fredag den 7. juni 2013

Copenhagen Comics - En nørds dagbog (gæt referencen!)


Så kort kan det siges: SÅ god var min oplevelse af Copenhagen Comics. Ja faktisk endnu bedre, for jeg hjembragte også adskillige anmeldereksemplarer, men det vil blive tydeligt på Nummer9 i den nærmeste fremtid.
...Ja okay, så hjembragte jeg også andet end en stor indkøbspose...men det er nu altså tegneserierne der er dem det trods alt stadig handler om. Trods alt!

Når man kommer hele vejen fra Aarhus, kan man ligeså godt gøre det til en miniferie, og som sagt så gjort. Fredag morgen kvart over seks bevægede jeg mig ned til bussen mod Kbh. Fredag dag var der nemlig seminar om tegneserier på Københavns Universitet, og den slags går jeg ALDRIG glip af. Faktisk har jeg været stamkunde til akademiske tegneseriearrangementer så ofte, at overraskende mange af de ægte forsker-typer efterhånden hilser på mig! Men altså, jeg holder også sjældent min kæft.
Det var et ganske fint seminar, og især oplægget lige inden jeg kom skulle have været rigtig spændende...sørens. Men alt i alt var det en dejlig dag, og jeg har til stadighed kun oplevet det nye KUA i smukt forårsvejr. Og så er det altså et dejligt sted.

Lørdag klokken meget tidligt drog jeg med min med-nørd ind til Øksnehallen for at hjælpe med at gøre klar. Vi var nemlig FRIVILLIGE. Intet mindre. Det viste sig hurtigt, at det var der også andre der var. Ret mange faktisk. ca. 80 faktisk. Så det var jo egentlig meget fedt. Det betød at der på intet tidspunkt under festivalen var sådan egentlig run på for de frivillige. Vi var simpelthen godt dækket ind, og det var bare total sejt! Jeg er stolt over mit nørdede miljø! Og nåja, så hjælper det da også at de andre var søde og rare og dejlige at arbejde sammen med.

Faktisk brugte jeg en del tid på at kigge på stande og sludre med andre nørder. Jeg fik mig et par nye venner, og jeg fik beundret tegnende tegnere i flæng. Der er åndssvagt mange dygtige folk samlet på ét sted. Emmanuel Guibert er et ret godt eksempel på dette. En vanvittig dygtig kunstner, og så viste det sig endda at han simpelthen er rigtig rigtig rar og tålmodig. Stjernenykker er naturligvis ret anakronistisk i tegneseriesammenhæng, men det er alligevel forfriskende når disse såkaldte stjerner bare befinder sig godt på en festival - i hvert fald hvis de får lov at tegne. Og Guibert stoppede sgu aldrig med at tegne - jeg tror ikke han var stoppet der søndag aften halv ni da jeg endelig forlod en næsten tømt Øksnehal. Dejlig mand!

Der var også andre søde og dygtige folk, og jeg er glad for at have mødt de seje upcoming stjerner fra eksempelvis tegnestuen Kulkælderen samt slænget fra Ondskabens Flydende Vatikan. At se Anke Feuchtenberger stå og hygge sig med at male en hel væg mens hun lyttede til musik var en ret fed oplevelse. Og pludselig at stå ved siden af Jiro Taniguchi var bestemt ikke noget jeg troede jeg nogensinde skulle opleve.

Sådan kunne jeg vel ret beset blive ved og ved længe, men jeg vil slutte for nu. Senere vil jeg lige kigge lidt nærmere på de der tegneserier som jeg så investerede i. Og så er jeg nok nødt til at følge op på mine forudsigelser af Ping Prisen. For det var dælme også en flot aften med mange fine ord.

- Flexitron (eller Felicious?)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar