Mens vi venter på Eisner Awards - "Fatale" af Brubaker og Phillips

Om ca. en måned er der som tidligere nævnt tegneseriefestival i lille Danmark. Copenhagen Comics! I den forbindelse afholdes også den efterhånden mindre mediebegivenhed Ping-Prisuddeling. Hop HERHEN for at se hvem jeg regner med løber af med de forskellige priser. Så må vi jo se hvor godt jeg rammer. Spændende er det.
Men udover vores lille danske prisuddeling findes der jo også en masse andre og større prisuddelinger. En af de abolut største og vigtigste er den amerikanske Will Eisner Comic Industry Awards. Eisner-Prisen kort sagt (Se de nominedere HER). Vil man vide hvad der rør sig på den amerikanske tegneseriescene...og det vil man...så kan man med fordel holde lidt øje med nomineringerne her. Der er temmelig mange kategorier, men de har jo også flere tegneserier at vælge mellem. Som ovre hos Oscar og filmpriserne uddeles der både til værkerne OG til kunstnerne – hvilket jo til tider giver en lidt fjollet dobbeltbooking af de bedste værker, men jo samtidig giver en mulighed for at hædre endnu flere forskellige værker.

Kigger man på de væsentligste af kategorierne går et par titler igen. Heriblant én jeg har læst og gerne vil anbefale sådan mere personligt. ”Fatale” hedder serien, for det er en serie, og den udgives på forlaget Image. I sig selv er det interessant at Image som er et af indie-forlagene (et af de større dog...), faktisk tegner sig for hele 4 af 5 nominerede i kategorien Best Continuing Series og to af disse er også nomineret som Best New Series. Der sker altså noget på dette forlag.

Forfatter Ed Brubaker (som jeg tidligere har læst Captain America serier af HER ) og tegner Sean Phillips er søreme også nomineret i hver deres kategori oven i hatten, ja Phillips sågar også i kategorien Best Cover Artist for selvsamme serie. ”Fatale” har altså hele 5 nomineringer bag sig, hvilket efter mine beregninger er i hvert fald noget af det mest imponerende i årets Eisner Award. Det er kort sagt en temmelig god ide at kigge nærmere på denne serie. Og så er det tid min sædvanlige kæphest: bibliotek.dk – for naturligvis har Gentofte Bibliotekerne (af alle steder...) da købt første bind af ”Fatale” hjem, og naturligvis dukker den op i Aarhus til lille mig kun få dage efter jeg har spottet hypen. Lovin' it!

Velskrevet Horror-Noir og en historie der helt klart lover mysterier ud over det sædvanlige. Jeg skulle lige hitte ud af hvilke mandlige hovedpersoner der var hvem (de hedder sgu alle sammen det samme næsten!), men så snart det var på plads tog historien over, og det var svært at vriste sig fri. For mig der elsker Hellblazer, Sandman og Preacher ser det helt klart ud til at der er grund til at glæde sig, men omvendt er en sådan sammenligning på ingen måde en præcis beskrivelse af ”Fatale”. Det korte og det lange er, at Ed Brubaker bare kan skrue en spændende og episk historie sammen som få andre, og Sean Phillips holder jeg mere og mere af. Og selv hvis man skider på namedropping og genrebevidsthed, kan der stadigvæk være noget at hente her. Det smarte er jo, at man blot kan smutte på bibliotek.dk og læse bind 1. Så er man enten hooked eller ej. Dette må være vilkårene for værker der insisterer på at være serielle – de skal som minimum kunne fange en ind i første bind. Det gjorde ”Fatale” ved mig.

Verdens bedste tegneserie? (plus Liege-Bastogne-Liege)

Ja, okay, måske erklærer man bare ofte noget for "verdens bedste!" lige dér hvor man oplever det...men i hvert fald er jeg lige pt. igang med at genlæse alt det jeg har af Radiserne. Og min konklusion er: det er megetmeget verdens bedste tegneserie! Radiserne er simpelthen så sjovt og intelligent på et niveau højere end alle andre sjove og intelligente serier. Og den bliver bare ved og ved med at overraske mig. Og det er altså en serie der startede i 1950!

Især er det fascinerende at se hvor god og gennemført den bare var med det samme. Bum. Normalt vil man, når man genlæser en serie strengt kronologisk, ret hurtigt lægge mærke til hvordan tegneren lissom prøver ting af...og lykkes med noget, men fejler med andet. Men nej, her bliver nyere figurer smidt direkte ind i serien og fungerer med det samme. Også de gange hvor vi kun får snuset ganske kort til en figur, ja så kan de pludselig dukke op lang tid senere og så faktisk bygge direkte videre på den første gang de var der. Rikke Rask er et godt eksempel på dette. Hun går fra bifigur til ret væsentlig hovedperson senere i serien, men helt fra første stribe er hendes personlighed og reaktionsmønster totalt skarpt! Det samme gælder karakterer der nærmest bare popper frem en gang hvert andet år. Franklin eksempelvis. Eller Nina, der dog senere spiller lidt større rolle trods alt.

Og bla. bla.

Og så blev det jo også dagen hvor Daniel Martin vandt et ret spændende Liege-Bastogne-Liege foran Rodriguez og Valverde. Fedt med en irer som vinder, og man burde nok have set løbet på Eurosport-Birtish hvor selveste Sean Kelly (der som eneste irer har vundet dette løb før...to gange) er medkommentator. Omvendt er det jo altid skønt at grine ad Rolf og Ritter. Både fordi de partout snakker upassende meget om danskerne i løbet...omend de maksimalt "er i billedet"...men især fordi det efter doping "skandalen" er blevet lidt morsomt at høre Rolf Sørensen blærer sig med sine sejre. hehe
Nå ja, så ramte jeg da også en smule bedre end mine med-nørder i vores forudsigelser, så det er jo også rart.

Mens vi venter på Pingprisen 2013!

Så er tiden snart kommet for prisuddeling-gak-og-gøgl i TegneserieDanmark også. Igen i år kommer det til at foregå i flotte rammer på Lille Vega og med selveste Anders And entusiasten Anders Lund Madsen samt min kære navnebroder Felix Rothstein (nej, jeg er da på ingen måde bitter...) som styrmænd. Som så mange andre slags prisuddelinger er det totalt fjollet at forsøge at skabe et egentlig show omkring noget der retteligt blot skal overrækkes - og generelt er tegneserier oftest noget der nydes alene, ikke på en scene - men MANNER hvor er det alligevel fedt at lege branche lidt og rigtig celebrere vore kære medium.

Jeg kunne tænke mig at kommentere lidt på årets spændende felt, men som sædvanlig har jeg kun læst en mindre del af værkerne. Til gengæld har jeg som anmelder og skribent for Nummer9.dk været med til at bestemme hvem der skulle nomineres, så lidt har jeg jo sat mig ind i sagerne trods alt. Det er bare svært at nå det hele jo! Jeg har dog været dygtig til at bladre ting igennem på biblo og læse anmeldelser osv. så her kommer altså lidt overvejelser om stort og småt vedrørende årets Ping. (for at følge ordentligt med bedes man gå ind på Ping's egen hjemmeside )

Bedste danske tegneserie:
Jeg har kigget kort på alle de nominerede i denne kategori, og jeg er ikke et sekund i tvivl om hvem vinderen er og bør være. Det er naturligvis Mårdøn Smets"Stig og Martha". Som navnet antyder leges der med spændet mellem høj- og lav-kultur, og så tegner han helt enestående...ja, enestående er faktisk det rigtige ord.

Stig og Martha

Bedste Internationale Tegneserie på Dansk:
Her har jeg været knap så heldig med at rende ind i bøger tilfældigt, men til gengæld ejer jeg søreme en af værkerne. Og det er da en ret god grund til...det er nemlig den bedste af disse nominerede tegneserier! Ellers havde jeg jo ikke købt den...vel? Det drejer sig naturligvis om "Asterios Polyp" af David Mazzucchelli. Hvis DU ikke allerede har læst denne bog, så skynd dig dog for helvede ud at få fat i den. På biblo i det mindste. Ellers kan den købes i stakbogladen i Århus. Bum

Asterios Polyp

Bedste Internationale Tegneserie:
For det første skal det understreges at det er MIG der har skrevet beskrivelsen af Ron Regé Jr.'s "The Cartoon Utopia" inde på Pings hjemmeside. Rimelig sejt og rimelig svær opgave. yeah.
I øvrigt er jeg lidt bedre stillet i denne kategori, da jeg simpelthen ejer hele 3 af 5 værker. De to andre har jeg til gengæld slet ikke haft nallerne i, men de lyder jo spændende. Desværre må sejren nok gå til den herre Chris Ware og han gigantiske værk "Building Stories" - en bog der meget passende er blevet kaldt et mesterværk af mange. Dog er den også af mange blevet kaldt et mislykket mesterværk, og det er der faktisk også en grad af sandhed i. For "Building Stories" VIL være et mesterværk - et hovedværk - og den vil faktisk bare alt alt for meget på én gang...på en måde lykkes projektet, men samtidig fungerer det bare ikke helt når det kommer til stykket. Nå, det har mange sagt klogere ting til, så det bliver en anden gang. til sidst vil jeg bare sige at jeg godt kunne gå med til at heppe på det japanske islæt i form af "Nonnonba" af Shigeru Mizuki - en virkelig god tegneserie!

Nonnonba

Bedste Børne/Ungdomstegneserie:
Et lille felt som jeg ikke har så skrækkelig meget viden om. Jeg har de 4 første bind af de flotte samlinger af Mumitroldene, men faktisk ikke det femte som altså er nomineret. Jeg kunne dog forestille mig, at det er nøjagtig ligeså genialt som de andre og således en god kandidat.
Men omvendt har jeg virkelig hørt gode ting om "Lou" af Julien Neel, og jeg glæder mig i hvert fald til at finde en undskyldning for at gå i barndommen og læse de tre bind af denne fortælling. Spændende.

Lou

Bedste Danske Nettegneserie:
En sød lille kategori som jo er nødvendig i disse tider, men som fandme også er svær at arbejde med. Internettet har jo netop (og heldigvis for det) ikke samme konsistens som den forlagsbaserede udgivelsesverden. Så hvad der egentlig eksisterer, og hvem der egentlig læser hvad...tja, det må jo blive et spørgsmål om tilfældigheder ofte. MEN det må trods alt være et spørgsmål om kvalitet til en hvis grad. Så når alle tre nominerede i denne kategori er mig ganske vel bekendt, er det nok fordi de faktisk er nogle af de mere besøgte, og således nogen af de bedste. To gange forvoksede teenage-tøser (kærligt ment; Stinestregen og Maren) samt den sorthumoristiske anyoneforrhubarb, som indtil videre ikke er faldet i "ups-nu-faldt-kvaliteten"-grøften som den kære Wulffmorgenthaler...
Tre gode serier, og den er sgu ikke nem. Maren har fået masser af god omtale grundet en bogudgivelse (se næste kategori), Stinestregen er med i feltet for andet år i træk (tredje?), men alligevel sætter jeg mine penge på anyoneforrhubarb...en fornemmelse blot.
Der er dog kun vindere i denne kategori, så hey, det er jo ikke så vigtigt.

Anyone for rhubarb

Bedste Danske Debut:
Et lille men meget spændende felt. Marens blog har jeg læst, men her er hun på bogform. Med to nomineringer er de næsten nødt til at give hende den ene af dem. Omvendt er hun eftersigende i god konkurrence også i denne kategori.
Rasmus Svarre har endelig færdiggjort sin bog "Kensington" og den ser mildest talt voldsomt spændende ud. Om den holder som værk ved jeg ikke, men jeg glæder mig i hvert fald til at se den engang og tjekke efter.
Mikkel Ørsted Sauzet har begået en hel bog i rød kuglepen "Aske", og det ser ud til at fungere rigtig godt. Det er denne bog jeg har mindst indblik i, men at dømme efter anmeldelser og diskussioner, kunne han godt gå hen og vinde årets debutantpris.

Aske

...lidt forskelligt om cykler og kultur og Aarhus

For det første var igår Søndag jo dagen hvor SaxoBank gik hen og vandt et af de store løb. Det lykkedes nemlig Roman Kreuziger at komme først over stregen i Amstel Gold. Yeah. Slutningen var temmelig nervepirrende. Mest fordi Gilbert begyndte at jagte for alvor lige til allersidst. På Cauberg. Og hold da kæft hvor kørte han hurtigt op ad den bakke. Hvis bare jeg kunne sådan noget hjemme på Langelandsgade. Puha.

Men egentlig ville jeg sige noget mere jordnært om cykler. Nemlig cykler i Aarhus!
For tiden er der placeret nogle fine plancher foran Rådhusparken i Aarhus. De fortæller om projektet om at gøre byen til en rigtig cykelby, og om det mere landsdækkende projekt med de såkaldte supercykelstier...hvilket er et awesome begreb! Det er alt sammen vildt spændende, og det lover i og for sig godt for byens fremtid, især for os økohippier der vitterligt ikke bryder sig om biler. Og sat sammen med den kommende Let-bane, åbningen af Åen, havneprojektet, bygningen af et nyt kulturhus og naturligvis hele Kulturby 2017 konkurrencen, ja så kan man virkelig fornemme at der sker noget i vores søde lille provinsby. Selv heroppe på boulevarden sker der spændende ting og sager - nærmere bestemt den snarlige konstruktion af en helt ny Skt. Anna Gade Skole.

Men for fanden...jeg er pissenervøs...nogle gange skeptisk.
For jeg har virkelig virkelig svært ved at turde tro på at det hele kommer til at lykkes. Det vil nemlig komme til at kræve at en masse andre ting også forandres på den helt helt rigtige måde. Især kræver udviklingen at folk, især pendlerne, begynder at stille bilen. Selve det faktum at der bliver bedre cykelstier og flere fut-toge er IKKE bæredygtigt og smart...det er det først når der er færre biler i byen, når pendlerne faktisk stiller bilen i Lisbjerg og tager let-banen eller cyklen ind til byen, når butikker og cafeer overkommer økonomisk krise og køber sig ind på de nye havneområder osv.

Men men men! Sker alt dette, ja så kan vi til gengæld se frem til en lysere, bedre og endda mere bæredygtig fremtid for Aarhus. De fleste dage bider jeg negle over disse udsigter, men en smuk forårsdag som i dag er det svært ikke at skimte håbet og finde bare en smule tro på det hele.

Modetøj og Forårsklassikere

Totallang vinterferie alligevel. Men hey, det er vel også "årets sandhed nr. 1" at det faktisk har været en VIRKELIG lang vinter efterhånden. Men nu har jeg i hvert fald nosset mig sammen til at skrive herinde igen. Jeg må dog konstatere, at heller ikke min fine ide om at skrive grundige analyser af tegneserier én gang om ugen kommer til at holde...det er sgu ligesom at lave lektier så! Vi er således back to basics igen. Blogging=hurtig proteinfattig sludren!

Jeg overvejer kraftigt at udvide min interessesfære endnu mere - nærmere bestemt til tøj og mode. Mest fordi det virkelig kunne være skægt at skrive om tøj uden overhovedet at ane en døjt om den slags. Det bunder i, at vi lige har haft 14 dages undervisning udelukkende om tøjmode - ja, det var så kandidatuddannelse i kunsthistorie jeg læste hvis nogen skulle være i tvivl. hehe. Nej, det er faktisk ret spændende for det meste, men jeg er bange for at jeg bliver skadet af at sidde på et hold fyldt med alt for modebevidste kønne piger. Jeg er så småt brudt ned og er begyndt at tale med om tøj i pauserne...jeg husker dog at råbe "patter" meget højt indimellem...bare så de ved...øhh...hvem der...bestemmer...eller...

Ellers er det jo blevet forår! Eller måske ikke så meget, men i hvert fald er cykelsæsonen startet for real! Ikke bare for mig selv (jojo man cykler da i stramme bukser ude i den friske luft til tider) men vigtigere; sæsonen er startet for alvor for de der professionelle cykelryttere. Og dermed for mig der kigger på dem på skærmen og følger med i hvem der klarer sig godt og sådan noget. Og det er FEDT! Årets Forårsdag i Helvede var vildt spændende, og selvom Cancellara vandt igenigen, var det spændende til sidste sekund. Søndagen inden var der jo så Flandern Rundt, og der var Cancellara endnu mere overlegen - han smadrede alle og Sagan var lykkelig for sin andenplads. På søndag står den på Amstel Gold Race og min über-cykelnørd-ven Stern har overbevidst mig om at MAN skal heppe på Gilbert...så det gør vi. (i al hemmelighed hepper jeg bare på alle danskerne...hvilket i øvrigt aldrig virker)

Til slut får i lige det her helt fantastiske billede af podiet efter årets Flandern Rundt. Cancellara hyldes som vinderen, men årets 2'er Peter Sagan nyder situationen på sin helt egen måde...

Jar of Fools – Jason Lutes

Ernie Weiss er en afdanket tryllekunstner. Han er ude af træning, bor usselt, er godt i gang med at drikke sine sidste penge op og når han ikke lige bliver smidt ud fra børnefødselsdage eller sover en brandert ud på en tilfældig bænk, bruger han sin tid på at være nedtrykt over tabet af kæresten Esther. Her skulle der gerne komme et ”men så møder han X og alting forandrer sig på mystisk vis”. På sin vis er det også netop dét der sker. Han render nemlig ind i sin gamle læremester Al Flosso (the Magnificient). Al er en gammel mand der måske ikke har glemt hvordan man tryller, men til gengæld har glemt hvordan man husker...Han stikker konsekvent af fra socialplejen, og denne gang beslutter vores helt Ernie at lade ham flytte ind for en tid.

Tilfældet vil at de ender sammen med den hjemløse small-time svindler Mr. Lender og hans datter Claire. Sammen er de udstødt fra samfundet – i hvert fald må de finde på en måde at klare sig gennem dagen og vejen på. Mr. Lender vil gerne have de to tryllekunstnere til at oplære Claire, så hun i det mindste kan vokse op med et talent der måske kan redde hende fra en alt for ussel tilværelse. Ingen tror rigtig på nogen god fremtid, og det hjælper ikke for Ernie at han hjemsøges af sin afdøde bror der druknede under et udbrydertrick – måske med vilje – måske ikke.

Der er altså lagt op til et anderledes eventyr med nogle ret så uvante karakterer i hovedrollerne. Jeg kan ikke lade være med at tænke på Tati's smukke film om l'Illusioniste, der også er omskabt til en meget stemningsfyldt tegnefilm for nogle år siden af Sylvain Chomet (anbefaling!). Fortælingen om den triste tryllekunstner der ikke kan overleve i denne moderne verden og langsomt synker mod bunden. Det er en god fortælling der måske nok gav bedre mening i 60'erne hvor tryllekunstnere faktisk stadig kunne huskes – i dag er det altså en meget svunden verden – men ikke desto mindre stadig kan være grobund for smukke tristesser krydret med et lille drys magi.

Og det er så min hovedanke i forhold til Jar of Fools. Der er ikke nok magi til at løfte fortællingen væk fra den rendyrkede tristesse. De er vitterligt ”fools” og historien finder kun frem til en vag moralsk ”happy ending” - ellers er det ren tragik. Det passer ikke mig særlig godt med rene tragedier, men især passer det mig dårligt at se chancen for magi forspildt. Det er i stedet den voksne, modne og pessimistiske fortæller (og forfatter givetvis) der har overtaget.

