgange uger har jeg fået læst knap så mange tegneserier pga. mit meget spændende foredrag hos Talerøret, men jeg har da fået læst noget trods alt:

Finder bind 1 af Carla Speed McNeil  -  En anderledes science fiction fortælling der måske skal have lov at komme lidt igang. Jeg er i hvert fald ikke solgt totalt til den. 

Stella af Søren Winther Nørbæk  -  Altså hvor tit render man ind i en helt ny dansk tegneserie, sågar en debutant, og sågar i albumformat (dog hardcover). Flotte farver og gale sci-fi narrastreger. Gennemført og fin debut, men jeg vil se mere før jeg vil sige særlig meget. 

Rejsen til Saturn af Claus Deleuran  -  Gammel klassiker og vel nok den bedste danske tegneserie EVER. Sjov og skarp og sci-fi og socialrealisme og bare charmerende fra først til sidst. 

Gotham Central af Ed Brubaker og Greg Rucka  -  Bag om Batman! Vi følger drabsafdelingen i Gotham gennem en række fede mysterier hvor de der superhelte og -skurke af og til er indblandet. Den er noget af det fedeste jeg har læst i meget lang tid! Virkelig god kriminalserie i 3 gange 200 sider. Det var en meget lang og meget spændende aften/nat.   

Her er noget lidt anderledes, nemlig den japanske tegnefilm Tekkonkinkreet. En film man ikke bør undlade at se! Slet ikke hvis man i forvejen er lidt til det der animé og sådan. Den er godt fortalt omend den er en sammenkrympning af en meget lang manga (naturligt nok) og så er den bare gudsbenådet SMUK. 

Lidt mere Japan. her i form af x-box spillet Catherine. Det mest anderledes og banebrydende spil jeg  længe er rendt ind i. Jeg lånte det bare på biblo, så jeg skal engang ha købt det og spillet det færdigt. Tjek det ud i cyberspace, men prøv altså også lige at spille det engang selv. 

Nå ja, så fik jeg også læst Wormwood af Garth Ennis. Jeg elsker Preacher af Ennis, og gør man det, vil man også elske Wormwood. Satans søn er hovedperson og hans to venner er en kanin der har fået talegaver samt den dreadlokkende fyr på billedet ovenfor: Jesus selv. Der bliver bandet og horet og det er fedt. Mindre fedt end Preacher, men stadig bedre end The Boys (især tegningerne).  

søndag den 11. november 2012

Feynman


Det er efterhånden rigtig rigtig lang tid siden jeg rent faktisk læste denne her tegneserie. Jeg husker dog én ting; jeg læste den i ét langt stræk. Det er meget lang tid siden jeg har læst tegneserier så lang tid i træk, og så var det jo vel og mærke kun én tegneserie. Men en lidt længere en af slagsen jo.
Jeg synes virkelig den var fantastisk, og jeg under jer alle sammen en oplevelse af denne slags.

De her billeder taget i betragtning kan det måske virke dumt...men jeg er nødt til at fremhæve for godt tegnet den er. Eller måske er det ikke bare godt tegnet som i "pænt", men nærmere som i "godt gennemtænkt". Bogen er en art biografi om den store fysiker Feynman, og en af Feynmans store opdagelser var interessant nok...brugen af tegninger i formidlingen og undervisningen af teoretisk fysik!

Dette bringes flot til live i en tegneserie. ja, faktisk ville det ikke rigtig give mening blot at læse en biografi med ord i...shit det lyder også kedeligt. hehe.
Især fordi der er nogle temmelig komplicerede fysik-ting der bliver forklaret. Ikke at man behøver forstå dem, men hey, man prøver da i det mindste! (se siden/billedet nederst i dette blog-indlæg)

Her er lidt flere billeder, og så synes jeg ellers at I skal fise ind på bibliotek.dk og bestille bogen hjem.




lørdag den 10. november 2012

Captain America (Brubaker)

Med fare for at gentage mig selv...jeg ved ikke særlig meget om de hersens superhelte. Altså jeg ved vel egentlig en hel del, men det er bare som om der er så sindssyg meget gemt dernede i alle bladene fra de sidste mange mange årtier. Det er sådan set ganske uoverskueligt.
Men heldigvis er rigtig mange superhelte-serier ret let tilgængeligt for nye læsere som mig. Man skal naturligvis erkende hvad man sidder med i hånden - og accepterer de basale præmisser - ellers er man sgu helt lost.

Men hvis er med på den og har en anelse tålmodighed...og hvis man så er i stand til at acceptere at man aldrig kommer til at forstå det hele sådan hundrede procent, ja så er det bare fed læsning der er tilbage. I hvert fald hvis man er i selskab med en dygtig forfatter. Såsom Mark Millar som jeg tidligere har nævnt, men et andet godt eksempel er Ed Brubaker. Han har skrevet en masse Captain America. Jeg har læst noget af det, og er især blevet imponeret over hans lidt længere sammenhængende historie om The Winter Soldier. Captain America er stadig ret nyt land for mig, så jeg er stadig er noob-fase, men jeg fornemmer at der er mere end blot stærk-mand-banker-(indsæt tyskere eller russere)...måske er det ofte en stor del af det, men der er tydeligvis også mere end det.

Og selv hvis der ikke skulle være synderligt meget andet på færde, ja så fungerer det altså skidegodt at få fortalt en godt sammensat historie på en flydende og velstruktureret måde. I billeder og ord. Manner hvor jeg elsker tegneserier!
Jeg elsker ikke Captain America endnu, men Brubaker gør det i hvert fald ikke værre.

fredag den 9. november 2012

Spider-Man (Mark Millar)

Jeg nævnte forleden at jeg ikke ved så meget om Spider-Man...Det gør jeg stadigvæk ikke, men jeg lærer da noget stille og roligt. Jeg nyder i hvert fald at læse alt det jeg kan komme i nærheden af. Det er jo det tilbagevendende problem for superhelteserier  -  at kunne balancerer mellem de to dele af deres læsere: de hengivne fans, og så de der nye læsere der helst skulle blive ved med at dukke op.

Alle superhelte-tegneserier bygger et eller andet sted på en ide om den uendelige historie hvor alting kan ske, men ingenting helt kan ændre sig. Samtidig har alle serierne ofte prøvet at brydes med denne ide - prøvet at bryde fri af de snævre rammer.
I sidste ende handler det om økonomi og derfor også om tegneseriens ældste pointe: serien skal sælge! Ved at A: være en god "lille" historie (det enkelte blad) B: være en god stor historie (hele serien) og C: finde en sammenhæng mellem disse.
Men når den store historie bliver for stor...skrider det hele, og så man finde noget ind imellem. Nogle løbende "Store historier" som de små kan være en del af. Således ender mange tegneserier med at være "den gode fortælling" som så kan have novelle eller roman længde...for nu at tale i litteratur-termer.

I sidste ende kommer det for superhelte-serier ofte til at handle om hvorvidt de lige har haft den rigtige gode forfatter ansat på det helt rigtige tidspunkt. Mark Millar er én af de her rigtig gode forfattere. Selv for mig med få superhelte-kundskaber er det tydeligt at Millar fortæller lidt bedre historier end Dan Slott. Catwoman er også her barmfager, så den del er jo i orden. Spider-Man såvel som Peter Parker kommer helt derud hvor han ikke kan bunde...og skal så hive den hjem alligevel.
Jeg gider ikke genfortælle historien, for nu har jeg skrevet om noget mere generelt og så må det da være nok!
Jeg vil fortsætte mig rejse gennem Spider-Man og andre superhelte, og der sendes en varm tak til de seje danske folkebiblioteker der har købt stort set alle væsentlige amerikanske tegneserier fra de seneste årtier hjem til landet så fattige studerende som jeg kan låne det. :)

torsdag den 8. november 2012

Spider-Man: Big Time

Jeg har tidligere læst noget af det nyere Amazing Spider-Man - noget af det som Dan Slott havde skrevet. Dengang var jeg fuld af ros, men især på grund af tegneren Romita Jr.
Big Time er tegnet af Humberto Ramos og selvom det ikke har helt samme storhed over sig som hos Romita Jr., kan jeg altså virkelig godt lide Ramos. På grund af/på trods Nogle ret så barmfagre kvinder...især hende der katten. Mums!


Jeg er ikke hjemmevant i Spider-Man universet, i hvert fald ikke særlig grundigt, og jeg har derfor ikke styr på hvad der skal forestille at ligge før denne historie og hvad jeg egentlig skal kende til for helt at gennemskue alle intrigerne osv.
Men jeg har fanget den der med; With great powers...osv. Og det er sgu egentlig ca. nok. I hvert fald nok til at blive underholdt. Det er sjovt at læse en Spider-Man historie der fokuserer ret meget på Peter Parkers private liv og dét på de mere banale detaljer af dette.
Der sker noget så kedeligt som at Peter for sig et rigtigt job...og en rigtig kæreste...som ikke ved hvem han er. bum bum. Hun skal stadig klare sig mellem de yppige barme hos henholdvis catwoman og Mary Jane, men det er dog stadig den ret almindeligt historie om en fyr der prøver at beholde sin kæreste og sit job.


Og så er der også noget med The Avengers...og Hobgoblin og Kingpin...og en masse eksplosioner. Jaaa!
Jeg vil afsløre hvem der siger det eller hvorfor, men en af de sidste linjer i historien vender fikst Spider-Mans motto på hovedet. "All these great responsibilities. But with 'em comes everything i've ever wanted. And power. So much power."

lørdag den 27. oktober 2012

Best American Comics 2011


Jeg fik for nylig tygget mig igennem denne flotte antologi med den pompøse navn Best American Comics 2011. Antologien udkommer hvert år, og samme koncept finde indenfor og omkring alskens genrer i litteraturen.
Jeg var meget i tvivl om hvordan man nu skulle fortælle om en bog der indeholder så mange forskellige tegneserier i så mange forskellige størrelser og af så mange forskellige typer. Jeg endte med at vælge den ABSOLUT dårligste mulighed.
En opremsning af hele lortet, med dertilhørende ULTRA korte vurderinger/beskrivelser. Kan læses meget meget hurtigt, og så kan man sgudda google det man synes lyder mest spændende...eller låne bogen selv...google er dog hurtigst.
Nederst har jeg så placeret billeder af dem jeg bedst kunne lide.

Here we go!

Gabrielle Bell - "Manifestation" (snakkende, ret ligegyldig, men sikkert godt håndværk)

Kevin Mutch - uddrag fra Fantastic Life (ret sjov zombiedetalje, men man ville gerne læse videre jo. Ligner lidt Charles Burns, men er mere statisk. Måske ikke det fedeste.)

Gabby Schulz (aka Ken Dahl) - uddrag fra Monsters (fede tegninger, den ku jeg godt lide.)

John Pham  - "St. Ambrose" (god formidling, men uden egentlig narrativ aka handling. spændende ideer med trekanter/glasskår som ruder. Men jeg er jo lidt glad for sådan en stil her.)

Michael Deforge  -  "Queen" (smuk og syret og dejligt ulækker)

Angie Wang  -  "Flower Mecha" (spændende og helstøbt karikatur af superhelte med planter. sejt nok, men lidt rodet)

Robert Segel - "Up up down" (interessant historie om erindring eller sådan noget. Overdrevet ligne claire nærmest. man bliver virkelig ikke hjulpet til hvad der er "interessant")

Sacco - uddrag fra Footnotes in Gaza (meget godt uddrag fordi det faktisk handler om sig selv, altså om det at være journalist på den måde som Sacco også er det. og så er det jo godt tegnet og vigtige overvejelser)

Dash Shaw - uddrag fra Bodyworld (det fungerer faktisk rigtig godt, så jeg forstår godt hvorfor den er taget med. igen er det dog ikke min smag.)

Joey Alison Sayers - "Pet Cat" (meta-garfield-spoof-lol-ting med en bismag af foragt for branchen og kritik af religion måske. overraskende helstøbt af noget der ellers virker meget rodet og sådan for sjov-agtigt)

David Laskey og Mairead Case - "Soixante neuf" (well, jeg kan godt se hvorfor det er godt, men det keder mig altså.)

Sabrina Jones - "Little house in the big city" (et spændende essay om byplanlægning. ikke alle vil synes det her er spændende..altså det med byplanlægning... men hvis man gør, kan man måske se hvor fantastisk godt det er lavet. nice)

Cris Ware - "Jordan W. Lint" (man får det altid dejlig dårligt af at læse Ware, især om Hr. Lint. Puha. Men fedt uddrag de har med her. meget alsidigt, og helt genialt. love it)

Jillian Tamaki - "Domestic Men of Mystery" (om fædre, men ret kort, så svært at sige andet end; well, fint nok)

Jaime Hernandez - "Browntown" fra Love and Rockets (seksuel forvirring når det er mest ubehageligt og undertrykt. ikke klamt, for det er jo ret pænt, men puha der er nogle trælse ting her. jeg kan ikke sætte mig ind i deres følelser, så det er svært rigtig at blive kørt op.)

Julia Gfrörer - "Fear of Fire fra Flesh and Bone" (voldsom historie, i billeder og ord, om mytiske dyriske overnaturlige seksuelle agter og hekseri og venden tilbage fra de døde.)

Dave Lapp - "People Around Here" (én side, og ikke imponerende. men flot brug af farver da...)

Kate Beaton - Great Gatsbys (sort humor som måske også referere til ting jeg ikke heeelt forstår. ret lol dog)

Noah van Sciver - "Abby's Road" (dejlig (sikkert fiktiv) ungdommens-første-kærlighed-historie. På sådan en frisk og anderledes måde. God sammenhængende historie, men jo altid svært når man ikke har sympati for hovedpersonen...)

Peter and Maria Hoey - "Anatomy of a pratfall" (seks flotte helsider der lader diverse handlinger ende med at hænge sammen. jeg elsker den her slags, og her synes jeg tegneserien rykker for alvor!)

Jeff Smith - uddrag fra RASL (historien om en af elektricitetens fædre Tesla og om dennes eventuelle forhold til hele myten om "den gale videnskabsmand" - sideløbende med historien om rasl der hugger malerier. Jeg kan lide det, men også fordi det er to gode historier. jeg vil gerne læse mere!)

Paul Pope - "1977" (smuk, men kort barndomsminde om Ziggt Stardust plade og dette navn...og længslen mod stjernerne...i dobbeltbetydning. smukt tegnet)

Brendan Leach - uddrag fra The Pterodactyl Hunters (herlig kombi er gamle dage og decideret fortid. love it. stregen kan virke lidt skitse-agtig, men er tydeligvis totalt gennemarbejdet. spændende historie. mere tak)

Danica Novgorodoff m fl. - uddrag fra Refresh Refresh (lille tanke om hvordan det er de unge drenge i dumme problemer som ender med at komme i hæren. med spændende vandfarve-agtigt mellemspil om krig)

Kevin Huizenga - fra Glenn Ganges ( fantastisk. skarp, sjov, smuk...jeg elsker den mand)

Eric Orner - "Weekends Abroad "(oh the fun of being en jødisk homoseksuel i Tel Aviv, når man ikke kan hebræisk overhovedet. en historie der når en masse ting på en god måde, og så bliver dét der kæder det hele sammen en sådan helt poetisk pointe frem for alt det andet. Genial historie!)

David Lasky - "The Ultimate graphic Novel, In six Panels" (hehe. god LoL side her til sidst. meget sjovt)

Michael Deforge

Joe Sacco

Joey Alison Sayers

Chris Ware

Jeff Smith

Kevin Huizenga

mandag den 22. oktober 2012

Salvatore vol. 1


En af mine yndlingstegnere er franske Nicolas De Crécy. Jeg er simpelthen helt solgt når jeg ser hans tegninger, og derfor har jeg også investeret i en del af hans tegneserier. De Crécy er en af de der kunstnere hvor man er nødt til at spørge sig selv; "han kan tegne, men kan han lave tegneserier?" For det er virkelig nogle mærkelige tegneserier der kommer ud af det når han først går igang.
Nogen supersælger er han heller ikke, men der er nu trods alt udkommet en 4-5 titler på engelsk og sågar en enkelt på dansk. Den Himmelske Bibendum, som jeg anmeldte ovre på Nummer9. Se den HER
Sproget skifter konstant mellem det banale og det over-intellektuelt refererende og hans universer er befolket af underlige dyr. Desuden er den normale franske Tintin-agtige ligne-claire stil afløst af en helt anderledes gnidret levende stil. På en måde ligner det ret meget andet, men alligevel har det sin helt egen stemning. Og det er næppe alle der vil bryde sig om den. I hvert fald tror jeg, at man er nødt til lige at være tålmodig og lade sig suge en smule ind i bøgerne uden at give op på forhånd. Måske vil man ende med at kunne lide det. Om ikke andet kan man jo kigge indenfor på hans egen blog hvor der er masser af pæne tegninger. Se den HER

onsdag den 17. oktober 2012

Blankets

For noget tid siden genlæste jeg Blankets af Craig Thompson. Eller det vil sige...jeg havde faktisk kun læst den på dansk før...hvilken forskel mon det egentlig gør? Altså det er da klart, at det er federe på originalsproget. Men hvis man ikke selv taler originalsproget...er det så ikke federe på ens eget sprog? Jeg tror faktisk, at jeg foretrækker bøger på dansk, for så er jeg sikker på at få alle detaljerne med - og jeg elsker det danske sprog! Men det kræver naturligvis at oversætteren er dygtig nok til begge sprog. Well, jeg har ikke svaret.
Anyways, I bør alle sammen læse Blankets hvis det ikke allerede er sket. Det er noget så banalt som en fortælling om familier og ungdom og den første forelskelse, men det er nu engang nogle gode emner. Og så det altså bare rigtig godt fortalt. Man føler sig draget ind i hovedpersonens følelser, ja det kan lyde corny, men det virker sgu pissegodt.
Og så er den jo smuk at se på. Alle de bløde kurver og flotte skygger. Og endnu vigtigere: De er ikke bare til pynt - ikke kun! Det bliver tydeligt hvordan dét at lave tegneserier ikke blot er et todelt håndværk hvor man skal være en dygtig tegner og en dygtig fortæller, men faktisk er ét håndværk som handler om at være en dygtig "tegneseriefortæller" om man vil. Og ikke fordi Craig Thompson er verdens objektivt set absolut bedste "tegneseriefortæller" - trods alt - men Blankets er altså måske den bog hvor dette her kommer tydeligst til syne.
Måske fordi dens formsprog er mere simpelt end det ser ud til? Måske fordi emnerne er dybe på den der "set før" måde? Måske bare fordi den faktisk er skidegod. I hvert fald er den, vægten taget i betragtning, overraskende hurtigt læst. Og det er i denne sammenhæng noget tilpas positivt. LÆS den!

onsdag den 10. oktober 2012

Nyt i postkassen (old style)

Når det sådan er efterår og man naturligvis ligger syg, ja så er det da en trøst at kunne hente tegneserier i postkassen. Jeg har fået en hel lille stak hjem til anmeldelse fra Nummer9, så der bliver rigeligt at se til i ferien.
Øhhh, ja det bliver der så især fordi jeg skal forberede mig til de efterfølgende to ugers benhårde undervisning på Kunsthistorie. Vores underviser er tydeligvis gnaven over at efterårsferien ikke var indført da han selv studerede, så han overlæsser os med så meget indhold og undervisning, at vi er tvunget til at læse 3-500 siders pensum inden! Dvs. i min ferie!!! Jeg havde SÅ meget planlagt at spille xbox...og anmelde tegneserier. øv.
Men mon ikke jeg får tid til det ...om natten...eller senere. yeah.

Her kommer lige et sneak peak på hvad jeg fandt i postkassen.
Øverst ser vi en amerikansk ting som ser ret pæn ud.
Dernæst serien Eks Libris fra Weekendavisen i en pæn softback udgave. Jeg bryder mig ellers ikke om den i avisen, men jeg er frisk!
Så er der nummer 7 og 8 af Onskabens Vatikans antologi-serie Fantasmagori.

Desuden har jeg fået et mindre hæfte med tegneserier lavet af studerende på Visuel HF i Viborg. Utopia hedder den.

Ja, og så har jeg jo stadig tegneserie-specialnummeret af Unge Pædagoger liggende. Et helt tidsskrift om Pædagogik, Didaktik og Tegneserier. Spændende.






mandag den 8. oktober 2012

Fables OG Locke & Key (2'erne)



Jeg læser seriøst mange tegneserier for tiden. Men det er jo ikke alle værkerne der er deciderede hele romaner sådan størrelsesmæssigt. Bl.a. fordi de der tegneserier tit er i længere serier. Så for nylig læste jeg bl.a. (samle)bind 2 af henholdvis Fables og Locke & Key. To serier som jeg glæder mig til at læse det hele af. Der er dog forskel på hvor meget jeg er spændt...
Fables har et fantastisk koncept. Alle figurer fra alle de eventyr vi kender er blevet fortrængt fra deres egen "verden" og sendt til vores. Her lever de i mere eller mindre skjul og det leder så til diverse spøjse problematikker. Denne historie er finurligt nok lavet til en parafrase over Animal Farm, med praktiske gris som den gamle ledergris af oprøret. Det er godt tænkt, og det er bestemt bedre end eksempelvis tegnefilmsversionen af romanen. Føj den var middelmådig.
Men jeg kan simpelthen stadig ikke blive helt fanget ind af Fables. Det er som om ideen er alt for god til hvad man egentlig kan få til at virke når det kommer til stykket. Jeg tror ikke på karakterene endnu, og det skal altså snart ske - tredje bind er sgu ikke for tidligt. Indtil videre kan jeg faktisk anbefale Shrek filmene hvis man er til denne slags eventyr-forviklinger.

Så har jeg det altså helt anderledes med Locke & Key. Som nævnt i mit indlæg om bind 1 blev jeg stort set fanget ind i verdenen fra starten af. Og dét har Head Games bestemt ikke ændret på. Historien når aldrig falde sammen om sig selv inden der bliver tilføjet et helt nyt aspekt til fortællinges præmis - man bliver på den måde holdt helt fast i stolen af intensiv spænding.
Krydret med humor, galskab og fantastiske tegninger fortsætter thrilleren om nøglerne med at være spændende ad helvede til.


søndag den 7. oktober 2012

Graffiti Kitchen



Ja, jeg har ikke så meget at sige om den her lille fortælling. Graffiti Kitchen af Eddie Campbell. Ikke fordi jeg synes dårligt om den, men fordi det altså er mit første møde med Campbells mere eller mindre selvbiografiske hovedperson Alec. Og det var bestemt et fint møde. Jeg skal vænne mig til den interessante men specielle streg, og jeg skal også vænne mig til den måde historierne kan virke utrolig staccato - de enkelte "ruder" virker ofte til at være tegnet helt hver for sig og så sat sammen senere.
til gengæld har jeg hurtigt vænnet mig til Campbells humoristiske og selvironiske fortællinger, og jeg kan sagtens vænne mig til ungdomsproblemerne selvom de foregår i firserne.
Jeg kan i hvert fald sagtens se mig selv tygge mig igennem den store tykke samling Alec: The Years Have Pants. Jeg kan sågar glæde mig helt. Måske starter jeg dog med at undersøge hans serie Bacchus lidt nærmere. den lyder vældig interessant nemlig.
(ps. Historien "Graffiti Kitchen" kan bl.a findes i den lille samling "Alec: Three piece suit" som ses på billedet øverst.)