onsdag den 21. august 2013

Best American Comics 2012

Ja okay, ikke sådan at forstå at jeg ligefrem har lavet mig en årlig prisuddeling. Og da slet ikke for amerikanske tegneserier. Næh, i stedet er det simpelthen titlen på en bogserie som jeg da vidst også har været inde på en anden gang.
Konceptet er enkelt, genialt og naturligvis ganske tosset: én prominent personlighed indenfor tegneseriernes verden får opgaven at samle en antologi over årets bedste tegneserier. Bum. En opgave som alle redaktørerne gennem årene har taget med lige dele energiske gåpåmod og angstfuld fortrydelse. Den ultimative smagsdom er det jo!
Men netop fordi alle ved hvor fjollet det er med én redaktør og én bog og så postulatet; "Best American", ja netop derfor fungerer bøgerne faktisk rigtig godt. Jeg læser dem i hvert som gode antologier og intet andet. Til tider er det en redaktør man deler smag med, og så er det jo endnu bedre. Og så er bøgerne flotte og tykke, og det er jo altid rart.

Det er en god tyk bog, men der også kommet flere gode tiltag i forhold til nogle af de tidligere bøger. Hver enkelt kunstner har nu fået en introside hvor der lige står en smule om personens levned og meeninger. Vældig rart i en antologi. Og så er de søreme kommet på den ide at have en bonusafdeling med tegneserier for børn! Det siger jo allerede en del om antologiens beskaffenhed at børnetegneserierne er den absolutte undtagelse. Tegneserier er her ganske enkelt slet ikke for børn som udgangspunkt. Pudsigt.

Der er masser af gode og/eller interessante tegneserier i bogen, men her nøjes jeg lige med et par enkelte bidder af noget man måske ikke lige er stødt på før.
Her ovenfor ses en side af Jesse Jacobs som jeg personligt har fået øjnene op for gennem denne bog. Jeg skal i hvert fald ha' set nærmere på hans hovedværker "Even the Giants" (hvor denne side vistnok er fra) og "By this shall you know him". Tjek ham ud på hans blog HER.

Her ovenfor er det så Renee French som måske ofte ville gå under betegnelsen kunstner. Hun (går jeg ud fra!) er heldigvis ligeglad og har haft fingrene i alt fra søde tegneserier for børn til artsy fartsy galleri-venlige værker. Jeg er mest bare fascineret over stregens blidhed i billederne i bogen. Se hvor farverigt det ser ud trods manglen på farver. Smukt. Tjek en blog HER.

Her er så Anders Nilsen. Eller hans tegninger i hvert fald. Manden bar blandt andet bogen "Big Questions". En lidt stor bog, men ind imellem er den til gengæld decideret genial. Tit med fugle der siger underlige ting. Han har pudsigt nok også en glimrende blog. Find den HER.

Der er som sagt også tusind (ca.) andre spændende ting, så tag endelig at få fat i en af de her antologier. Der er inspiration nok til lang tid.

Felix Out

søndag den 18. august 2013

Jeg elsker diagrammer!

Det er ingen hemmelighed at en af mine store kærligheder er...diagrammer. Altså på den fede måde! På den der artsy æstetiske måde med ord som graphic og visual. Men også bare diagrammer der er seje. Det er noget med kombinationen af stregernes skønhed og så den til tider utroligt præcise formidling af noget information. Det er ligesom at være på kunstmuseum, bare en smule mere gennemsigtigt. Du ved at der her er tale om en kunstner (i ordets videste begreb) der gerne har villet formidle noget indhold, men også gerne på en pæn måde. Så kan jeg rigtig nyde den banale skønhed samtidig med at jeg kan forsøge at aflæse betydningen...indholdet.
Nicholas Felton - fra hans projekt Feltron Annual Report. Tryk på billedet for at se det større.
Det er lidt banalt sagt det samme der sker når man rent faktisk står der på kunstmuseet. Det handler om at kigge, men det handler også om at "se". Plat, men langt hen ad vejen meget præcist.
Det ovenstående diagram er fra Nicholas Feltons pudsige og temmelig omfangsrige projekt "Feltron Annual Report". Hvert år udgiver han på sin blog HER en art rapport over sit liv i det forgange år. I diagrammer. Diagrammer der forsøge at vise hele hans liv i tal og forhold - lige fra alt hvad han har spist til hvilke mennesker han har været sammen med hvornår, hvorfor og på hvilke måder. Det er vanvittigt, men det er også smukt. Og så er det en glimrende kommentar til at den slags slet ikke kan lade sig gøre. Uanset hvor interessante nogle af diagrammerne er, til tider for os og sikkert oftere for hans nærmeste, ja så er de først og fremmest mikroskopiske detaljer fra et liv der indeholder så meget mere end tal og procenter. Der sker ganske enkelt mere i verden hvert sekund end vi nogensinde kan nå at opfange. Heldigvis.

En anden blog jeg for nylig er blevet forelsket i er Ilovecharts. Der finder man nemlig samme kærlighed til alskens diagrammer. Det er ikke altid samme skønhed som jeg leder efter, men til gengæld er der enormt stor variation på hvilke diagrammer der er fundet frem fra det store internet. Og så opdateres siden (som er en tumblr) stort set hver dag. Fedt nok.
Diagrammerne derinde veksler som sagt meget og kan til tider være deciderede seriøse og alvorlige tal over triste sandheder om den virkelige verden. Puha. Det er vigtigt jo. Heldigvis er det mindst lige så ofte diagrammer der foretrækker at handle lidt om sig selv på en skør måde. Det ovenstående "Pie-Chart" er et glimrende eksempel på dette. Og det er genialt! På den ene side siger den noget meget præcist og sikkert temmelig sandt. Vi vil ofte bare gerne have noget tærte! Og vigtigst af alt udnyttes diagrammets form aktivt således at både form og farve (samt "stykket" der er forsvundet) tilsammen konnoterer TÆRTE meget tydeligt. Jeg får faktisk lyst til at spise tærte.

torsdag den 27. juni 2013

Eksamenslæsning - af tegneserier (del 2)

Her kommer anden del af min hvad-har-jeg-læst-som-overspringshandling-til-eksamen...-liste....-ting.


"Abelard" af Dillies og Hautiere. En smuk, men lidt hård fortælling om den naive ungdoms møde med den store verden. Det er nogle vanvittigt smukke billeder, og alene for dét kan bogen anbefales. Jeg vidste ikke helt hvad jeg fik da jeg bestilte den hjem, og jeg troede nok det var en decideret børnebog. Det tror jeg ikke længere det er...men jeg er faktisk ikke helt sikker på hvad målgruppen egentlig er. Men det er heldigvis lige meget. 


Drawn and Quartely – gange 2. Forlaget Drawn and Quarterly udgiver fra tid til anden en samling af udsnit fra deres udgivelser. Både som en art best-of, men nok mest som en showcase - en appetitvækker til os mulige læsere. Det er en rigtig god ide, og jeg ville ønske at alle forlag gjorde det. Og gerne gratis...og gerne på nettet. (Fantagraphics gør det eksempelvis med hver eneste udgivelse).
Jeg har bladret i to af de lidt ældre showcases, men der var pudsigt nok ikke vildt meget der lige sprang i øjnene. Der var flere franskmænd som jeg tit har overvejet at lære at kende, men ingen af dem hev benene væk under mig. Men nu ved jeg da en smule om hvad Dupuy/Berbery, Baru og Blutch går ud. Sådan nogenlunde. 


Alex af Mark Kalesniko. Alex er en tegneserietegner der efter at have prøvet lykken i L.A. (og delvist er fejlet) er flyttet hjem til barndomsbyen. Her gennemlever han kunstnerens mareridt med blokering, frustration,  ubehagelige møder med fortiden samt en slem gang maveonde. Alex er svær at forholde sig til når man ikke selv har levet af alkohol og smidt rundt med sine møbler i frustration over ikke at kunne tegne en kanin sådan "rigtigt". Men det er sgu en meget fed historie, og jeg får faktisk lyst til at høre mere fra både Alex og Mark Kalesniko selv. 


Små Dyr af Ina Korneliussen. Som forsiden afslører er der tale om en grafisk novellesamling. På en måde godt og på en måde skidt. Det er ganske fint at kunne lære forskellige facetter af Korneliussens fortællestil at kende gennem små forskelligartede historier. Omvendt tror jeg virkelig hun er i stand til at lave noget stort og genialt. Men det kommer hun jo også nok til. Her ligger i hvert fald beviset på at hun sagtens kan tegne og fortælle. En femistisk Claus Deleuran kan hun kaldes, jo jo, men hun er også en moderne og egensindig stemme. Jeg venter mig meget fra hende i hvert fald.

onsdag den 19. juni 2013

Eksamenslæsning - altså af tegneserier (del 1)

I den sidste månedstid har jeg arbejdet på en større skriftlig opgave om en skulptur fra barokken, og oven i det har jeg brugt utrolige kræfter på mit managerhold til Giro d'Italia. Men jeg har altså også fundet tid til at læse overraskende mange tegneserier. Nogle af dem har jeg skrevet lidt om, men her kommer så en samlet liste over det jeg har fået kigget på. (i to afdelinger)
De er i øvrigt alle sammen lånt på danske biblioteker via bibliotek.dk


Jeg er kommet igennem de første 3 samlinger af Jeff Lemires "Sweet Tooth". En serie om en postapokalyptisk verden hvor noget har fået folk til at fødes som hybrider mellem mennesker og dyr. Jeff Lemire er en canadisk tegner og forfatter, og udover her at arbejde hos Vertigo (hvilket han også gjorde med "The Nobody"), står han også bag værkerne "Essex County" og "Underwater Welder" fra Top Shelf. Han er helt klart en af mine nye helte. Han fortæller virkelig godt, og han mestrer både serieformen som i "Sweet Tooth" og det mere graphic-novel-agtige i de andre.

En del af genopstartningen hos DC er "Animal Man", og i den nye form er det faktisk førnævnte Jeff Lemire der er forfatteren. Som billedet tydeligt viser, er det dog ikke ham der tegner igen. Trods alt.
Jeg fandt den første trade paperback, og jeg er egentlig ikke synderligt interesseret i at vide mere. Det kan sagtens være at serien har taget fart, og det kan sagtens være det holder. Hold øje med andre blogs og kommentatorer. I know I will.

Warren Ellis har vi her. Jeg har før læst andre ting af ham. Jeg har det ganske blandet med ham, og sådan har de fleste det vidst nok. "Planetary" brød jeg mig slet ikke om, men hans del af "Hellblazer" er til gengæld fede. "Transmetropolitan" er en vanvittig sci-fi fortælling om en gal gonzo journalist der er sådan halvt kynisk/flabet/badass og halvt retskaffen og ordentlig. På en ret fed måde. Det er hardcore sci-fi og der er masser af crazy dialog. Prøv det!

Jeg faldt over Ray Fawkes fordi han var nomineret til nogle priser sidste år...ja sådan er jeg så snobbet. Men det er han heldigvis ikke, og han har haft fingrene i alt muligt. Eksempelvis er både ham og Jeff Lemire vidst nok igang med at samarbejde om "Constantine" på DC. Måske interessant. Her har han dog på OniPress fået muligheden for at skabe et helt selvstændigt værk hvor han selv har skrev et og tegnet. Det er en ret rost bog, fordi den bruger tegneseriemediet på helt ny måde...og den slags. Det er 'historien' eller rettere alle de potentielle historier om et ufødt barn. Historierne har en rude hver på hver opslag, og man skal således følge med i 18 historier samtidig...efterhånden som figurerne dør, bliver ruderne sorte. Det er temmelig fortænkt, og jeg synes slet ikke det virker. Måske er jeg bare ikke tålmodig nok. hehe.



Her var der lige to billeder fra "Return of the Dapper Men" af Jim McCann og Janet Lee. En meget anderledes bog, som ikke ligner noget jeg har set før. Jeg var meget i tvivl om hvad jeg ville få hjem da jeg bestilte den hjem fra biblioteket, men jeg regnede med at det var en art børnebog fra England. Det er det måske også, men det er bare ikke rigtig beskrivelse nok. Mest af alt er jeg fascineret af billederne i den her bog, og jeg skal helt klart se noget mere af Janet Lee. Men det er alt i alt en virkelig fin bog der sidder fast på nethinden længe efter. Den må jeg kigge nærmere på engang når jeg får den købt.

"The Next Day" var egentlig bare en bog jeg hentede hjem fordi den er tegnet af John Porcellino - en fyr jeg virkelig godt kan lide. Jeg blev så glad over at finde noget af ham på et dansk bibliotek at jeg slet ikke tjekkede hvad det var. Og det var noget helt andet end jeg havde troet. Porcellinos melankolske teenagefortællinger får i denne bog en anden kulør - bogen er nemlig en samling af illustrerede interviews med 4 unge der har forsøgt at begå selvmord...men ikke er lykkes med det. De fortæller om hvad der fik dem derud, og hvordan de tænkte dagen før, selve dagen og ikke mindst dagen efter - for der kom jo en dag efter. Det er smukt og enkelt og hårdt og frustrende, alt hvad det bør være når det handler om livet og døden og ikke mindst selvmord.


Og til at afslutte denne første halvleg: selveste Takashi Murakami. Murakamisensei kan man med rette kalde ham, for han er en stor kunstner som jeg virkelig holder af. Her har han dog lavet en lille manga om...absolut ingenting! Det handler om hvordan en sød hun også kan være lidt eftertænksom...eller nej, det handler titlen om...bogen handler om at hunde siger vov og er meget trofaste og at alting i øvrigt var bedre i gamle dage. Dengang en ærlig borger kunne....fortsæt selv. Det er bræk fra først til sidst. adbad.

Slut på del 1

- Felicious

tirsdag den 18. juni 2013

Northside - mest om musik, men også lidt om tegneserier


I weekenden var der Northside Festival her i Aarhus. Og det var fedt. Især fordi jeg var frivillig sammen med en masse søde mennesker, og så fordi jeg fandt noget god musik som jeg gerne vil høre mere af. Rigtig fedt. Men jeg er nødt til (det kræves af mig som blogger...) at give min kritik af årets festival. Og som også mange andre kommentatorer og bloggere har gjort opmærksom på, kan det sammenfattes til ét ord. Grådighed! For Northside var ikke hverken 'dårlig' eller 'uproffesionel' eller andre negative ord. Nej de var ganske simpelt blevet for grådige. Tre scener og næsten 30.000 mennesker på kun ca. 28.000 kvadratmeter...det er grådigt. Et skridt tilbage guys! Væk med den tredje scene, så man ikke skal høre to koncerter samtidig...og ned med budgettet så I kan nøjes med at sælge 20.000 billetter. BUM!

Nå, for nu at tale om musikken, så var der et par koncerter jeg gerne vil fremhæve.

Fredag åbnede Peter Sommer festivalen, og det gjorde de godt de kære drenge. Det var fedt at høre et par af numrene fra den forrige plade, og det var fedt at se hvor meget energi der også er live i de nye numre. Fed plade i øvrigt!
Senere spillede Teagan and Sara, og dem kan vi sagtens tage til os herhjemme. Det gjorde publikum også, og Rød Scene aka Teltet var faktisk overraskende kogende til en skøn koncert. Canada gogogo - Nu mangler vi bare KT Tunstall.

Lørdag var en sjov kombination af to usikre og to sikre. Alt-J og Eclectic Moniker er for mig to af de fedeste koncerter længe, og især Alt-J's plade bør alle købe.
Om aftenen var der så Nick Cave and the Bad Seeds samt selveste Flaming Lips. Førstnævnte leverede en nogenlunde identisk, men federe koncert på Roskilde '09, men skuffet kan jeg sgu ikke tillade mig at være...shit den mand er awesome.
Flaming Lips skulle basically have spillet flere af de numre jeg kender...basta. Men deres sceneshow var præcis lige så vanvittigt og overdrevet som jeg havde håbet på. En oplevelse for livet!

Søndag startede med et højdepunkt. Everything Everything fra England var helt vildt fede. Jeg havde ikke regnet med noget særligt, men jeg har nærmest fået mig et nyt yndlingsband. Der var så meget gang i den og han synger så fedt!
Fun beviste senere på dagen hvorfor de brager fremad på verdensscenen. Fede hits og medrivende performance. Alle var med!

Mange andre ting ville jeg gerne havde hørt - andre ting kan jeg simpelthen ikke rose. Bikstok var uinteressante og jeg nøjes med pladen. Phoenix har noget, men mindst halvdelen af det de laver er bare for kedeligt til at spille live. Kashmir gav jeg ikke nok opmærksomhed, men der er jo bare begrænsninger på hvor publikumsvenlige de kan blive med Kasper Eistrup som frontfigur. Jeg er dog ikke skræmt væk af det nye...og når man nu har alle de andre plader...hehe.

Det er en festival der passer mig rigtig godt. Sove derhjemme, nemt at blive frivillig (aka gratis billet) og totalt fokus på musikken. Men for fanden hvor undrer jeg mig over at alle andre gider det...der er jo stort set intet andet indhold end musik og øl, og hvis man er vant til Roskilde eller Skanderborg, må Northside da være en flad fornemmelse. Tja, jeg hepper på dem, og så længe den humlebi flyver videre skal jeg nok flyve med.

- Flexitron

Nå ja, tegneserier. Stinestregen lavede tegninger under hele festivalen, og det var vildt fedt. I hvert fald for os andre. Jeg håber hun også selv nød det. Den med "i nat bliver det sommer" er stadig det sjoveste indslag hele weekenden. Se HER.

torsdag den 13. juni 2013

"Prophet" af Brandon Graham


Da jeg læste "Saga" af Vaughan tænkte jeg, hold kæft det her er spacy og sci-fi og fantasy på den vilde måde. Jeg synes altid det er modigt at sætte sig for at skabe en virkelighed stort set fra bunden - og det er jo netop det Fantasy og ofte Sci Fi prøver på. Det er så sjældent det lykkes til fulde, og jeg tror vi skal tilbage til "Inkalen" i tegneseriehistorien for at finde det seneste mesterværk der lykkes med dette.
...Men bare tre sider af "Prophet" og jeg var allerede blæst bagover!

Vi kyles med det samme direkte ind i en verden af fremmede planeter, makabre væsener og et sprog der insisterer på at være storladent ad helvede til. Det er faktisk så vild en oplevelse at jeg slet ikke er sikker på jeg kan lide den. Hver gang man bladre skal man forholde sig til adskillige nye racer af væsener, og vi hjælpes overhovedet ikke på vej. Tricket er, at vores helt heller ikke kender den virkelighed han befinder sig i, men han er til gengæld uovertruffen til at tilpasse sig...det kræver næsten at læseren også er det. Og det er den ægte fantasy-læser naturligvis!

Jeg blev ofte i tvivl om præcis hvad der foregik, men jeg er ret sikker på, at det også handler om at der er starten på et længere epos. Vi skal naturligvis introduceres for en skrækkelig masse i starten. Jeg har dog fanget at det hele handler om figuren John Prophet som skal redde menneskenes verden...eller måske nærmere genoprette den.
Og her begynder det allerede at lugte lidt af førnævnte mesterværk. I Moebius og Jodorowskis fabelagtige "Inkalen" hedder hovedpersonen John Difool, og i modsætning den ret storladne tredjepersons ental omtale vi har af "profeten" John, er fjolset i "Inkalen" konstant sludrene, og helst om sig selv.
Samme serie er det altså ikke, men der er tydeligt at der er skelet en smule i den retning. Ligesom der ganske givet også skeles til mange andre ting. Det er helt som det skal være.

En anden interessant ting man kan sige om serien her er, at omend der endnu ikke er introduceret nogen egentlig humor eller skarphed i dialogerne, ja så er der i hvert fald en ret spøjs metabevidsthed der kommer til syne når "Prophet" leger med sin egen genre og dens klicheer - især som ovenfor hvor vi ser hovedpersonens 'inventory' som var vi igang med et sci-fi computerspil. En gimmick der bruges flere gange, og faktisk er med til at redde serien fra at blive helt opstyltet i sin storladenhed. Der er stadig plads til andet en store afstande mellem planeter og oldgamle forudsigelser...

Og så er det fandme flot!
Hele vejen igennem. Der sker noget nyt på hver eneste side, og farvepaletten presses til yderpunkterne ofte. Det samme gør såvel forfatterens og tegnernes fantasi som læserens egen...vi skal jo prøve at følge med. For som genrens navn antyder, så er det virkelig fantastisk det her. Der er intet almindeligt til stede, og det er bare med at hoppe på vognen og prøve at nå at se alt det spændende der suser forbi én.
Jeg er ikke overbevist endnu, men jeg er simpelthen nødt til at følge "Prophet" lidt længere. Prøv det!

- Flexitron

onsdag den 12. juni 2013

"Saga" af Vaughan og Staples

Tidligere har jeg kigget lidt på et par af de amerikanske serier som man måske skal lægge lidt mærke til. Crime Noir/science fiction/andre fede ting "Fatale" af Brubaker. Se HER. Især var jeg glad for Marvels nye "Hawkeye" af Matt Fraction. Den er virkelig sjov - se eksempler HER.
Nu har jeg fået læst de to andre serier som har fået meget opmærksomhed i år. Blandt andet "Saga" af Brian K. Vaughan og Fiona Staples. En ret funky galaktisk fantasy-ting.

Oplægget er en art Romeo og Julie. Vore to helte er forelskede, men er beklageligvis fra hver deres planet - to planeter der har hadet hinanden siden...lang tid i hvert fald. Historien starter hvor deres forhold altså er endt i det forhold nu ofte ender i - en baby! Der er et eller andet sejt ved et barn født af to bekrigende folk, og det er alle andre også enige i. Så vore helte er forfulgt fra de første sider. Bum.
Som en ekstra corny detalje er fortællerstemmen naturligvis barnet selv...engang i fremtiden. Den ovenstående side er et glimrende eksempel på balancegangen mellem vulgaritet, humor og total meget dybde. Teksten i kursiv er ren dyyyb kliche, men selve scenen mildest talt står i kontrast til dette. Denne balance er svær, men når det lykkes er det altid megafedt. Som i de gode afsnit af de gode sit-coms. Og det lykkes altså rigtig rigtig godt i Saga.
 "nå da da, det lyder godt nok som en ret almindelig serie". Nej! Saga er måske funderet i en ret klassisk fortælling (hvad fanden er ikke det?) men meget hurtigt hives vi rundt i et univers (bogstavelig talt) fyldt med sære væsener og langt ude situationer. Det er vanvittigt hvor forskellige motiver og stemninger Fiona Staples har skulle hive op af hatten. Her ovenfor ses eksempelvis en af de andre hovedpersoner...et, øhh, tv som hoved og så sidder han (?) lige og skider mens han læser lægeroman eller sådan noget. (er benene grå?)

Er der så ikke noget action, spørger du. Bevares, baby på armen eller ej, så skal der jo stadig smadres bad guys. Hende her på billedet smadrer man dog ikke lige sådan vupti. Som der står bag på bind 1 er Saga en ret sexet serie - nu har jeg allerede vist bryster på to af fire billeder...men det er bare som om det er sexet på en lidt sær måde dog.


Sær...eller faktisk decideret surrealistisk! Hvad fanden er det der for en tegning!
Jeg er helt tosset med Saga, og jeg glæder mig virkelig til at få fingrene i de næste bind når de så småt udkommer. Brian K. Vaughan kan godt skrue en historie sammen, men jeg er alligevel spændt på om den her kommer til at gå hele vejen. Det ligner et mesterværk, men puha hvor er der lang vej endnu. Tænk på "Y The last Man" en serie der virkelig, i lang tid lignede et mesterværk - men så falmede den sgu bare en smule sådan i sidste tredjedel. Jaja, jeg er ikke ekspert i de hersens amerikanske tegneserier, men Saga virker som en gal ven jeg gerne vil lære bedre at kende!


...seriøst. Efter få sider smækkes den her i hovedet på os... Jeg er vild med det!

- Flexitron out

søndag den 9. juni 2013

Copenhagen Comics - Indkøbene



Årets fangst på Copenhagen Comics. Jeg har naturligvis tænkt mig løbende at komme med små anmeldelser af de fleste af værkerne, men her er lige lidt generelle ord om udvalget.
Det var jo sindssygt svært at vælge. For vælge det skulle jeg. Så længe man er studerende, er det en kunst at tage på bogmesser. Faktisk er det nærmest ikke rart. Jeg havde dog lagt lidt til side og i øvrigt ikke købt tegneserier i mange måneder. Så jeg måtte godt købe lidt ind. Men der var bare så skrækkelig meget jeg gerne ville købe. Jeg gik mange gange rundt mellem standene og opførte mig som Jensens faldende konge (litterær reference fordi jeg er sej).

Nederst i venstre på billedet ses noget der ligner to aviser. Det er gratis samlinger af mange forskellige tegneserier, så det var ikke den store udgift. Til gengæld holder de næppe evigt. Kuti Kuti er finsk, men her er det så halvt dansk også. StribeSatire giver vel sig selv, men i hvert fald var det trykt i forbindelse med en ganske fin udstilling om det samme som var at finde på festivalen.
Blindtofte af Richard Thompson ligger ved siden af. Mest fordi den kostede 40 kroner i Fantasks bod, men også fordi det virkelig er en genial og morsom stribe.
Kulkælderen 1 er den første antologi fra tegnestuen af samme navn, og den ser faktisk rigtig lovende ud. Impulskøb, men en oplagt mulighed for at sludre med ægte levende tegnere.
I midten ses årets danske tegneserie i en flot blå farve med de vanvittige streger der udgår fra Mårdøn Smets hånd.
"Robots" står der på et hæfte. Det er en antologi fra den britiske forlag Accent UK. Hvad antologiens tema er, må man selv gætte.
Midt i lyskeglen ses Martik Flinks "The Man of Glass". Den blev udgivet for et par år siden på selvsamme engelske forlag. Jeg havde den faktisk i hænderne til sidste festival, men glemte at købe den. Nu fik jeg det gjort!
Ude i siden til venstre ses mit hjertebarn: Scott Pilgrim. Jeg har læst de bøger så mange gange, og det er måskemin yndlingstegneserie overhovedet! I hvert fald var det efterhånden blevet pinligt at jeg kun ejede bind 4-6, så nu måtte jeg have fat i de første 3. Endelig. De er allerede (gen)læst.
"Speedy Ortiz Dør" af Jaime Hernandez var nok det store køb for mig. En rimelig berømt, ja nærmest maistream tegneserie som jeg aldrig (som i: "aldrig") har fået læst bare en side af. Det er totalt pinligt, og der er steder jeg ikke tør komme af bar skam. Så nu måtte jeg igang. Jeg måtte beklageligvis starte ud med forrige års udgivelse, selv om Aben Maler jo lige havde fået trykt det næste bind til årets festival...lidt bagud er jeg vel...også fordi serien egentlig er tilbage fra slutfirserne...
Oppe øverst ligger en nyklassiker; "Bedemandens Datter" af Alison Bechdel. En vaskeægte graphic novel. Og den havde jeg af en eller anden grund aldrig fået købt før. Men det er dælme en god bog.
"Min fars dagbog" af Jiro Taniguchi og "Ellers går det godt" af Maren Uthaug. Den store stjerne fra Japan og den unge debutant. To drøngode bøger, og så er der ikke sagt for meget. Ej seriøst jeg synes Maren er sjov! Tjek hendes blog.

Rundt omkring ligger der en masse små pixibøger. Det er Aben Malers 676 udgivelser. Eller i hvert fald 10 af dem. Det er billig og god måde at få et kendskab til en masse af de danske tegnere, og når man ikke har råd til alle de dyre bøger, var det her en fed måde at udforske lidt på.

Det var vidst også det. Bortset fra "Fantasmagori" 9 og 10, "Eks Libris" (med bonus-kat) samt Fredrik Strömbergs bog "Hvad er en Tegneserie" som alle er ting jeg skal anmelde. Så snart jeg lige har rettet og printet min fine opgave om gravmonumenter i barokken...

- Flexitron

lørdag den 8. juni 2013

Hvem vandt så Ping Priserne 2013 - få svaret her!


I lørdags var der awardshox på Lille Vega. Folkene bag Pingprisen havde en del at leve op til efter et glimrende og professionelt arrrangement sidste år. Godt nok kedede jeg mig bravt dengang, men sådan er det når man ikke kender et øje. I år var denne del klaret langt bedre, så allerede her var oddsene gode. Og alt i alt må man sige at standarten er lagt for awardshows blandt nørder. Det var faktisk decideret underholdende til tider. Anders Lund Madsen var vært (sammen med navnkundige Felix Rothstein), og omend han ikke er så høj som på tv (ja, det er sådan noget man siger...) var han virkelig sjov og velforberedt. Blandt andet havde han fanget hvor meget han faktisk kan tillade sig i netop dette selskab, og de fjogede kommentarer gik lige til grænsen i flabethed. Superfedt!

Og apropos menneskers højder, ja så er jeg nok nødt til at nævne vores allesammens helt Jakob Stegelman. Han vandt årets ærespris og han holdt en flot tale om hvorfor han slet ikke burde have den. Vi var heldigvis ligeglade alle sammen, og han måtte pænt takke ja alligevel. Og så kom aftenens højdepunkt: Jakob Stegelman stående ved siden af Anders Lund Madsen! Shit der er højdeforskel!

Nå nok om det, det vigtigste i løbet af aftenen var nok de to udenlandske vinderes takketaler som blev læst op på scenen. Dem vil jeg dog ikke sige mere om, men i stedet bør DU smutte ind på Forlaget Aben Malers hjemmeside og læse hvad Steffen har skrevet derinde. Der finder du også de to taler, så jeg kan straks bevæge mig over til dagens egentlige pointe...mine forudsigelser!

Den opmærksomme læser (mon jeg har sådan nogle?) vil allerede nu have opdaget at, ja, Felix Paulsen aka Flexitron gættede søreme rigtig i 6 ud af 6 priser - det svarer ca. til 100 procents nøjagtighed. Jeg skulle sgu have spillet penge på det!
Faktisk har jeg som skribent for Nummer9.dk også stemt til æresprisen - og ja, jeg stemte søreme på den herre Stegelman. Så 7 ud af 6 må det hedde!

Faktisk er jeg en anelse stolt, men lidt heldig var jeg altså også. For der var ikke mange af priserne der var afgjort på forhånd. Det var et rigtig stærkt felt og alle de nominerede havde naturligvis fortjent en pris! Det er nogle gange uheldigt hvis to fantastiske tegneserier udgives samtidig, for så mange købere er der trods alt heller ikke. Jeg skal nu nok sørge for at få læst alle de nominerede før eller siden.

Årets vinder blev Mårdøn Smet og hans opsamlende værk Stig og Martha. Tidligere om lørdagen havde jeg stået og købt bogen af ham og fået en lille tegning, så jeg kan med glæde kalde mig ejer af årets danske tegneserie. Den er også bare vildt flot!

ps. svaret på hvem der egentlig vandt Ping: det gjorde JEG! Ellers kan jo kigge HER

- Flexitron

fredag den 7. juni 2013

Copenhagen Comics - En nørds dagbog (gæt referencen!)


Så kort kan det siges: SÅ god var min oplevelse af Copenhagen Comics. Ja faktisk endnu bedre, for jeg hjembragte også adskillige anmeldereksemplarer, men det vil blive tydeligt på Nummer9 i den nærmeste fremtid.
...Ja okay, så hjembragte jeg også andet end en stor indkøbspose...men det er nu altså tegneserierne der er dem det trods alt stadig handler om. Trods alt!

Når man kommer hele vejen fra Aarhus, kan man ligeså godt gøre det til en miniferie, og som sagt så gjort. Fredag morgen kvart over seks bevægede jeg mig ned til bussen mod Kbh. Fredag dag var der nemlig seminar om tegneserier på Københavns Universitet, og den slags går jeg ALDRIG glip af. Faktisk har jeg været stamkunde til akademiske tegneseriearrangementer så ofte, at overraskende mange af de ægte forsker-typer efterhånden hilser på mig! Men altså, jeg holder også sjældent min kæft.
Det var et ganske fint seminar, og især oplægget lige inden jeg kom skulle have været rigtig spændende...sørens. Men alt i alt var det en dejlig dag, og jeg har til stadighed kun oplevet det nye KUA i smukt forårsvejr. Og så er det altså et dejligt sted.

Lørdag klokken meget tidligt drog jeg med min med-nørd ind til Øksnehallen for at hjælpe med at gøre klar. Vi var nemlig FRIVILLIGE. Intet mindre. Det viste sig hurtigt, at det var der også andre der var. Ret mange faktisk. ca. 80 faktisk. Så det var jo egentlig meget fedt. Det betød at der på intet tidspunkt under festivalen var sådan egentlig run på for de frivillige. Vi var simpelthen godt dækket ind, og det var bare total sejt! Jeg er stolt over mit nørdede miljø! Og nåja, så hjælper det da også at de andre var søde og rare og dejlige at arbejde sammen med.

Faktisk brugte jeg en del tid på at kigge på stande og sludre med andre nørder. Jeg fik mig et par nye venner, og jeg fik beundret tegnende tegnere i flæng. Der er åndssvagt mange dygtige folk samlet på ét sted. Emmanuel Guibert er et ret godt eksempel på dette. En vanvittig dygtig kunstner, og så viste det sig endda at han simpelthen er rigtig rigtig rar og tålmodig. Stjernenykker er naturligvis ret anakronistisk i tegneseriesammenhæng, men det er alligevel forfriskende når disse såkaldte stjerner bare befinder sig godt på en festival - i hvert fald hvis de får lov at tegne. Og Guibert stoppede sgu aldrig med at tegne - jeg tror ikke han var stoppet der søndag aften halv ni da jeg endelig forlod en næsten tømt Øksnehal. Dejlig mand!

Der var også andre søde og dygtige folk, og jeg er glad for at have mødt de seje upcoming stjerner fra eksempelvis tegnestuen Kulkælderen samt slænget fra Ondskabens Flydende Vatikan. At se Anke Feuchtenberger stå og hygge sig med at male en hel væg mens hun lyttede til musik var en ret fed oplevelse. Og pludselig at stå ved siden af Jiro Taniguchi var bestemt ikke noget jeg troede jeg nogensinde skulle opleve.

Sådan kunne jeg vel ret beset blive ved og ved længe, men jeg vil slutte for nu. Senere vil jeg lige kigge lidt nærmere på de der tegneserier som jeg så investerede i. Og så er jeg nok nødt til at følge op på mine forudsigelser af Ping Prisen. For det var dælme også en flot aften med mange fine ord.

- Flexitron (eller Felicious?)

onsdag den 1. maj 2013

Mens vi venter på Hawkeye - mere Eisner Award


 En anden ny serie der har fået rigtig meget opmærksomhed til årets Eisner Award nomineringer er Marvels Hawkeye -  skrevet af Matt Fraction og tegnet af David Aja. Generelt er det en serie der virkelig har fået meget opmærksomhed. Bl.a. af meget viise Cav Bøgelund. Se hans blog HER hvor han, i billeder, gennemgår hvorfor serien er Awesome.

I modsætning til mit held med Fatale og bibliotek.dk, kan Hawkeye altså endnu ikke findes på de danske biblioteker...da der simpelthen ikke er udkommet en tradepaperback endnu! Mine damer og herrer, for første gang nogensinde er jeg bare en smule med på beatet! Oh yeah! Der var således ikke andet at gør for mig, end at gå ned i Stribeladen i Jægergårdsgade og nuppe deres sidste hæfte nummer 1. En stor dag, da det simpelthen er første gang nogensinde at jeg har investeret i et superheltehæfte fra ny. Udover Anders And og Basserne, tror jeg egentlig slet ikke jeg har nogle hæfter...aktualitet har aldrig været min stærke side.

Men når man nu vil forstå en hype og i øvrigt gerne vil opfattes som "sådan en der ved hvad der rør sig i tegneserieverdenen" så var det jo en nødvendighed at læse i hvert fald en smule Hawkeye.

Og umiddelbart er jeg sgu lige så solgt som alle andre. Serien er dejlig anderledes end alt andet superhelte-gøgl jeg før er rendt ind i. Hvilket jo giver god mening når man tænker på at Hawkeye ikke som sådan er...super. Til gengæld har han super-humor...okay det var plat sagt...men altså serien er virkelig sjov! På en lige så funky, men knap så popsmart måde som Spider-Man på en god dag.
Det her er simpelthen en af de sjoveste og bedst øhh... orkestrerede (!) billeder jeg længe har set i en tegneserie. Og det er blot et lille billede i hjørnet af siden.
Men jeg siger "anderledes" og jeg siger "sjov"; hvad skal det nu egentlig betyde? Ja, det er temmelig begrænset hvad man sige om en serie efter så lille en bid af den, så ret mange flere tillægsord (eller andre ord) vil jeg helst ikke postulere. Men jeg vil sige, at hvis serien holder den standart i humor og skævhed OG samtidig lykkes med at skrue nogle veldrejede historier sammen, ja så skal jeg gerne blive fan.

Nå ja, så slåsser de også til tider...men som det ses her, er der en god portion selvironi til stede.


mandag den 29. april 2013

Mens vi venter på Eisner Awards - "Fatale" af Brubaker og Phillips

Om ca. en måned er der som tidligere nævnt tegneseriefestival i lille Danmark. Copenhagen Comics! I den forbindelse afholdes også den efterhånden mindre mediebegivenhed Ping-Prisuddeling. Hop HERHEN for at se hvem jeg regner med løber af med de forskellige priser. Så må vi jo se hvor godt jeg rammer. Spændende er det.
Men udover vores lille danske prisuddeling findes der jo også en masse andre og større prisuddelinger. En af de abolut største og vigtigste er den amerikanske Will Eisner Comic Industry Awards. Eisner-Prisen kort sagt (Se de nominedere HER). Vil man vide hvad der rør sig på den amerikanske tegneseriescene...og det vil man...så kan man med fordel holde lidt øje med nomineringerne her. Der er temmelig mange kategorier, men de har jo også flere tegneserier at vælge mellem. Som ovre hos Oscar og filmpriserne uddeles der både til værkerne OG til kunstnerne – hvilket jo til tider giver en lidt fjollet dobbeltbooking af de bedste værker, men jo samtidig giver en mulighed for at hædre endnu flere forskellige værker.

Kigger man på de væsentligste af kategorierne går et par titler igen. Heriblant én jeg har læst og gerne vil anbefale sådan mere personligt. ”Fatale” hedder serien, for det er en serie, og den udgives på forlaget Image. I sig selv er det interessant at Image som er et af indie-forlagene (et af de større dog...), faktisk tegner sig for hele 4 af 5 nominerede i kategorien Best Continuing Series og to af disse er også nomineret som Best New Series. Der sker altså noget på dette forlag.

Forfatter Ed Brubaker (som jeg tidligere har læst Captain America serier af HER ) og tegner Sean Phillips er søreme også nomineret i hver deres kategori oven i hatten, ja Phillips sågar også i kategorien Best Cover Artist for selvsamme serie. ”Fatale” har altså hele 5 nomineringer bag sig, hvilket efter mine beregninger er i hvert fald noget af det mest imponerende i årets Eisner Award. Det er kort sagt en temmelig god ide at kigge nærmere på denne serie. Og så er det tid min sædvanlige kæphest: bibliotek.dk – for naturligvis har Gentofte Bibliotekerne (af alle steder...) da købt første bind af ”Fatale” hjem, og naturligvis dukker den op i Aarhus til lille mig kun få dage efter jeg har spottet hypen. Lovin' it!
Velskrevet Horror-Noir og en historie der helt klart lover mysterier ud over det sædvanlige. Jeg skulle lige hitte ud af hvilke mandlige hovedpersoner der var hvem (de hedder sgu alle sammen det samme næsten!), men så snart det var på plads tog historien over, og det var svært at vriste sig fri. For mig der elsker Hellblazer, Sandman og Preacher ser det helt klart ud til at der er grund til at glæde sig, men omvendt er en sådan sammenligning på ingen måde en præcis beskrivelse af ”Fatale”. Det korte og det lange er, at Ed Brubaker bare kan skrue en spændende og episk historie sammen som få andre, og Sean Phillips holder jeg mere og mere af. Og selv hvis man skider på namedropping og genrebevidsthed, kan der stadigvæk være noget at hente her. Det smarte er jo, at man blot kan smutte på bibliotek.dk og læse bind 1. Så er man enten hooked eller ej. Dette må være vilkårene for værker der insisterer på at være serielle – de skal som minimum kunne fange en ind i første bind. Det gjorde ”Fatale” ved mig.

søndag den 21. april 2013

Verdens bedste tegneserie? (plus Liege-Bastogne-Liege)

Ja, okay, måske erklærer man bare ofte noget for "verdens bedste!" lige dér hvor man oplever det...men i hvert fald er jeg lige pt. igang med at genlæse alt det jeg har af Radiserne. Og min konklusion er: det er megetmeget verdens bedste tegneserie! Radiserne er simpelthen så sjovt og intelligent på et niveau højere end alle andre sjove og intelligente serier. Og den bliver bare ved og ved med at overraske mig. Og det er altså en serie der startede i 1950!

Især er det fascinerende at se hvor god og gennemført den bare var med det samme. Bum. Normalt vil man, når man genlæser en serie strengt kronologisk, ret hurtigt lægge mærke til hvordan tegneren lissom prøver ting af...og lykkes med noget, men fejler med andet. Men nej, her bliver nyere figurer smidt direkte ind i serien og fungerer med det samme. Også de gange hvor vi kun får snuset ganske kort til en figur, ja så kan de pludselig dukke op lang tid senere og så faktisk bygge direkte videre på den første gang de var der. Rikke Rask er et godt eksempel på dette. Hun går fra bifigur til ret væsentlig hovedperson senere i serien, men helt fra første stribe er hendes personlighed og reaktionsmønster totalt skarpt! Det samme gælder karakterer der nærmest bare popper frem en gang hvert andet år. Franklin eksempelvis. Eller Nina, der dog senere spiller lidt større rolle trods alt.

Og bla. bla.



Og så blev det jo også dagen hvor Daniel Martin vandt et ret spændende Liege-Bastogne-Liege foran Rodriguez og Valverde. Fedt med en irer som vinder, og man burde nok have set løbet på Eurosport-Birtish hvor selveste Sean Kelly (der som eneste irer har vundet dette løb før...to gange) er medkommentator. Omvendt er det jo altid skønt at grine ad Rolf og Ritter. Både fordi de partout snakker upassende meget om danskerne i løbet...omend de maksimalt "er i billedet"...men især fordi det efter doping "skandalen" er blevet lidt morsomt at høre Rolf Sørensen blærer sig med sine sejre. hehe
Nå ja, så ramte jeg da også en smule bedre end mine med-nørder i vores forudsigelser, så det er jo også rart.

tirsdag den 16. april 2013

Mens vi venter på Pingprisen 2013!

Så er tiden snart kommet for prisuddeling-gak-og-gøgl i TegneserieDanmark også. Igen i år kommer det til at foregå i flotte rammer på Lille Vega og med selveste Anders And entusiasten Anders Lund Madsen samt min kære navnebroder Felix Rothstein (nej, jeg er da på ingen måde bitter...) som styrmænd. Som så mange andre slags prisuddelinger er det totalt fjollet at forsøge at skabe et egentlig show omkring noget der retteligt blot skal overrækkes - og generelt er tegneserier oftest noget der nydes alene, ikke på en scene - men MANNER hvor er det alligevel fedt at lege branche lidt og rigtig celebrere vore kære medium.

Jeg kunne tænke mig at kommentere lidt på årets spændende felt, men som sædvanlig har jeg kun læst en mindre del af værkerne. Til gengæld har jeg som anmelder og skribent for Nummer9.dk været med til at bestemme hvem der skulle nomineres, så lidt har jeg jo sat mig ind i sagerne trods alt. Det er bare svært at nå det hele jo! Jeg har dog været dygtig til at bladre ting igennem på biblo og læse anmeldelser osv. så her kommer altså lidt overvejelser om stort og småt vedrørende årets Ping. (for at følge ordentligt med bedes man gå ind på Ping's egen hjemmeside )

Bedste danske tegneserie:
Jeg har kigget kort på alle de nominerede i denne kategori, og jeg er ikke et sekund i tvivl om hvem vinderen er og bør være. Det er naturligvis Mårdøn Smets"Stig og Martha". Som navnet antyder leges der med spændet mellem høj- og lav-kultur, og så tegner han helt enestående...ja, enestående er faktisk det rigtige ord.
Stig og Martha
Bedste Internationale Tegneserie på Dansk:
Her har jeg været knap så heldig med at rende ind i bøger tilfældigt, men til gengæld ejer jeg søreme en af værkerne. Og det er da en ret god grund til...det er nemlig den bedste af disse nominerede tegneserier! Ellers havde jeg jo ikke købt den...vel? Det drejer sig naturligvis om "Asterios Polyp" af David Mazzucchelli. Hvis DU ikke allerede har læst denne bog, så skynd dig dog for helvede ud at få fat i den. På biblo i det mindste. Ellers kan den købes i stakbogladen i Århus. Bum
Asterios Polyp
Bedste Internationale Tegneserie:
For det første skal det understreges at det er MIG der har skrevet beskrivelsen af Ron Regé Jr.'s "The Cartoon Utopia" inde på Pings hjemmeside. Rimelig sejt og rimelig svær opgave. yeah.
I øvrigt er jeg lidt bedre stillet i denne kategori, da jeg simpelthen ejer hele 3 af 5 værker. De to andre har jeg til gengæld slet ikke haft nallerne i, men de lyder jo spændende. Desværre må sejren nok gå til den herre Chris Ware og han gigantiske værk "Building Stories" - en bog der meget passende er blevet kaldt et mesterværk af mange. Dog er den også af mange blevet kaldt et mislykket mesterværk, og det er der faktisk også en grad af sandhed i. For "Building Stories" VIL være et mesterværk - et hovedværk - og den vil faktisk bare alt alt for meget på én gang...på en måde lykkes projektet, men samtidig fungerer det bare ikke helt når det kommer til stykket. Nå, det har mange sagt klogere ting til, så det bliver en anden gang. til sidst vil jeg bare sige at jeg godt kunne gå med til at heppe på det japanske islæt i form af "Nonnonba" af Shigeru Mizuki - en virkelig god tegneserie!
Nonnonba
Bedste Børne/Ungdomstegneserie:
Et lille felt som jeg ikke har så skrækkelig meget viden om. Jeg har de 4 første bind af de flotte samlinger af Mumitroldene, men faktisk ikke det femte som altså er nomineret. Jeg kunne dog forestille mig, at det er nøjagtig ligeså genialt som de andre og således en god kandidat.
Men omvendt har jeg virkelig hørt gode ting om "Lou" af Julien Neel, og jeg glæder mig i hvert fald til at finde en undskyldning for at gå i barndommen og læse de tre bind af denne fortælling. Spændende.
Lou

Bedste Danske Nettegneserie:
En sød lille kategori som jo er nødvendig i disse tider, men som fandme også er svær at arbejde med. Internettet har jo netop (og heldigvis for det) ikke samme konsistens som den forlagsbaserede udgivelsesverden. Så hvad der egentlig eksisterer, og hvem der egentlig læser hvad...tja, det må jo blive et spørgsmål om tilfældigheder ofte. MEN det må trods alt være et spørgsmål om kvalitet til en hvis grad. Så når alle tre nominerede i denne kategori er mig ganske vel bekendt, er det nok fordi de faktisk er nogle af de mere besøgte, og således nogen af de bedste. To gange forvoksede teenage-tøser (kærligt ment; Stinestregen og Maren) samt den sorthumoristiske anyoneforrhubarb, som indtil videre ikke er faldet i "ups-nu-faldt-kvaliteten"-grøften som den kære Wulffmorgenthaler...
Tre gode serier, og den er sgu ikke nem. Maren har fået masser af god omtale grundet en bogudgivelse (se næste kategori), Stinestregen er med i feltet for andet år i træk (tredje?), men alligevel sætter jeg mine penge på anyoneforrhubarb...en fornemmelse blot.
Der er dog kun vindere i denne kategori, så hey, det er jo ikke så vigtigt.
Anyone for rhubarb
Bedste Danske Debut:
Et lille men meget spændende felt. Marens blog har jeg læst, men her er hun på bogform. Med to nomineringer er de næsten nødt til at give hende den ene af dem. Omvendt er hun eftersigende i god konkurrence også i denne kategori.
Rasmus Svarre har endelig færdiggjort sin bog "Kensington" og den ser mildest talt voldsomt spændende ud. Om den holder som værk ved jeg ikke, men jeg glæder mig i hvert fald til at se den engang og tjekke efter.
Mikkel Ørsted Sauzet har begået en hel bog i rød kuglepen "Aske", og det ser ud til at fungere rigtig godt. Det er denne bog jeg har mindst indblik i, men at dømme efter anmeldelser og diskussioner, kunne han godt gå hen og vinde årets debutantpris.
Aske

mandag den 15. april 2013

...lidt forskelligt om cykler og kultur og Aarhus

For det første var igår Søndag jo dagen hvor SaxoBank gik hen og vandt et af de store løb. Det lykkedes nemlig Roman Kreuziger at komme først over stregen i Amstel Gold. Yeah. Slutningen var temmelig nervepirrende. Mest fordi Gilbert begyndte at jagte for alvor lige til allersidst. På Cauberg. Og hold da kæft hvor kørte han hurtigt op ad den bakke. Hvis bare jeg kunne sådan noget hjemme på Langelandsgade. Puha.

Men egentlig ville jeg sige noget mere jordnært om cykler. Nemlig cykler i Aarhus!
For tiden er der placeret nogle fine plancher foran Rådhusparken i Aarhus. De fortæller om projektet om at gøre byen til en rigtig cykelby, og om det mere landsdækkende projekt med de såkaldte supercykelstier...hvilket er et awesome begreb! Det er alt sammen vildt spændende, og det lover i og for sig godt for byens fremtid, især for os økohippier der vitterligt ikke bryder sig om biler. Og sat sammen med den kommende Let-bane, åbningen af Åen, havneprojektet, bygningen af et nyt kulturhus og naturligvis hele Kulturby 2017 konkurrencen, ja så kan man virkelig fornemme at der sker noget i vores søde lille provinsby. Selv heroppe på boulevarden sker der spændende ting og sager - nærmere bestemt den snarlige konstruktion af en helt ny Skt. Anna Gade Skole.

Men for fanden...jeg er pissenervøs...nogle gange skeptisk.
For jeg har virkelig virkelig svært ved at turde tro på at det hele kommer til at lykkes. Det vil nemlig komme til at kræve at en masse andre ting også forandres på den helt helt rigtige måde. Især kræver udviklingen at folk, især pendlerne, begynder at stille bilen. Selve det faktum at der bliver bedre cykelstier og flere fut-toge er IKKE bæredygtigt og smart...det er det først når der er færre biler i byen, når pendlerne faktisk stiller bilen i Lisbjerg og tager let-banen eller cyklen ind til byen, når butikker og cafeer overkommer økonomisk krise og køber sig ind på de nye havneområder osv.

Men men men! Sker alt dette, ja så kan vi til gengæld se frem til en lysere, bedre og endda mere bæredygtig fremtid for Aarhus. De fleste dage bider jeg negle over disse udsigter, men en smuk forårsdag som i dag er det svært ikke at skimte håbet og finde bare en smule tro på det hele.


fredag den 12. april 2013

Modetøj og Forårsklassikere

Totallang vinterferie alligevel. Men hey, det er vel også "årets sandhed nr. 1" at det faktisk har været en VIRKELIG lang vinter efterhånden. Men nu har jeg i hvert fald nosset mig sammen til at skrive herinde igen. Jeg må dog konstatere, at heller ikke min fine ide om at skrive grundige analyser af tegneserier én gang om ugen kommer til at holde...det er sgu ligesom at lave lektier så! Vi er således back to basics igen. Blogging=hurtig proteinfattig sludren!

Jeg overvejer kraftigt at udvide min interessesfære endnu mere - nærmere bestemt til tøj og mode. Mest fordi det virkelig kunne være skægt at skrive om tøj uden overhovedet at ane en døjt om den slags. Det bunder i, at vi lige har haft 14 dages undervisning udelukkende om tøjmode - ja, det var så kandidatuddannelse i kunsthistorie jeg læste hvis nogen skulle være i tvivl. hehe. Nej, det er faktisk ret spændende for det meste, men jeg er bange for at jeg bliver skadet af at sidde på et hold fyldt med alt for modebevidste kønne piger. Jeg er så småt brudt ned og er begyndt at tale med om tøj i pauserne...jeg husker dog at råbe "patter" meget højt indimellem...bare så de ved...øhh...hvem der...bestemmer...eller...

Ellers er det jo blevet forår! Eller måske ikke så meget, men i hvert fald er cykelsæsonen startet for real! Ikke bare for mig selv (jojo man cykler da i stramme bukser ude i den friske luft til tider) men vigtigere; sæsonen er startet for alvor for de der professionelle cykelryttere. Og dermed for mig der kigger på dem på skærmen og følger med i hvem der klarer sig godt og sådan noget. Og det er FEDT! Årets Forårsdag i Helvede var vildt spændende, og selvom Cancellara vandt igenigen, var det spændende til sidste sekund. Søndagen inden var der jo så Flandern Rundt, og der var Cancellara endnu mere overlegen - han smadrede alle og Sagan var lykkelig for sin andenplads. På søndag står den på Amstel Gold Race og min über-cykelnørd-ven Stern har overbevidst mig om at MAN skal heppe på Gilbert...så det gør vi. (i al hemmelighed hepper jeg bare på alle danskerne...hvilket i øvrigt aldrig virker)

Til slut får i lige det her helt fantastiske billede af podiet efter årets Flandern Rundt. Cancellara hyldes som vinderen, men årets 2'er Peter Sagan nyder situationen på sin helt egen måde...

lørdag den 26. januar 2013

Jar of Fools – Jason Lutes




Ernie Weiss er en afdanket tryllekunstner. Han er ude af træning, bor usselt, er godt i gang med at drikke sine sidste penge op og når han ikke lige bliver smidt ud fra børnefødselsdage eller sover en brandert ud på en tilfældig bænk, bruger han sin tid på at være nedtrykt over tabet af kæresten Esther. Her skulle der gerne komme et ”men så møder han X og alting forandrer sig på mystisk vis”. På sin vis er det også netop dét der sker. Han render nemlig ind i sin gamle læremester Al Flosso (the Magnificient). Al er en gammel mand der måske ikke har glemt hvordan man tryller, men til gengæld har glemt hvordan man husker...Han stikker konsekvent af fra socialplejen, og denne gang beslutter vores helt Ernie at lade ham flytte ind for en tid.
Tilfældet vil at de ender sammen med den hjemløse small-time svindler Mr. Lender og hans datter Claire. Sammen er de udstødt fra samfundet – i hvert fald må de finde på en måde at klare sig gennem dagen og vejen på. Mr. Lender vil gerne have de to tryllekunstnere til at oplære Claire, så hun i det mindste kan vokse op med et talent der måske kan redde hende fra en alt for ussel tilværelse. Ingen tror rigtig på nogen god fremtid, og det hjælper ikke for Ernie at han hjemsøges af sin afdøde bror der druknede under et udbrydertrick – måske med vilje – måske ikke.
Der er altså lagt op til et anderledes eventyr med nogle ret så uvante karakterer i hovedrollerne. Jeg kan ikke lade være med at tænke på Tati's smukke film om l'Illusioniste, der også er omskabt til en meget stemningsfyldt tegnefilm for nogle år siden af Sylvain Chomet (anbefaling!). Fortælingen om den triste tryllekunstner der ikke kan overleve i denne moderne verden og langsomt synker mod bunden. Det er en god fortælling der måske nok gav bedre mening i 60'erne hvor tryllekunstnere faktisk stadig kunne huskes – i dag er det altså en meget svunden verden – men ikke desto mindre stadig kan være grobund for smukke tristesser krydret med et lille drys magi.

Og det er så min hovedanke i forhold til Jar of Fools. Der er ikke nok magi til at løfte fortællingen væk fra den rendyrkede tristesse. De er vitterligt ”fools” og historien finder kun frem til en vag moralsk ”happy ending” - ellers er det ren tragik. Det passer ikke mig særlig godt med rene tragedier, men især passer det mig dårligt at se chancen for magi forspildt. Det er i stedet den voksne, modne og pessimistiske fortæller (og forfatter givetvis) der har overtaget.
Jar of Fools er især blevet lovprist for sine rent formmæssige kvaliteter som tegneserie. Og med god grund. Jason Lutes eksperimenterer og leger med mediets muligheder, men uden på noget tidspunkt at bryde ud af rammerne (bogstavelig talt og i overført betydning). Det er velgennemtænkt og veleksekveret eksperimteren – det er faktisk ikke for sjov at Lutes leger med mediets muligheder. Det fungerer skidegodt når små ændringer i rammer afspejler forholdet mellem drøm og virkelighed, og Lutes får vist at han virkelig godt kan tegne – men uden at gå på kompromis med bogens stilrene udtryk. Der eksperimenteres, javist, men det er kølig og velovervejet. Jar of Fools egner sig således ekstremt godt som undervisningsmateriale hvor man virkelig kan vise hvordan tegneserier kan arbejde aktivt med deres eget medie.
Og så er Jar of Fools et ret godt sted at starte for folk der ikke normalt læser tegneserier. Det er måske en af grundene til den relativt pæne succes bogen har fået af flere omgange (samlet første gang i starten af 90'erne og igen i 2003).
Jeg kan ikke lade være med at ægre mig en smule over bogen. Ikke fordi den ikke fungerer, for det gør den. Måske nærmere fordi Jar of Fools ikke virker synderligt ny eller anderledes her i 2013. Den virker nærmest banal og simpel. Det er trods alt også Jason Lutes lidt tidlige værk, og han er nået meget længere som fortæller i hovedværket ”Berlin”. Måske er det også fordi historien om den deprimerede tryllekunstner simpelthen er meget lidt tegneserie-agtig. Det er en åndssvag grund, det ved jeg – men der er altså et eller andet over bogen der, paradoksalt nok, skriger ”jeg er en roman!”. Det er det ikke. Det er en tegneserie. Og heldigvis for det, for Jason Lutes kan godt skabe tegneserier. Men nogen magiker er han altså ikke. Mere magi til mig tak!