onsdag den 19. september 2012

La Planète Sauvage - Planet Fantastic

Holy Macaroni! Sammen med ANIklubben har jeg lige set den mest spacy og langt-ude film jeg nogensinde har set. Denne franske (fransk/tjekkiske?) tegnefilm fra 1974 ligner simpelthen intet af det jeg ellers har mødt. Og godt nok har jeg ikke set alle tegnefilm der findes, men jeg troede jeg havde set en del.

Men sådan er det vel når man kigger nærmere på fransk sci-fi fra 70'erne og starten af 80'erne. Jeg synes i hvert fald at kunne genkende visse følelser i mødet med denne film fra mødet med tegneserierne fra denne tid. Og det er som sådan en god følelse. Science Fiction har i sin natur den fantastiske mulighed indbygget, at den kan tillade sig at arbejde med skabelsen af elementer der ikke kan genkendes eller helt forstås.

Der er naturligvis tale om mystifistiske kombinationer af del-elementer som vi kender fra virkeligheden, men der ligger så meget fantasifuldhed og sprudlen i eksempelvis denne film, at man ikke kan undgå at blive draget. Vores to hovedpersoner passerer her et dyr af en art som ser ud til at være fanget i et bur. Ved nærmere øjekast kan man dog se at dyret faktisk er buret. Det bliver svært, og til sidst absurd, at gennemskue hvor dyret slutter og hvor landskabet ender. Og sådan er det ofte.


Igen ser vi den ekstreme opfindsomhed der ligger til grund for artworket i filmen. Det hele virker enormt impulsivt og fantastisk. Nærmest som om tegningerne er blevet skabt i en rus af ideer. Hvilket næppe er helt usandsynligt.

Ordet spacy er meget dækkende, og denne scene var decideret out-there. Men samtidig var den utrolig smuk. Figurerne transformerede sig langsomt til forskellige strukturer og former for til sidst næsten helt at opløse deres individualitet. En form for meditativ trance med fokus på fantasien.

Se hvor forbandet smukt det er!
Det kan virkelig ærgre mig, at jeg faktisk ikke kan stemple denne film som god...For det er den virkelig ikke. Den er faktisk decideret skrækkelig. I hvert fald som film betragtet. Jeg føler langt mere nydelse ved at sidde her nu og finde alle de fantastiske enkeltbilleder frem fra nettet, end jeg gjorde ved at se filmen.
Der var slet ikke arbejdet med animationen som sådan. Det hele var stift i sine bevægelser, hvis det overhovedet bevægede sig. Samtidig har jeg ALDRIG oplevet så ringe et manuskript. Samtlige sætninger var skrevet (og udsagt!) som var det maskinel oplæsning. Det var værre end at læse sagaer!

Billedet her er et udmærket eksempel på hvordan den senere tid (via nettet) tydeligvis i højere grad har forstået og udnyttet filmens materiale på samme måde som var det egentlig billedkunst. Kompositionen er perfekt organiseret i dette billede, og faktisk er det præcis det samme i stort set samtlige billeder fra filmen man kan finde på nettet. Jeg kommenterede flere gange noget i retningen af: "den vil jeg have som plakat". Jeg har simpelthen opfattet filmen som en række af flotte enkeltstående værker.
Ikke nogen dårlig ting isoleret betragtet...men nu er det jo en film...

Jeg kunne fortsætte med at snakke om denne film og dens rent visuelle forhold til andre og senere værker, (Jim Woodrings tegneserier ville eksempelvis være oplagte at hive ind) for bottomline er, at det var vildt inspirerende at se filmen. På den måde vil jeg anbefale alle at se den, men absolut kun hvis man er klar på hvad man får. Den skal ses som inspirationskilde og skal ses for sine visuelle ideer.
Hvis man ser den som film eller fortælling...bliver man slemt skuffet...indtil man falder i søvn.

3 kommentarer:

  1. Det en fed film! Der er jo også andre lidt mere tilgængelige franske tegnefilm: Kirikou And The Sorceress, Le Roman de Renard (stopmotion), Le Roi et l'oiseau, og ham der lavede La Planete Sauvage har samarbejdet med en du nok kender: "Laloux also worked with Jean Giraud (Mœbius) to create the lesser known film Les Maîtres du temps (Time Masters) in 1981." Deusden har han lavet Gandahar 1988 som også er fed.

    SvarSlet
  2. Hej Jeppe.
    Virkelig fedt at du lige byder ind med så mange spændende filmforslag! Dejligt med en ekspert. Jeg har set nærmere på filmene og forsøger at få dem købt hjem til vores Animationsfilmklub oppe på uni. Mums.
    Især er jeg spændt på om Laloux er lykkedes bedre med de andre film, eller om de også "bare" er mega flotte. hehe

    SvarSlet
  3. Kein problem. Synes i hvert fald Les Maitres du temps er fed nok, men jeg ville nok kun anbefale dem hvis man var glad for La Planete.

    SvarSlet