mandag den 10. september 2012

Perfect Example

Idag har jeg godt nok mest studeret og lavet mad, men jeg fik da tid til at læse en enkelt tegneserie over frokosten. Det er det gode ved at have læse-hjemme-dage. Denne gang stod den på "Perfect Example" af John Porcellino. Bogen er en samling af en række af de mini-comics Porcellino selv udgiver og som går under navnet "King Cat Comics".
Forsiden til Perfect Example af John Porcellino
Til sammen danner disse små historier en fin og poetisk fortælling om en teenagers (porcellinos egen) problemer og glæder. Især handler det om kampen med en depression hvilket kun sætter en tyk streg under den ekstreme teen-quality bogen har. Det er virkelig en præcis beskrivelse af hvordan det nu var at være ung og fremmedgjort. Høre musik forældrene ikke kunne lide, blive tvunget til at blive klippet, forsøge at kysse pigerne, de første møder med fester og druk og ellers det med bare at ligge hjemme på værelset og være lidt nedtrykt.
Porcellino er virkelig skarp og klar i sine fremstillinger af de her følelser, og de korte dialoger der bruges til at hjælpe på vej, er helt vildt præcise. Eksemplet ovenfor siger det hele. I kan selv gætte hvad han vil spørge hende om her.
Denne skarphed og klarhed bliver understreget af en utrolig ren og nærmest naivistisk streg der helt holder sig fra skygger og generelt er utrolig simpel i sit udtryk. Det er præcist og gennemført tegnet, men det får altså en helt speciel lethed og tja...finhed når det er så simpelt i udtrykket. Det fungerer skidegodt, og Porcellino er en helt fantastisk fortæller og tegner, så ham kan jeg varmt anbefale. Tjek ham ud HER og læs mere om hvad han har skrevet (og hvordan man får fingre i det...) HER.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar