Best American Comics 2011

Jeg fik for nylig tygget mig igennem denne flotte antologi med den pompøse navn Best American Comics 2011. Antologien udkommer hvert år, og samme koncept finde indenfor og omkring alskens genrer i litteraturen.
Jeg var meget i tvivl om hvordan man nu skulle fortælle om en bog der indeholder så mange forskellige tegneserier i så mange forskellige størrelser og af så mange forskellige typer. Jeg endte med at vælge den ABSOLUT dårligste mulighed.
En opremsning af hele lortet, med dertilhørende ULTRA korte vurderinger/beskrivelser. Kan læses meget meget hurtigt, og så kan man sgudda google det man synes lyder mest spændende...eller låne bogen selv...google er dog hurtigst.
Nederst har jeg så placeret billeder af dem jeg bedst kunne lide.

Here we go!

Gabrielle Bell - "Manifestation" (snakkende, ret ligegyldig, men sikkert godt håndværk)

Kevin Mutch - uddrag fra Fantastic Life (ret sjov zombiedetalje, men man ville gerne læse videre jo. Ligner lidt Charles Burns, men er mere statisk. Måske ikke det fedeste.)

Gabby Schulz (aka Ken Dahl) - uddrag fra Monsters (fede tegninger, den ku jeg godt lide.)

John Pham  - "St. Ambrose" (god formidling, men uden egentlig narrativ aka handling. spændende ideer med trekanter/glasskår som ruder. Men jeg er jo lidt glad for sådan en stil her.)

Michael Deforge  -  "Queen" (smuk og syret og dejligt ulækker)

Angie Wang  -  "Flower Mecha" (spændende og helstøbt karikatur af superhelte med planter. sejt nok, men lidt rodet)

Robert Segel - "Up up down" (interessant historie om erindring eller sådan noget. Overdrevet ligne claire nærmest. man bliver virkelig ikke hjulpet til hvad der er "interessant")

Sacco - uddrag fra Footnotes in Gaza (meget godt uddrag fordi det faktisk handler om sig selv, altså om det at være journalist på den måde som Sacco også er det. og så er det jo godt tegnet og vigtige overvejelser)

Dash Shaw - uddrag fra Bodyworld (det fungerer faktisk rigtig godt, så jeg forstår godt hvorfor den er taget med. igen er det dog ikke min smag.)

Joey Alison Sayers - "Pet Cat" (meta-garfield-spoof-lol-ting med en bismag af foragt for branchen og kritik af religion måske. overraskende helstøbt af noget der ellers virker meget rodet og sådan for sjov-agtigt)

David Laskey og Mairead Case - "Soixante neuf" (well, jeg kan godt se hvorfor det er godt, men det keder mig altså.)

Sabrina Jones - "Little house in the big city" (et spændende essay om byplanlægning. ikke alle vil synes det her er spændende..altså det med byplanlægning... men hvis man gør, kan man måske se hvor fantastisk godt det er lavet. nice)

Cris Ware - "Jordan W. Lint" (man får det altid dejlig dårligt af at læse Ware, især om Hr. Lint. Puha. Men fedt uddrag de har med her. meget alsidigt, og helt genialt. love it)

Jillian Tamaki - "Domestic Men of Mystery" (om fædre, men ret kort, så svært at sige andet end; well, fint nok)

Jaime Hernandez - "Browntown" fra Love and Rockets (seksuel forvirring når det er mest ubehageligt og undertrykt. ikke klamt, for det er jo ret pænt, men puha der er nogle trælse ting her. jeg kan ikke sætte mig ind i deres følelser, så det er svært rigtig at blive kørt op.)

Julia Gfrörer - "Fear of Fire fra Flesh and Bone" (voldsom historie, i billeder og ord, om mytiske dyriske overnaturlige seksuelle agter og hekseri og venden tilbage fra de døde.)

Dave Lapp - "People Around Here" (én side, og ikke imponerende. men flot brug af farver da...)

