lørdag den 26. januar 2013

Jar of Fools – Jason Lutes




Ernie Weiss er en afdanket tryllekunstner. Han er ude af træning, bor usselt, er godt i gang med at drikke sine sidste penge op og når han ikke lige bliver smidt ud fra børnefødselsdage eller sover en brandert ud på en tilfældig bænk, bruger han sin tid på at være nedtrykt over tabet af kæresten Esther. Her skulle der gerne komme et ”men så møder han X og alting forandrer sig på mystisk vis”. På sin vis er det også netop dét der sker. Han render nemlig ind i sin gamle læremester Al Flosso (the Magnificient). Al er en gammel mand der måske ikke har glemt hvordan man tryller, men til gengæld har glemt hvordan man husker...Han stikker konsekvent af fra socialplejen, og denne gang beslutter vores helt Ernie at lade ham flytte ind for en tid.
Tilfældet vil at de ender sammen med den hjemløse small-time svindler Mr. Lender og hans datter Claire. Sammen er de udstødt fra samfundet – i hvert fald må de finde på en måde at klare sig gennem dagen og vejen på. Mr. Lender vil gerne have de to tryllekunstnere til at oplære Claire, så hun i det mindste kan vokse op med et talent der måske kan redde hende fra en alt for ussel tilværelse. Ingen tror rigtig på nogen god fremtid, og det hjælper ikke for Ernie at han hjemsøges af sin afdøde bror der druknede under et udbrydertrick – måske med vilje – måske ikke.
Der er altså lagt op til et anderledes eventyr med nogle ret så uvante karakterer i hovedrollerne. Jeg kan ikke lade være med at tænke på Tati's smukke film om l'Illusioniste, der også er omskabt til en meget stemningsfyldt tegnefilm for nogle år siden af Sylvain Chomet (anbefaling!). Fortælingen om den triste tryllekunstner der ikke kan overleve i denne moderne verden og langsomt synker mod bunden. Det er en god fortælling der måske nok gav bedre mening i 60'erne hvor tryllekunstnere faktisk stadig kunne huskes – i dag er det altså en meget svunden verden – men ikke desto mindre stadig kan være grobund for smukke tristesser krydret med et lille drys magi.

Og det er så min hovedanke i forhold til Jar of Fools. Der er ikke nok magi til at løfte fortællingen væk fra den rendyrkede tristesse. De er vitterligt ”fools” og historien finder kun frem til en vag moralsk ”happy ending” - ellers er det ren tragik. Det passer ikke mig særlig godt med rene tragedier, men især passer det mig dårligt at se chancen for magi forspildt. Det er i stedet den voksne, modne og pessimistiske fortæller (og forfatter givetvis) der har overtaget.
Jar of Fools er især blevet lovprist for sine rent formmæssige kvaliteter som tegneserie. Og med god grund. Jason Lutes eksperimenterer og leger med mediets muligheder, men uden på noget tidspunkt at bryde ud af rammerne (bogstavelig talt og i overført betydning). Det er velgennemtænkt og veleksekveret eksperimteren – det er faktisk ikke for sjov at Lutes leger med mediets muligheder. Det fungerer skidegodt når små ændringer i rammer afspejler forholdet mellem drøm og virkelighed, og Lutes får vist at han virkelig godt kan tegne – men uden at gå på kompromis med bogens stilrene udtryk. Der eksperimenteres, javist, men det er kølig og velovervejet. Jar of Fools egner sig således ekstremt godt som undervisningsmateriale hvor man virkelig kan vise hvordan tegneserier kan arbejde aktivt med deres eget medie.
Og så er Jar of Fools et ret godt sted at starte for folk der ikke normalt læser tegneserier. Det er måske en af grundene til den relativt pæne succes bogen har fået af flere omgange (samlet første gang i starten af 90'erne og igen i 2003).
Jeg kan ikke lade være med at ægre mig en smule over bogen. Ikke fordi den ikke fungerer, for det gør den. Måske nærmere fordi Jar of Fools ikke virker synderligt ny eller anderledes her i 2013. Den virker nærmest banal og simpel. Det er trods alt også Jason Lutes lidt tidlige værk, og han er nået meget længere som fortæller i hovedværket ”Berlin”. Måske er det også fordi historien om den deprimerede tryllekunstner simpelthen er meget lidt tegneserie-agtig. Det er en åndssvag grund, det ved jeg – men der er altså et eller andet over bogen der, paradoksalt nok, skriger ”jeg er en roman!”. Det er det ikke. Det er en tegneserie. Og heldigvis for det, for Jason Lutes kan godt skabe tegneserier. Men nogen magiker er han altså ikke. Mere magi til mig tak!

søndag den 20. januar 2013

Gaming i vinterferien


Så blev det 2013 og min vinterpause fra bloggen er ovre. Jeg har fået skrevet et ganske underholdende 20-siders opgave om fortællinger i kalkmalerier – sammenlignet lidt med tegneserier naturligvis – men her i januar har jeg haft et helt andet projekt. Et projekt der foregår foran min dejlige xbox. Yeah.
Jeg er ikke en særlig nørdet gamer, og jeg har kun haft en konsol i knap 2 år, men jeg synes virkelig der er meget spændende at tage fat i. Det vælter mig fabelagtige spil på markedet, og det virker som branchen sprudler mere end eksempelvis film-branchen...i hvert fald når man ser på de store navne - ”Hollywood” begge steder.
Desværre har jeg en kedelig tendens til bare at spille Fifa 11 – fordi jeg vitterligt synes det er det mest awesome spil ever! Men jeg føler at jeg bør udnytte muligheden for virkelig at få nogle nye spændende oplevelser i stedet for ”bare” at spille. Derfor har jeg ”arbejdet hårdt” på at undersøge en skrækkelig masse spil som jeg har hørt godt om eller som har set bare en smule spændende ud. Demoer er blevet downloadet i hobetal, og jeg har nu fremstillet en vældig imponerende liste med titler og mine kommentarer (jeg ELSKER lister!).
Den skal jeg ikke kede offentligheden med...men jeg kan nævne højdepunkterne her. Og desuden kommer jeg nok til at gå lidt mere i dybden med nogle af spillene senere – også sådan mere analytisk. Det er nemlig skidespændende!
Limbo
I 2013 skal jeg gerne nå at gennemspille 5 spil jeg ikke har spillet før – sådan lyder udfordringen, og så skal spillene jo bare udvælges. Der kommer sikkert flere glimrende spil i løbet af året, men den dag kommer ikke foreløbig at jeg punger 550 kroner ud for et fucking spil. Så up to date har jeg ikke behov for at være!
Jeg havde allerede inden mine undersøgelser besluttet spil nummer 1. Limbo. Et banebrydende puzzle som i øvrigt er dansk produceret. Det udmærker sig ved for det meste at have en perfekt balanceret sværhedsgrad, et design der er helt vildt flot samt en lydside der er åndssvagt gennemført. Og så hænger det hele bare skidegodt sammen. Shit det er svært at slippe. Alle bør prøve kræfter med Limbo!

The Secret of Monkey Island
Spil nummer 2. The Secret of Monkey Island. New edition. Et efterhånden utrolig gammel point and click adventure spil som jeg simpelthen bare aldrig har fået spillet. Og det går jo ikke. Der var egentlig ikke nogen diskussion, og jeg glæder mig til sørøvere, eventyr og en skøn humor. Og så har jeg et lille håb om at lokke min kæreste (som er anti-gamer) med på vognen via dette spil. Gnæg gnæg.

Ilomilo
En puzzle mere, fordi det er overskueligt og ofte her der eksperimenteres, og spil nummer 3 blev det ultra-nuttede Ilomilo. 2 nuttede figurer der er forelsket i hinanden skal i hver bane blot finde frem til hinanden gennem fantasifulde 3-dimensionelle labyrinter. Der er ingen farer, ingen vold, kun farver, musik og glæde – og så frustrationer fra spillerens side til tider. Det surrealistiske og nuttede univers var i sig selv nok til at kapre mig.

Warp
De sidste to står stadig en smule til overvejelse. Spil nummer 4 bliver enten det temmelig anderledes action-puzzle spil Warp, eller også falder valget på det meget interessante rollespil-med-fortællerstemme Bastion. Spil nummer 5 bliver, som det eneste af spillene, et decideret stort spil. 

Bastion
Hvor de fire andre er xbox live-arcade spil med lave priser og fra mindre producenter, står valget til sidst mellem Fable III og L.A. Noire. Begge spil har jeg spillet halvejs igennem, og begge spil skal jeg jelt klart eje engang. Hvilket der bliver i år, ved jeg ikke endnu. Det første har humor og charme, mens det andet har en anderledes tilgang til de meget action prægede sandbox spil.

L. A. Noire
Som i kan se, har jeg gjort mig mange overvejelser, og der kommer sikkert også i sidste ende nogle kloge analytiske tanker ud af det. Yeah. Men først og fremmest er der i disse ovenstående syv spil mange timers fantastiske fortællinger og fede udfordringer. Hvis i er endnu mere bagud end mig, og ikke kender nogle af spillene – så se at komme i gang!  
Fable III