tirsdag den 11. september 2012

Sisyfos - Anders Nilsen

Endelig fik jeg fingrene i noget af Anders Nilsen. Her i Forlaget Aben Malers danske oversættelse. "Sisyfos" hedder bogen, og det er en samling af forskellige ting Nilsen har fået udgivet rundt omkring, bl.a. i den dejlige antologi Mome. Desuden er kan man folde omslaget ud og få en meget stor tegneserie frem. Megasejt.
Forsiden til Sisyfos af Anders Nilsen udgivet på forlaget Aben Maler
Forneden ses et udsnit af den store tegneserie som findes på bagsiden af omslaget. "Game" eller "Spillet" hedder den, og den har før været trykt i den måske hedengangne amerikanske tegneserieantologi Kramers Ergot. Naturligvis i det meget specielle nr. 7 som havde et format på 40 gange 53 centimeter. Den er temmelig stor.


Det er denne her bog heldigvis ikke, hverken udenpå eller indeni. Eller, jo måske kan man udfolde indholdet til noget stort, sådan med tankerne altså (selvom omslaget jo skal udfoldes rent fysisk...) Men bogen i hvert fald præg af, at læseren skal blive inspireret til at tænke videre i forskellige baner, for intet bliver leveret hverken præcist eller utvetydigt i bogen.
Jeg har ikke lige en scanner, så her er et par tilfældige billeder fra en engelsk udgave.
Som det ses her, handler det ofte blot om den her fugl som så har fået tildelt en replik - eller også har damen med foderet fået én. I et tidligere afsnit beskriver en figur hvordan man laver tegneserier, og han konstaterer, at man sagtens kan tage denne simple rutine og så bare tilføje hvilken som helst monolog eller replik. Så er det tegneserie.
Den korte beskrivelse af Sisyfos er, at den er ret sjov. Man kan ikke lade være med at se arven ført videre hos den eminente og sjove Christoffer Zieler - i hvert fald når man har læst hans morsomme værk Stejl Fart. Læs det selv HER
Eksempel på Christoffer Zielers surrealistiske og sorthumoristiske dialoger med dyr
Her ses et helt anderledes eksempel fra bogen (igen fra den engelske udgave) som jeg mest har taget med for at vise hvor alsidigt et værk det faktisk er. Det er ganske poetisk, og meget inspirerende at dykke ned i, men man skal altså også vride sig lidt i sin frustration over hvad der kan få lov at gå som tegneserie "nutildags"! Jeg synes jo det er fedt at ting bliver prøvet af, og jeg synes faktisk han er inde på noget med de her firkanter (og det bliver lige en anden dag jeg går i dybden med det) men jeg forstår virkelig godt hvis tegneserielæsere står af på sådan noget.

Men slut med al min snak: denne her skal man selv læse og vurdere. Og jeg vil i hvert fald anbefale alle at prøve noget Anders Nilsen. Ikke nødvendigvis fordi I kommer til at elske det, men simpelthen fordi det er godt at blive mødt med noget anderledes af og til. Så finder man ud af en masse om sig selv.

Og så er den ret sjov.

I morgen står den på intet ringere end Violent Cases af Neil Gaiman og Dave McKean. jaaa!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar