søndag den 30. september 2012

Mirrormask



Også film har Neil Gaiman og Dave McKean lavet sammen. Og også her skinner deres individuelle talenter og deres tydelige glæde ved at samarbejde. Jeg er rigtig glad for at have startet det her projekt med at kigge nærmere på de to, for ellers var jeg nok ikke stødt ind i denne film. Jeg havde simpelthen aldrig hørt om den før.

Filmen er en spændende blanding af live-action og animation og på den måde skinner McKeans blandings-æstetik dejlig tydeligt igennem. Præcis som den underlige film jeg så forleden (Fantastic Planet som i kan læse om her) er filmen her enormt inspirerende rent visuelt. Det vælter med flotte billeder som man bare gerne vil kigge på, ja endda røre ved.


Men hey, nu har de jo valgt at lave en film. Så skal den da også indeholde andre elementer end de rent visuelle - ellers er det jo en lortefilm...ligesom Fantastic Planet egentlig var det. Og det er her Mirrormask hiver sig op på et lidt højere niveau. For godt nok er det en anderledes film med en anderledes struktur og nogle ikke helt almindelige karakterer, men den fungerer altså skidegodt. Man tror virkelig på personernes indre og ydre kampe.

Jaja, jeg gider ikke ridse hele handlingen op her, og jeg gider egentlig heller ikke analysere i dybden for at undersøge hvorfor det er en god film. Jeg ville bare fortælle, at det er det faktisk. En god film. En god film. Ikke bare pæne billeder, men faktisk en velfungerende film. Men jeg må indrømme at jeg først og fremmest er solgt af billederne og det univers der bygges op gennem dette.

Seriøst, prøv lige at tjek de her stills ud! Det hele ser så vanvittig godt ud, og man kan bare blive ved med at stirre på det. Og det får man lov til gennem hele filmen. Det bliver brugt så mange nye digitale teknikker i film i dag, men jeg savner et fokus på hvad der egentlig sker rent teknisk. Et fokus på materialerne og teknikkerne bagved filmen, bagved det visuelle. Dét kommer tydeligere frem her i Mirromask, hvor det bliver klasket op i hovedet på os, at filmen vitterligt er en film, og ikke en virkelighed der er filmet.

Og tjek lige de her billeder igen. Det er altså alle sammen taget fra filmen. Undtagen det første som naturligvis er klippet sammen. De andre står altså som var de rene stills. Vildt.


mandag den 24. september 2012

Crazy Hair

Midt i mit vilde Gaiman-McKean flip, kastede jeg mig da også lige over en af deres børnebøger. Crazy Hair er en klassisk børnebog på vers. Rim skrevet af Gaiman, illustrationerne af McKean. Men udover det, kan man ikke påstå at bogen ligner nogle af de børnebøger jeg læste som barn. Og så måske alligevel lidt?

For selvom fortællingen om det skøre hår er magisk og langt ude, og selvom McKeans illustrationer som sædvanlig er fabelagtige og ikke af denne verden, ja så er det jo netop sådan man kan beskrive de allerbedste børnebøger. Bare tænk på vores egen super-duo Halfdan Rasmussen og Ib Spang Olsen og deres "Halfdans ABC". Her er rimene endnu mere far-out, og Spang Olsens tegninger er så eventyrlige og fantasifulde, at alle børn (i hvert fald fra min generation) har dem printet ind for evigt. 

Helt så holdbar er det ikke sikkert Crazy Hair er, men det i hvert fald en sød og sjov bog. Og samtidig med at underholde og være skør, formår den at være en smule belærende om forskellige ting i verden (spændende eksotiske dyr som her eksempelvis) og inspirerende med sine forskelligeartede former og farver og strukturer. 

De herrer Gaiman og McKean bliver ved med at inspirere med og imponere mig. Så selvom det her altså bare er en lille børnebog, og selvom den nok alligevel ikke er mere end en helt udmærket børnebog, ja så blev jeg glad af at læse den og kigge i den. Jeg gad vide om børnene ovre i England rent faktisk kan lide bogen. Jeg tror det, men unge nu til dags!...hehe. 

søndag den 23. september 2012

Gloriana

Jeg forsætter med at læse tegneserier som jeg nærmest kan lide inden jeg har åbnet dem. Det er måske lidt kedeligt at læse i længden, men jeg lover, at der nok skal komme mere konkrete læsninger hen ad vejen. Men som udgangspunkt er det her en blog om tegneserier jeg læser, ikke anmelder. Vil man læse gode anmeldelser, kan man med fordel følge med på Nummer9. yeah.


Kevin Huizenga er en af mine absolutte favorittegnere, og det er også derfor jeg har købt denne nye udgivelse af ham. Gloriana er en gammel samling af fortællinger om den faste hovedperson Glenn Ganges, så der er ikke engang tale om egentligt nyt materiale. Derfor vidste jeg også næsten hvad jeg gik ind til, da jeg bestilte den på nettet.
Men det forhindrer mig jo ikke i at vise et par billeder frem, og anbefale Huizenga generelt. Han er trods alt ikke den mest kendte tegner derude, så jeg kan jo udmærket sprede the word en smule. amen.


Noget af det der fascinerer mig hos Huizenga er hans helt særegene blanding af den absolutte hverdag, religiøse og overnaturlige myter samt decideret videnskablig formidling. Som i historien "Moon Rose" hvor Glenn Ganges forklarer hvordan vi af og til oplever månen som rød og større end den plejer. Det hele forklares med præcise og kreative opstillinger - Huizenga har virkelig forstået sammenhængen mellem det vi kalder diagrammer og det vi kalder tegneserier.
Og han forstår samtidig at gøre det ret intenst og underholdende. Og ikke mindst hamrende inspirerende.


lørdag den 22. september 2012

Locke and Key: Welcome to Lovecraft

Det fungerer vildt godt sådan at tvinge sig selv til at læse tegneserier hver dag. På den måde har jeg nemlig fået taget hul på en del af de der ting man har gået og udskudt - ting man godt vidste man skulle læse før eller siden. Det er også derfor jeg ikke rigtig er rendt ind i nogle dårlige tegneserier endnu. Jeg læser lige alle de gode først! hehe.

Sådan er det også med Locke and Key. Serien er vanvittig rost og læst, og den lyder virkelig som noget der godt kunne fange mig ind også. Der er absurde grusomheder, mystiske overnaturlige sammenhænge, nøgler og magiske døre. Det er tydeligvis en rigtig thriller med et godt gammeldags spøgelseshus. Mums.

Historien kredser om en familie af tre søskende, to brødre og en søster, og deres mor. Faren bliver myrdet, og første bind handler rigtig meget om de fire familiemedlemmers forskellige sorgprocesser. Som sædvanlig er det den mindste bror der hurtigst forstår at der så at sige er mere mellem himmel og jord. Han finder en dør som omskaber én til spøgelse når man træder igennem. Som det ses på billedet. (hvor det så er den ældste bror)

Præcis som forventet er kvaliteten meget høj. Tegningerne fungerer; dynamikken er god og farvelægningen er lækker. Historien er skidespændende. Det hele var en smule forvirrende de første par sider (hvorfor skal det være så u-trendy at lave en almindelig intro!?) men så snart man har fanget hvad der sker, er man lynhurtigt blevet grebet.
Og det vigtigste er naturligvis, at man virkelig virkelig har lyst til at skynde sig med at få fat i næste bind. Der er flere spændende døre i det hus der skal åbnes, og der er helt sikkert tonsvis af nervepirrende spænding og mystik i vente.
Prøv lige at se hvor spooky og smukt billedet her nedenfor er!


torsdag den 20. september 2012

Amazing Spider-Man: New Ways to Die

Okay, jeg siger ikke, at jeg aldrig har læst Spider-Man før, eller Spiderman, eller Edderkoppen. Jeg har naturligvis læst en masse dejlige tegneserier som barn, også med Peter Parker - især de gode gamle danske "Edderkoppen".
MEN
Jeg har altså aldrig læst dem med mere end et halvt øje, og jeg ejer faktisk ikke én eneste Spiderman tegneserie. Jeg kan ellers rigtig godt lide ham som type. Meget bedre end jeg kan lide alle de der andre superhelte. Han er nemlig konstant morsom; både som Spidey og som Peter Parker. Skarpe, men platte jokes fyres af selv midt i den vildeste kamp. Det er da underholdning når det er bedst!
Desværre er der jo hele det her univers af forskellige forløb og serier, og alskens forskellige tegnere og forfattere og sammenkogninger af helte fra hele Marvels univers - det er simpelthen uoverskueligt. Det er ikke nemt at gå til som nybegynder. Og det selv for sådan én som mig der ellers har et ret godt udgangspunkt i min ret brede viden om tegneserier generelt.
Men nu skulle det altså være. Jeg skulle igang med at læse noget Spiderman!

Hvor starter man så? Ja, jeg må nok indrømme, at jeg sprang over hvor gærdet er...lavere i hvert fald. Jeg læste mig frem til hvad der sådan var noget af det bedste af det nyeste - som samtidig kunne findes på danske biblioteker. Og jeg fik så statsbiblo til at købe denne sag hjem. Dan Slott og John Romita Jr.'s "New Ways to Die" - seks hæfter samlet i en bog. Dejlig overskueligt.

Det var en fed oplevelse at læse den, og jeg tror virkelig godt jeg kunne forelske mig i humoren og i spiderman selv. Samtidig var det et interessant, men udfordrende møde med en række karakterer som jeg altså kun kender ultra sporadisk, såsom Venom på billedet ovenfor. (til venstre - for til højre er det jo naturligvis anti-venom vi ser...et navn Spidey gør grin med i serien. hehe. meta-lol!)

Jeg vil ikke komme med nogen synderligt dømmende dom, for man skal altså læse noget mere for at føle sig hjemme i universet. Men jeg har helt sikkert fået blod på tanden, og jeg har virkelig meget lyst til at læse en masse spiderman - og gerne i stil med denne samling. Så det må vel siges at være en ret stor kvalitet ved et sådant "værk", hvis man kan kalde det dét.
Jeg er altså imponeret og underholdt; jeg vil have mere.
Det er trods alt ikke hver gang man læser en tegneserie, at man har behov for at få rykket benene væk under sig...New Ways to Die er i hvert fald bare en tegneserie. En god én af slagsen, men dog bare en tegneserie som de er flest. Og det sagt med kærlighed forstås. Jeg elsker jo tegneserier!

onsdag den 19. september 2012

La Planète Sauvage - Planet Fantastic

Holy Macaroni! Sammen med ANIklubben har jeg lige set den mest spacy og langt-ude film jeg nogensinde har set. Denne franske (fransk/tjekkiske?) tegnefilm fra 1974 ligner simpelthen intet af det jeg ellers har mødt. Og godt nok har jeg ikke set alle tegnefilm der findes, men jeg troede jeg havde set en del.

Men sådan er det vel når man kigger nærmere på fransk sci-fi fra 70'erne og starten af 80'erne. Jeg synes i hvert fald at kunne genkende visse følelser i mødet med denne film fra mødet med tegneserierne fra denne tid. Og det er som sådan en god følelse. Science Fiction har i sin natur den fantastiske mulighed indbygget, at den kan tillade sig at arbejde med skabelsen af elementer der ikke kan genkendes eller helt forstås.

Der er naturligvis tale om mystifistiske kombinationer af del-elementer som vi kender fra virkeligheden, men der ligger så meget fantasifuldhed og sprudlen i eksempelvis denne film, at man ikke kan undgå at blive draget. Vores to hovedpersoner passerer her et dyr af en art som ser ud til at være fanget i et bur. Ved nærmere øjekast kan man dog se at dyret faktisk er buret. Det bliver svært, og til sidst absurd, at gennemskue hvor dyret slutter og hvor landskabet ender. Og sådan er det ofte.


Igen ser vi den ekstreme opfindsomhed der ligger til grund for artworket i filmen. Det hele virker enormt impulsivt og fantastisk. Nærmest som om tegningerne er blevet skabt i en rus af ideer. Hvilket næppe er helt usandsynligt.

Ordet spacy er meget dækkende, og denne scene var decideret out-there. Men samtidig var den utrolig smuk. Figurerne transformerede sig langsomt til forskellige strukturer og former for til sidst næsten helt at opløse deres individualitet. En form for meditativ trance med fokus på fantasien.

Se hvor forbandet smukt det er!
Det kan virkelig ærgre mig, at jeg faktisk ikke kan stemple denne film som god...For det er den virkelig ikke. Den er faktisk decideret skrækkelig. I hvert fald som film betragtet. Jeg føler langt mere nydelse ved at sidde her nu og finde alle de fantastiske enkeltbilleder frem fra nettet, end jeg gjorde ved at se filmen.
Der var slet ikke arbejdet med animationen som sådan. Det hele var stift i sine bevægelser, hvis det overhovedet bevægede sig. Samtidig har jeg ALDRIG oplevet så ringe et manuskript. Samtlige sætninger var skrevet (og udsagt!) som var det maskinel oplæsning. Det var værre end at læse sagaer!

Billedet her er et udmærket eksempel på hvordan den senere tid (via nettet) tydeligvis i højere grad har forstået og udnyttet filmens materiale på samme måde som var det egentlig billedkunst. Kompositionen er perfekt organiseret i dette billede, og faktisk er det præcis det samme i stort set samtlige billeder fra filmen man kan finde på nettet. Jeg kommenterede flere gange noget i retningen af: "den vil jeg have som plakat". Jeg har simpelthen opfattet filmen som en række af flotte enkeltstående værker.
Ikke nogen dårlig ting isoleret betragtet...men nu er det jo en film...

Jeg kunne fortsætte med at snakke om denne film og dens rent visuelle forhold til andre og senere værker, (Jim Woodrings tegneserier ville eksempelvis være oplagte at hive ind) for bottomline er, at det var vildt inspirerende at se filmen. På den måde vil jeg anbefale alle at se den, men absolut kun hvis man er klar på hvad man får. Den skal ses som inspirationskilde og skal ses for sine visuelle ideer.
Hvis man ser den som film eller fortælling...bliver man slemt skuffet...indtil man falder i søvn.

tirsdag den 18. september 2012

Chronicles

Forleden fik jeg endelig set den der film Chronicles. Vi var sågar i Blockbuster og leje den, hvor gammeldags har man lov at være. Jeg havde jo godt hørt at her skulle endelig være en ny slags superheltefilm som ikke bare var tænkt som pengemaskine for de store firmaer.
Og misforstå mig ikke; jeg elsker virkelig de sidste 10 års boom af superheltefilm. Eller...nogle af dem i hvert fald. Jeg kan i hvert fald godt lide den genre (hvis jeg må kalde det dét). Men hånden på hjertet så må vi jo nok indrømme, at vi virkelig ikke ligefrem står og...mangler flere af dem. hehe. Hollywood kunne i hvert fald godt bruge noget nytænkning der.

Det kommer Chronicles faktisk med. Blot det faktum at filmen ikke bygger direkte på en tegneserie eller en ældre film, er allerede temmelig avantgarde for en superheltefilm. Og den skiller sig faktisk også rigtig meget ud.
Der er stadig masser af bang-bang, som det hedder på fagsprog, og det er stadig awesome at se mennesker flyve på film. Som der meget fint står citeret fra random anmeldelse på kassetten; "Drengerøvsindeks: 90%" Og det siger faktisk det hele. Det er en total drengerøvsfilm, og så bare ikke helt alligevel.

Jeg vil jo ikke afsløre for meget, for jeg synes faktisk I skal få den set selv, men jeg kan afsløre, at der både er hårde skæbner og en masse af de der følelser i. Og det kan lyde plat når jeg skriver det sådan, men hey, det virker faktisk okay. Og det er egentlig ret morsomt at lægge mærke til hvor lidt der egentlig skulle til for at ændre radikalt i superheltegenren.

Er det en god film? Ja. Er det en fantastisk film? Næh. Men måske er det fordi jeg slet ikke bryder mig om alt for alvorlige film. De må gerne være lidt seriøse, men jeg synes ikke godt om for meget alvor. Og den her film er måske nok en drengerøvsfilm, men der er altså minimum 10% alvor i.



mandag den 17. september 2012

One Piece - Eventyret Begynder

Okay idag nåede jeg da at læse en enkel tegneserie, men der er sgu lige lidt mere pres på med det der uni-noget end i sidste uge. Men nu er jeg vist med igen. Jeg er ikke kommet videre med mit Cmapbell og McKean projekt endnu, men her til aften har jeg fået læst bind 1 af den berømmede manga One Piece. Og det var da vist også på tide.

Jeg har længe gerne villet læse den, men som ved så mange andre manga (og ved denne især) bliver modet taget fra én, når man kommer i tanke om hvor utroligt uoverkommeligt lang den serie er. Puha.
Men ét bind; det kan jeg i hvert fald godt klare.

Jeg kan selvfølgelig kun tale ud fra dette bind, men jeg fornemmer tydeligt blandingen af ekstrem fjollet humor og ret alvorlige elementer. Som her hvor vores hovedperson indser hvor modig man kan være. Hans idol ofrer sin arm for at redde vores unge helt. Læg mærke til hvor cool han ser ud mens han bløder ud af den manglende arm.

Det næste projekt må være at se de første par afsnit af den endnu længere animé-serie lavet over den episke manga. Jeg tænker at farverne vil gøre det hele endnu mere goofy. og jeg må indrømme at det netop er den mere goofy del jeg måske kunne forelske mig i. Prætentiøse manga har jeg læst nok af, men jeg bliver sgu aldrig træt af vanvittig ekspressiv og platte humortegneserier. Især når det er japansk! Og med sørøvere!

søndag den 16. september 2012

Ikeda Manabu...og Starcraft

Puha, nu er det anden dag i træk jeg ikke har læst i nogen tegneserier. Det går ikke! Jeg bliver nødt til at skære lidt ned på det der sociale gøgl. Idag var jeg sågar tvunget til at læse (i.e studere!) sådan rigtigt. Om computerens historie og hvad "nye medier" er for en størrelse. Fandme svært når man troede man var sluppet for tekniske ting ved at læse humanistiske fag. hehe
Men det var et sidespor. jeg vil gerne vise noget mere af det jeg faldt over i Japan. En af de mest spændende kunstnere jeg opdagede derovre var Ikeda Manabu. Desværre mødte jeg ham kun som bog, men jeg håber at han engang bliver udstillet et sted hvor jeg befinder mig.

Hans værker er totalt indrammende for hvad det er jeg finder tiltalende, og hvad jeg holder mest af at kigge på. Jeg elsker simpelthen bare store billeder fyldt med en masse små detaljer. Især er jeg vild med når noget på en måde er en helhed skabt af en masse andre ting. Som her hvor noget der måske ligner et underligt skib eller sådan noget, faktisk er en art skov eller noget. Smukt.

Man ser arven fra den lidt ældre japanske kunst bl.a. ved det meget anderledes forhold til dybder og flader. Det er svært helt at blive sikker på hvad der er foran hvad. Og natur og maskiner mødes på en virkelig spændende måde.

Jeg er i hvert fald tosset med ham, og selvom det lyder plat, så synes jeg simpelthen det er inspirerende at studere de her billeder. Irriterende kun at have googlepics til sin rådighed. Man skulle være rig. Så kunne man købe kunsten til sine vægge. mums

Ja, så var man sgu lige til BarCraft på Waxies her til aften. Vi blev der godt nok ikke til finalen, men det var en fed oplevelse at se den dejlige stemning og gode opbakning der er i Aarhus til noget så sindssygt nørdet. Det var så at sige europamesterskaberne der var på spil, og vores danske helt BabyKnight klarede sig virkelig godt. Ovenfor ser vi at han smadrer WhiteRa som ellers er en af de helt store, og vi nåede da lige at se ham blive slået ud i en af de sidste runder. Sejt nok.
Det sjoveste var dog at se hvordan de små 16-årige blege nørder reagerede når de, efter en sejt, blev placeret i en stol over for en af værterne til et interview. Denne var nemlig en KVINDE! Og hun var vildt lækker! Og hendes kjole var alt for fræk. Puha, det klarede de ikke altid godt.
Her ser vi vores danske drengs forsøg. Han klarede det vidst bedre end de fleste.

lørdag den 15. september 2012

Art Nouveau - Kyoto Museum of Modern Art

I sommers var min kæreste og jeg 2 måneder i Japan. Intet mindre. Og godt nok havde vi en ganske fin rejseblog hvor hele turen er formidlet i utrolig meget tekst og billeder, men jeg vil nok af og til komme ind på ting fra turen. Om ikke andet så fordi der faktisk var en del inspirerende oplevelser i løbet af den sommer.
Eksempelvis var vi på en masse museer; hovedsageligt kunstmuseer, men også andre museer. I Kyoto var det mest templer der var hovedretten, men desserten blev så det meget fine Kyoto Museum of Modern Art. Her var der en overraskende god udstilling om Katagami og disses mønstres direkte indflydelse på æstetikken i Europa og USA i slutningen af 1800-tallet.
Det er det vi ofte kalder Art Nouveau.
Alphonse Mucha
Det var enormt spændende at komme en smule i dybden med den måde Art Nouveau helt konkret overtog enkelte koncepter og motiver, og udstillingen havde virkelig meget at byde på.
Charles Rennie Macintosh
Man kunne sagtens have frygtet, at en sådan udstilling fortrinsvis havde fokus på de egentlig japanske værker og kimonoer og hvad de nu har brugt Katagami til, og at udstillingen ikke havde brugt for mange kræfter og penge på at hente ting hjem - men dette var bestemt ikke sagen. Jeg skal da ikke kunne sige hvorvidt det var kendte ting eller ej, men der var i hvert fald masser af spændende ting at kigge på.
Kolomon Moser
Jeg må hellere indrømme at jeg faktisk bare krydre min fortælling med fine billeder af Art Nouveau, for det var umuligt at finde de præcise værker fra udstillingen. DOG var alle kunstnerne repræsenteret i Kyoto, så jeg famler altså ikke i blinde her. 
Adolphe Crespin
Værket her er dog faktisk fra udstillingen. Som det afsløres på selve værket er det et portræt af arkitekten Paul Hankar, og jeg forelskede mig hurtigt i den måde Crespin har valgt at bruge mønstre i et portræt på. Plakaten er en virkelig skør blanding af forskellige dybder og størrelsesforhold, og mest af alt er det morsomt, at det hele er lavet af arkitekt-ting; linealen øverst, trekanterne, sekskanterne, men så krydret med insekterne på tapetet. Sjovt.
Victor Horta 
De andre billeder har også valgt på baggrund af værker jeg fandt inspirerende på udstillingen, men hvor jeg så ikke har kunnet finde det præcis samme værk. Det er dog nogle af de mere kendte kunstnere, så det var ikke svært at finde flotte ting blot ved få googlesøgninger. mums.
Flabet som jeg er, har gemt det bedste til sidst. Victor Horta. Fotografiet hang faktisk på udstillingen, og jeg tror bare ikke man som kurator kan lade være med at hænge det op til sådan en udstilling. Det er simpelthen det smukkeste billede jeg længe har set. Jeg vil virkelig gerne ned og se det i virkeligheden i Bruxelles. Se lige den væg og den trappe. altså!
I morgen kalder tegneserierne igen, bare rolig. Jeg er stadig ved at læse endnu endnu mere McKean og Gaiman, men der skal altså nok komme helt andre ting snart.

fredag den 14. september 2012

Violent Cases - Mere McKean

Forleden så jeg lidt nærmere på Dave McKeans fotografier og deres surrealistiske kvaliteter i sig selv. Den bog var fra 1995, hvilket i øvrigt er omtrent samtidig med den endelig udgivelse af hans store hovedværk "Cages" som jeg også er igang med at genlæse, mens denne lille sag - Violent Cases - er helt tilbage fra de unge år. Den udkom helt tilbage i det gyldne år 1987. Jeg siger gyldent år både fordi det var året for min egen fremkomst, altså fødsel (!) men også fordi der faktisk skete en hele del spændende ting på det man kunne kalde "tegneserie-scenen".
Forsiden til Violent Cases af Neil Gaiman og Dave McKean. Forsiden her er fra udgaven fra 2003 på Dark Horse, den d jeg sidder med herhjemme er Titan Books udgave fra 1997, men oprindeligt var det forlaget Escape der tog sig af værkets fødsel.
Overraskende mange af disse nye og spændende ting skete faktisk i England, og det gælder også denne her bog. Jeg vil ikke trætte jer med tegneseriehistorie, men i stedet kigge lidt nærmere på denne her bog. Jeg kan nemlig afsløre allerede nu, at jeg virkelig synes den er spændende. Virkelig.

Første side af historien
Allerede på første side fornemmer man at der skal eksperimenteres med tegneseriemediet, men vi kan stadig godt følge med. Der er en vis ro i den strengente brug af ruder (de der kasser med billederne i...) i et klart system, og teksten hjælper os godt på vej. Men alligevel fornemmer vi den dybe uro der er så gennemgående et udtryk i både McKeans illustrationer og Gaimans tekster. Bare se på det første billede - mandens ansigt ligner ikke noget jeg har set i en tegneserie nogensinde før. Det er ekstremt bevidst eksperimenteren med materialer og stilarter det her. Og det bedste er, at det faktisk har en effekt og ikke bare kan afskrives som tom "form".

Jeg tror det her er min yndlingsside i bogen. Og måske en af mine yndlingssider overhovedet. Her eksploderer det hele og der kommer et helt nyt samarbejde mellem tekst og billede. Det skal naturligvis læses sammen med siden der kommer før (som ses ovenover denne side), og faktisk er opbygningen til denne her side noget af det bedste. Prøv at se hvordan det starter øverst som "almindelig" tegneserie, med fem ruder og tekst - så begynder tiden at gå langsommere (se bare uret!) og vi zoomer uhyggelig langsomt ind på faren der til sidst allernederst stirrer direkte og dybt ind i vores øjne.
Og BUM, man bladrer, og intet er som det før har været. Her slutter tegneserien som vi kender den, både i bogens egen forstand, men også rent historisk kunne man sige. Fra denne udgivelse og frem kan alt lade sig gøre. Og den kan lade sig gøre på den fede måde.


Det er måske temmelig store ord om en lille tegneserie, men jeg synes i hvert fald virkelig her er noget at komme efter. Det er som altid en glæde at læse hvert et ord Neil Gaiman har skrevet, og der er en fantastisk opkogning af ekstrem indre uro og en underligt malplaceret coolness i historien. Man sidder tilbage med en klump i maven og en appetit på mere alligevel. Det er fandme godt lavet, for det er altså ikke i sig selv fedt når der bliver lavet noget eksperimenterende og crazy - det skal fungere, og det gør Violent Cases.