Kate Beaton - Great Gatsbys (sort humor som måske også referere til ting jeg ikke heeelt forstår. ret lol dog)

Noah van Sciver - "Abby's Road" (dejlig (sikkert fiktiv) ungdommens-første-kærlighed-historie. På sådan en frisk og anderledes måde. God sammenhængende historie, men jo altid svært når man ikke har sympati for hovedpersonen...)

Peter and Maria Hoey - "Anatomy of a pratfall" (seks flotte helsider der lader diverse handlinger ende med at hænge sammen. jeg elsker den her slags, og her synes jeg tegneserien rykker for alvor!)

Jeff Smith - uddrag fra RASL (historien om en af elektricitetens fædre Tesla og om dennes eventuelle forhold til hele myten om "den gale videnskabsmand" - sideløbende med historien om rasl der hugger malerier. Jeg kan lide det, men også fordi det er to gode historier. jeg vil gerne læse mere!)

Paul Pope - "1977" (smuk, men kort barndomsminde om Ziggt Stardust plade og dette navn...og længslen mod stjernerne...i dobbeltbetydning. smukt tegnet)

Brendan Leach - uddrag fra The Pterodactyl Hunters (herlig kombi er gamle dage og decideret fortid. love it. stregen kan virke lidt skitse-agtig, men er tydeligvis totalt gennemarbejdet. spændende historie. mere tak)

Danica Novgorodoff m fl. - uddrag fra Refresh Refresh (lille tanke om hvordan det er de unge drenge i dumme problemer som ender med at komme i hæren. med spændende vandfarve-agtigt mellemspil om krig)

Kevin Huizenga - fra Glenn Ganges ( fantastisk. skarp, sjov, smuk...jeg elsker den mand)

Eric Orner - "Weekends Abroad "(oh the fun of being en jødisk homoseksuel i Tel Aviv, når man ikke kan hebræisk overhovedet. en historie der når en masse ting på en god måde, og så bliver dét der kæder det hele sammen en sådan helt poetisk pointe frem for alt det andet. Genial historie!)

David Lasky - "The Ultimate graphic Novel, In six Panels" (hehe. god LoL side her til sidst. meget sjovt)

Michael Deforge

Joe Sacco

Joey Alison Sayers

Chris Ware

Jeff Smith

Kevin Huizenga

Salvatore vol. 1

En af mine yndlingstegnere er franske Nicolas De Crécy. Jeg er simpelthen helt solgt når jeg ser hans tegninger, og derfor har jeg også investeret i en del af hans tegneserier. De Crécy er en af de der kunstnere hvor man er nødt til at spørge sig selv; "han kan tegne, men kan han lave tegneserier?" For det er virkelig nogle mærkelige tegneserier der kommer ud af det når han først går igang.
Nogen supersælger er han heller ikke, men der er nu trods alt udkommet en 4-5 titler på engelsk og sågar en enkelt på dansk. Den Himmelske Bibendum, som jeg anmeldte ovre på Nummer9. Se den HER

Sproget skifter konstant mellem det banale og det over-intellektuelt refererende og hans universer er befolket af underlige dyr. Desuden er den normale franske Tintin-agtige ligne-claire stil afløst af en helt anderledes gnidret levende stil. På en måde ligner det ret meget andet, men alligevel har det sin helt egen stemning. Og det er næppe alle der vil bryde sig om den. I hvert fald tror jeg, at man er nødt til lige at være tålmodig og lade sig suge en smule ind i bøgerne uden at give op på forhånd. Måske vil man ende med at kunne lide det. Om ikke andet kan man jo kigge indenfor på hans egen blog hvor der er masser af pæne tegninger. Se den HER

Blankets

For noget tid siden genlæste jeg Blankets af Craig Thompson. Eller det vil sige...jeg havde faktisk kun læst den på dansk før...hvilken forskel mon det egentlig gør? Altså det er da klart, at det er federe på originalsproget. Men hvis man ikke selv taler originalsproget...er det så ikke federe på ens eget sprog? Jeg tror faktisk, at jeg foretrækker bøger på dansk, for så er jeg sikker på at få alle detaljerne med - og jeg elsker det danske sprog! Men det kræver naturligvis at oversætteren er dygtig nok til begge sprog. Well, jeg har ikke svaret.

Anyways, I bør alle sammen læse Blankets hvis det ikke allerede er sket. Det er noget så banalt som en fortælling om familier og ungdom og den første forelskelse, men det er nu engang nogle gode emner. Og så det altså bare rigtig godt fortalt. Man føler sig draget ind i hovedpersonens følelser, ja det kan lyde corny, men det virker sgu pissegodt.

Og så er den jo smuk at se på. Alle de bløde kurver og flotte skygger. Og endnu vigtigere: De er ikke bare til pynt - ikke kun! Det bliver tydeligt hvordan dét at lave tegneserier ikke blot er et todelt håndværk hvor man skal være en dygtig tegner og en dygtig fortæller, men faktisk er ét håndværk som handler om at være en dygtig "tegneseriefortæller" om man vil. Og ikke fordi Craig Thompson er verdens objektivt set absolut bedste "tegneseriefortæller" - trods alt - men Blankets er altså måske den bog hvor dette her kommer tydeligst til syne.
Måske fordi dens formsprog er mere simpelt end det ser ud til? Måske fordi emnerne er dybe på den der "set før" måde? Måske bare fordi den faktisk er skidegod. I hvert fald er den, vægten taget i betragtning, overraskende hurtigt læst. Og det er i denne sammenhæng noget tilpas positivt. LÆS den!

Nyt i postkassen (old style)

Når det sådan er efterår og man naturligvis ligger syg, ja så er det da en trøst at kunne hente tegneserier i postkassen. Jeg har fået en hel lille stak hjem til anmeldelse fra Nummer9, så der bliver rigeligt at se til i ferien.
Øhhh, ja det bliver der så især fordi jeg skal forberede mig til de efterfølgende to ugers benhårde undervisning på Kunsthistorie. Vores underviser er tydeligvis gnaven over at efterårsferien ikke var indført da han selv studerede, så han overlæsser os med så meget indhold og undervisning, at vi er tvunget til at læse 3-500 siders pensum inden! Dvs. i min ferie!!! Jeg havde SÅ meget planlagt at spille xbox...og anmelde tegneserier. øv.
Men mon ikke jeg får tid til det ...om natten...eller senere. yeah.

Her kommer lige et sneak peak på hvad jeg fandt i postkassen.
Øverst ser vi en amerikansk ting som ser ret pæn ud.
Dernæst serien Eks Libris fra Weekendavisen i en pæn softback udgave. Jeg bryder mig ellers ikke om den i avisen, men jeg er frisk!
Så er der nummer 7 og 8 af Onskabens Vatikans antologi-serie Fantasmagori.

Desuden har jeg fået et mindre hæfte med tegneserier lavet af studerende på Visuel HF i Viborg. Utopia hedder den.

Ja, og så har jeg jo stadig tegneserie-specialnummeret af Unge Pædagoger liggende. Et helt tidsskrift om Pædagogik, Didaktik og Tegneserier. Spændende.

Fables OG Locke & Key (2'erne)

