tirsdag den 16. april 2013

Mens vi venter på Pingprisen 2013!

Så er tiden snart kommet for prisuddeling-gak-og-gøgl i TegneserieDanmark også. Igen i år kommer det til at foregå i flotte rammer på Lille Vega og med selveste Anders And entusiasten Anders Lund Madsen samt min kære navnebroder Felix Rothstein (nej, jeg er da på ingen måde bitter...) som styrmænd. Som så mange andre slags prisuddelinger er det totalt fjollet at forsøge at skabe et egentlig show omkring noget der retteligt blot skal overrækkes - og generelt er tegneserier oftest noget der nydes alene, ikke på en scene - men MANNER hvor er det alligevel fedt at lege branche lidt og rigtig celebrere vore kære medium.

Jeg kunne tænke mig at kommentere lidt på årets spændende felt, men som sædvanlig har jeg kun læst en mindre del af værkerne. Til gengæld har jeg som anmelder og skribent for Nummer9.dk været med til at bestemme hvem der skulle nomineres, så lidt har jeg jo sat mig ind i sagerne trods alt. Det er bare svært at nå det hele jo! Jeg har dog været dygtig til at bladre ting igennem på biblo og læse anmeldelser osv. så her kommer altså lidt overvejelser om stort og småt vedrørende årets Ping. (for at følge ordentligt med bedes man gå ind på Ping's egen hjemmeside )

Bedste danske tegneserie:
Jeg har kigget kort på alle de nominerede i denne kategori, og jeg er ikke et sekund i tvivl om hvem vinderen er og bør være. Det er naturligvis Mårdøn Smets"Stig og Martha". Som navnet antyder leges der med spændet mellem høj- og lav-kultur, og så tegner han helt enestående...ja, enestående er faktisk det rigtige ord.
Stig og Martha
Bedste Internationale Tegneserie på Dansk:
Her har jeg været knap så heldig med at rende ind i bøger tilfældigt, men til gengæld ejer jeg søreme en af værkerne. Og det er da en ret god grund til...det er nemlig den bedste af disse nominerede tegneserier! Ellers havde jeg jo ikke købt den...vel? Det drejer sig naturligvis om "Asterios Polyp" af David Mazzucchelli. Hvis DU ikke allerede har læst denne bog, så skynd dig dog for helvede ud at få fat i den. På biblo i det mindste. Ellers kan den købes i stakbogladen i Århus. Bum
Asterios Polyp
Bedste Internationale Tegneserie:
For det første skal det understreges at det er MIG der har skrevet beskrivelsen af Ron Regé Jr.'s "The Cartoon Utopia" inde på Pings hjemmeside. Rimelig sejt og rimelig svær opgave. yeah.
I øvrigt er jeg lidt bedre stillet i denne kategori, da jeg simpelthen ejer hele 3 af 5 værker. De to andre har jeg til gengæld slet ikke haft nallerne i, men de lyder jo spændende. Desværre må sejren nok gå til den herre Chris Ware og han gigantiske værk "Building Stories" - en bog der meget passende er blevet kaldt et mesterværk af mange. Dog er den også af mange blevet kaldt et mislykket mesterværk, og det er der faktisk også en grad af sandhed i. For "Building Stories" VIL være et mesterværk - et hovedværk - og den vil faktisk bare alt alt for meget på én gang...på en måde lykkes projektet, men samtidig fungerer det bare ikke helt når det kommer til stykket. Nå, det har mange sagt klogere ting til, så det bliver en anden gang. til sidst vil jeg bare sige at jeg godt kunne gå med til at heppe på det japanske islæt i form af "Nonnonba" af Shigeru Mizuki - en virkelig god tegneserie!
Nonnonba
Bedste Børne/Ungdomstegneserie:
Et lille felt som jeg ikke har så skrækkelig meget viden om. Jeg har de 4 første bind af de flotte samlinger af Mumitroldene, men faktisk ikke det femte som altså er nomineret. Jeg kunne dog forestille mig, at det er nøjagtig ligeså genialt som de andre og således en god kandidat.
Men omvendt har jeg virkelig hørt gode ting om "Lou" af Julien Neel, og jeg glæder mig i hvert fald til at finde en undskyldning for at gå i barndommen og læse de tre bind af denne fortælling. Spændende.
Lou

Bedste Danske Nettegneserie:
En sød lille kategori som jo er nødvendig i disse tider, men som fandme også er svær at arbejde med. Internettet har jo netop (og heldigvis for det) ikke samme konsistens som den forlagsbaserede udgivelsesverden. Så hvad der egentlig eksisterer, og hvem der egentlig læser hvad...tja, det må jo blive et spørgsmål om tilfældigheder ofte. MEN det må trods alt være et spørgsmål om kvalitet til en hvis grad. Så når alle tre nominerede i denne kategori er mig ganske vel bekendt, er det nok fordi de faktisk er nogle af de mere besøgte, og således nogen af de bedste. To gange forvoksede teenage-tøser (kærligt ment; Stinestregen og Maren) samt den sorthumoristiske anyoneforrhubarb, som indtil videre ikke er faldet i "ups-nu-faldt-kvaliteten"-grøften som den kære Wulffmorgenthaler...
Tre gode serier, og den er sgu ikke nem. Maren har fået masser af god omtale grundet en bogudgivelse (se næste kategori), Stinestregen er med i feltet for andet år i træk (tredje?), men alligevel sætter jeg mine penge på anyoneforrhubarb...en fornemmelse blot.
Der er dog kun vindere i denne kategori, så hey, det er jo ikke så vigtigt.
Anyone for rhubarb
Bedste Danske Debut:
Et lille men meget spændende felt. Marens blog har jeg læst, men her er hun på bogform. Med to nomineringer er de næsten nødt til at give hende den ene af dem. Omvendt er hun eftersigende i god konkurrence også i denne kategori.
Rasmus Svarre har endelig færdiggjort sin bog "Kensington" og den ser mildest talt voldsomt spændende ud. Om den holder som værk ved jeg ikke, men jeg glæder mig i hvert fald til at se den engang og tjekke efter.
Mikkel Ørsted Sauzet har begået en hel bog i rød kuglepen "Aske", og det ser ud til at fungere rigtig godt. Det er denne bog jeg har mindst indblik i, men at dømme efter anmeldelser og diskussioner, kunne han godt gå hen og vinde årets debutantpris.
Aske

Ingen kommentarer:

Send en kommentar