torsdag den 13. september 2012

B.P.R.D. Hollow Earth and Other Stories

Bureau for Paranormal Research and Defense; det hedder det sted hvor Hellboy er ansat. Udover serien Hellboy, som vi forhåbentlig snart skal kigge nærmere på, kan man faktisk også få lov at læse om bureauets andre ansatte og deres eventyr.
Dette bind samler et par små historier, vigtigst af dem er historien "Hollow Earth".
Fosiden til Mike Mignolas B.P.R.D. udgivet på Dark Horse
I denne historie følger vi Abe og Rogers forsøg på at redde Liz fra en eller anden overmenneskelig (og vist nok underjordisk) badguy som vil udsuge hendes (liz') kræfter og bruge dem...til noget ondt. Historien krydres så af to væsentlige baggrundsfortællinger; for det første at Hellboy, pga. noget fra en tidligere historie, har valgt at stoppe i bureauet - for det andet får vi historien om hvordan Johann Kraus bliver ansat. Faktisk er det Johanns første eventyr vi her er vidne til. Krauss husker nogen måske fra filmen om Hellboy. Han er en overraskende fed figur.
Her ser vi hvordan Abe får forklaret Krauss' rtagiske historie. Noget med en eksplosion af knapt så fysiske dimensioner...i hvert fald er Johann nu uden egentlig krop, og er mest bare noget luft i en rustning. På den fede måde. En fin detalje er, at grunden "kropsbeholderens" mangel på ører, må han tape sine briller fast...brillerne er dog nok mest til for at skjule manglen på øjne...
I sidste ende går det alt sammen som det skal- Liz bliver reddet, og både hende selv og Abe dropper deres planer om at følge Hellboy væk fra bureauet. Eventyrene kan fortsætte!
Det er bestemt ikke det fedeste jeg har læst af Mignola, hvilket bl.a. kan have noget at gøre med den forkærlighed jeg (og maaange andre) har for Mignolas egen streg - og da han ikke selv har tegnet disse serier, har de altså ikke helt samme gennemslagskraft som de kunne have haft. De er ellers ikke ringe tegnet - bestemt ikke. Og jeg elsker personligt denne okkulte verden af alskens paranormale og pseudoreligiøse væsener. mums!
Kort sagt kan det siges at Hollow Earth og de andre små historier blot er flere af samme skuffe, og de øhh.. skuffer ikke, men imponere bestemt heller ikke. Elsker man Hellboy, vil man også holde af de her. Men man vil naturligvis savne Hellboys brovtende kommentarer!

onsdag den 12. september 2012

A Small Book of Black and White Lies

En dejlig fangst på biblioteket sørger for at dagen bliver god, ja rigtig god. Jeg har bladret lidt i de forskellige bøger, men jeg vil gerne starte med at vise jer nogle billeder fra "A Small Book of Black and White Lies" af Dave McKean. Det er en art fotografi-monografi - altså en kunstbog og ikke en tegneserie. Men McKean har været meget brugt som illustrator til tegneserier. Især af Neil Gaiman, men også af Grant Morrison. Big Guys!
Forsiden til A Small Book of Black and White Lies af Dave McKean 
Jeg er glad for endelig at opleve hans værker stå helt for sig selv. Jeg har altid holdt meget af hans syrede illustrationer, men så længe de er i en tegneserie, skal det trods alt opleves og forstås som en helhed. Her er der god tid til at fordybe sig i det enkelte fotografiske værk.
Som sædvanlig med McKean udmærker billederne sig ved at virke ekstremt sammensatte - rent teknisk altså. Man for en fornemmelse af, at han har foretaget sig alskens analoge krumspring og det giver ofte et meget spændende ambivalent forhold mellem voldsom dybde og voldsom fladhed.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på Max Ernst og hans værker når jeg kigger på disse billeder. Ernst brugte også virkelig løs af alle mulige og umulige teknikker. Det er med til at skabe en virkelig fed surrealisme med en god portion uhygge.
Max Ernst:  The unsuccessful Immaculate Conception 1929
Her hos McKean er uhyggen til tider endnu mere voldsom. Både via konkrete groteske kvaliteter, men også via hans enorme brug af diverse sløringseffekter. Det bliver simpelthen ikke mere utydeligt og sløret og mystisk. Heldigvis ofte på en smuk og indtagende måde.