Jeg læser seriøst mange tegneserier for tiden. Men det er jo ikke alle værkerne der er deciderede hele romaner sådan størrelsesmæssigt. Bl.a. fordi de der tegneserier tit er i længere serier. Så for nylig læste jeg bl.a. (samle)bind 2 af henholdvis Fables og Locke & Key. To serier som jeg glæder mig til at læse det hele af. Der er dog forskel på hvor meget jeg er spændt...
Fables har et fantastisk koncept. Alle figurer fra alle de eventyr vi kender er blevet fortrængt fra deres egen "verden" og sendt til vores. Her lever de i mere eller mindre skjul og det leder så til diverse spøjse problematikker. Denne historie er finurligt nok lavet til en parafrase over Animal Farm, med praktiske gris som den gamle ledergris af oprøret. Det er godt tænkt, og det er bestemt bedre end eksempelvis tegnefilmsversionen af romanen. Føj den var middelmådig.
Men jeg kan simpelthen stadig ikke blive helt fanget ind af Fables. Det er som om ideen er alt for god til hvad man egentlig kan få til at virke når det kommer til stykket. Jeg tror ikke på karakterene endnu, og det skal altså snart ske - tredje bind er sgu ikke for tidligt. Indtil videre kan jeg faktisk anbefale Shrek filmene hvis man er til denne slags eventyr-forviklinger.

Så har jeg det altså helt anderledes med Locke & Key. Som nævnt i mit indlæg om bind 1 blev jeg stort set fanget ind i verdenen fra starten af. Og dét har Head Games bestemt ikke ændret på. Historien når aldrig falde sammen om sig selv inden der bliver tilføjet et helt nyt aspekt til fortællinges præmis - man bliver på den måde holdt helt fast i stolen af intensiv spænding.
Krydret med humor, galskab og fantastiske tegninger fortsætter thrilleren om nøglerne med at være spændende ad helvede til.

Graffiti Kitchen

Ja, jeg har ikke så meget at sige om den her lille fortælling. Graffiti Kitchen af Eddie Campbell. Ikke fordi jeg synes dårligt om den, men fordi det altså er mit første møde med Campbells mere eller mindre selvbiografiske hovedperson Alec. Og det var bestemt et fint møde. Jeg skal vænne mig til den interessante men specielle streg, og jeg skal også vænne mig til den måde historierne kan virke utrolig staccato - de enkelte "ruder" virker ofte til at være tegnet helt hver for sig og så sat sammen senere.

til gengæld har jeg hurtigt vænnet mig til Campbells humoristiske og selvironiske fortællinger, og jeg kan sagtens vænne mig til ungdomsproblemerne selvom de foregår i firserne.
Jeg kan i hvert fald sagtens se mig selv tygge mig igennem den store tykke samling Alec: The Years Have Pants. Jeg kan sågar glæde mig helt. Måske starter jeg dog med at undersøge hans serie Bacchus lidt nærmere. den lyder vældig interessant nemlig.
(ps. Historien "Graffiti Kitchen" kan bl.a findes i den lille samling "Alec: Three piece suit" som ses på billedet øverst.)

Signal to Noise

Jamen altså! Endnu en Gaiman/McKean bog læses og vejes her på bloggen. Og ENDELIG en bog jeg faktisk ikke utvetydigt kan anbefale. Ja okay det var lidt en vag sviner, men det taler sgu som sædvanlig til de herrers fordel...at det bare er pisseflot det hele.

Igen handler det om at fortælle, og om forholdet mellem billeder og ord - en filminstruktør har fået dødsdommen af lægen (kræft) og lukker sig inde i sin lejlighed, hvor han så skriver manus til en film han har i hovedet, en film han ikke vil have lavet.
Så igen igen er ideen virkelig spændende og tonen er vanlig dyster og mystisk uden at blive decideret goth.

Det kan godt være at jeg bare er blevet vant til herrernes stil, men jeg synes altså ikke rigtig jeg kan blive fanget af den her bog. Historien virker hurtigt tilpas omkringfarende og springende, og den visuelle side hjælper jo ikke meget til her. En side som den ovenstående ser jo pissegodt ud her for sig selv, men prøv at dechifrer tekst og andre betydninger, og så derefter sæt den sammen med resten af siderne. Puha. Bogen kommer til at virke "besværlig" frem for "vanskelig" som ellers godt kunne accepteres.
Fans af McKean (og sikkert også fans af Gaiman) vil helt sikkert godt kunne lide den, men skal man være bare en smule kræsen ville jeg nok hellere hapse Violent Cases som er mere helstøbt.