Den rene krig – Artichoke Tales

Artichoke Tales hedder Megan Kelsos første rigtige værk i graphic novel-størrelsen. Den er noget så sjældent som en tegneserie om krig. Ikke fordi der aldrig er krig i tegneserier, bestemt ikke, men fordi det er krigen selv det handler om i Artichoke Tales. En fortælling om krig vil ofte handle om noget andet end krigen selv, men så have krigen som scene eller krigen som baggrund. En fortælling om kærlighed på trods af krig, om naturfolkets sejr over overmagten, om frihedens kamp mod de der onde!

I Artichoke Tales er der også forelskelse og kærlighed, der er tradition over for fremskridt, der er monarken og de altid problematiske skatter. Men ikke desto mindre er det selve krigen mellem to dele af ét folk som er centralt for hele handlingen. Vi træder ind i en verden bestående af et velafgrænset ”nord” og ”syd”. De varme bakker og bjerge mod syd hvor folkene lever af at samle naturens ting i skovene i bakkerne. De kolde kyster i norden hvor man lever af fisk og hvad havet ellers giver.

Vi følger familien Quicksand i tre generationer bestående af Brigitte, datter af Ramona som så er datter af Charlotte. En familie af apotekere fra den sydlige by Fork. Charlotte der som barn flyttede fra syd til nord, men kommer tilbage igen og slår sig ned med sin mand Jimmy fra nord. Hun er mor til Ramona der aldrig bliver gift men i stedet ender med at slå sig ned som Shrine-keeper eller præstinde eller hvad vi skal kalde det. Hun når dog at give efter for de mange romantiske angreb fra den lokale digter Dorian og ud af dette kommer Brigitte. Charlotte må passe Brigitte, og forholdet mellem Charlotte og Ramona er mildest talt dårligt. Brigitte selv er velsagtens vores bogs hovedperson og vi følger hendes forelskelse i Adam, en soldat fra norden – og så følger vi med når Brigitte får fortalt historien om Landet og om Krigen.

Gennem hele fortællingen iblander der sig et spor der kunne minde om en fortællerstemme. Men det er ikke en egentlig fortællerstemme; i stedet er det digtene som Dorian har skrevet. Digte om krigen – om ufreden mellem de to folk i Landet. Disse digte er vel rettelig ”tales”, nærmere bestemt; Artichoke Tales. Det er med til at give hele fortællingen et ekstra præg af noget poetisk, noget fint, noget næsten skrøbeligt. Jeg siger ekstra, fordi denne skrøbelige poetiske stemning først og fremmest kommer til orde (lol) i billederne – i Megan Kelsos streg. Som hos eksempelvis John Porcellino (se HER) er stregen naivistisk og ekstremt simpel. Der er ikke mange skraverede flader og mørke baggrunde. Men Kelso er i stand til at spille på to heste samme tid, og hendes tegninger er således fyldt med detaljer og dybde. Det er svært at begribe hvordan så lidt kan udgøre så meget indhold, men noget af det ligger nok i hendes brug af bløde og runde former, som udover at skabe de mest fabelagtige skyer, også er med til at give fortællingen der der skønne magiske, middelalderlige fantasy-look – helt uden at gå på kompromis med den rene streg.

Men først og fremmest er Kelso bare virkelig virkelig dygtig. Det er så gennemført en stil på mange måder. Så selvom alle karakterer virkelig ligner hinanden og næsten ingen detaljerede træk har, ja så forstår Kelso at understrege deres personligheder hver især med utroligt sparsomme midler. Adams 4-8 fregner i ansigtet eller Dorians hage og næse som er en anelse længere end de andres. Og man er aldrig i tvivl!

Det fantastiske ligger for mig at, i at blande netop denne stil med dette tema. Naivistisk, men dog ren streg møder Krigen som grundvilkår. Det flytter eksempelvis al fokus væk fra krigens vold og destruktion – i stedet ser man krigens som splittelsen af et folk i to. Artichoke Tales er poetisk i sit udtryk og rolig i sin tone, men den er samtidig ulmende i sin følelse og hård i sin stemning. Og jeg synes det fungere hamrende godt.  

Nå ja, og læg mærke til at det klassiske stiliserede hår som folk ofte har i tegneserier her hos Kelso er trukket helt til sit yderste. Personerne har simpelthen artiskokker på hovedet. Eller de er artiskokkerne selv. Med skal og kød og hjerte.