Jar of Fools er især blevet lovprist for sine rent formmæssige kvaliteter som tegneserie. Og med god grund. Jason Lutes eksperimenterer og leger med mediets muligheder, men uden på noget tidspunkt at bryde ud af rammerne (bogstavelig talt og i overført betydning). Det er velgennemtænkt og veleksekveret eksperimteren – det er faktisk ikke for sjov at Lutes leger med mediets muligheder. Det fungerer skidegodt når små ændringer i rammer afspejler forholdet mellem drøm og virkelighed, og Lutes får vist at han virkelig godt kan tegne – men uden at gå på kompromis med bogens stilrene udtryk. Der eksperimenteres, javist, men det er kølig og velovervejet. Jar of Fools egner sig således ekstremt godt som undervisningsmateriale hvor man virkelig kan vise hvordan tegneserier kan arbejde aktivt med deres eget medie.

Og så er Jar of Fools et ret godt sted at starte for folk der ikke normalt læser tegneserier. Det er måske en af grundene til den relativt pæne succes bogen har fået af flere omgange (samlet første gang i starten af 90'erne og igen i 2003).

Jeg kan ikke lade være med at ægre mig en smule over bogen. Ikke fordi den ikke fungerer, for det gør den. Måske nærmere fordi Jar of Fools ikke virker synderligt ny eller anderledes her i 2013. Den virker nærmest banal og simpel. Det er trods alt også Jason Lutes lidt tidlige værk, og han er nået meget længere som fortæller i hovedværket ”Berlin”. Måske er det også fordi historien om den deprimerede tryllekunstner simpelthen er meget lidt tegneserie-agtig. Det er en åndssvag grund, det ved jeg – men der er altså et eller andet over bogen der, paradoksalt nok, skriger ”jeg er en roman!”. Det er det ikke. Det er en tegneserie. Og heldigvis for det, for Jason Lutes kan godt skabe tegneserier. Men nogen magiker er han altså ikke. Mere magi til mig tak!

Gaming i vinterferien

Så blev det 2013 og min vinterpause fra bloggen er ovre. Jeg har fået skrevet et ganske underholdende 20-siders opgave om fortællinger i kalkmalerier – sammenlignet lidt med tegneserier naturligvis – men her i januar har jeg haft et helt andet projekt. Et projekt der foregår foran min dejlige xbox. Yeah.

Jeg er ikke en særlig nørdet gamer, og jeg har kun haft en konsol i knap 2 år, men jeg synes virkelig der er meget spændende at tage fat i. Det vælter mig fabelagtige spil på markedet, og det virker som branchen sprudler mere end eksempelvis film-branchen...i hvert fald når man ser på de store navne - ”Hollywood” begge steder.

Desværre har jeg en kedelig tendens til bare at spille Fifa 11 – fordi jeg vitterligt synes det er det mest awesome spil ever! Men jeg føler at jeg bør udnytte muligheden for virkelig at få nogle nye spændende oplevelser i stedet for ”bare” at spille. Derfor har jeg ”arbejdet hårdt” på at undersøge en skrækkelig masse spil som jeg har hørt godt om eller som har set bare en smule spændende ud. Demoer er blevet downloadet i hobetal, og jeg har nu fremstillet en vældig imponerende liste med titler og mine kommentarer (jeg ELSKER lister!).

Den skal jeg ikke kede offentligheden med...men jeg kan nævne højdepunkterne her. Og desuden kommer jeg nok til at gå lidt mere i dybden med nogle af spillene senere – også sådan mere analytisk. Det er nemlig skidespændende!

Limbo

I 2013 skal jeg gerne nå at gennemspille 5 spil jeg ikke har spillet før – sådan lyder udfordringen, og så skal spillene jo bare udvælges. Der kommer sikkert flere glimrende spil i løbet af året, men den dag kommer ikke foreløbig at jeg punger 550 kroner ud for et fucking spil. Så up to date har jeg ikke behov for at være!

Jeg havde allerede inden mine undersøgelser besluttet spil nummer 1. Limbo. Et banebrydende puzzle som i øvrigt er dansk produceret. Det udmærker sig ved for det meste at have en perfekt balanceret sværhedsgrad, et design der er helt vildt flot samt en lydside der er åndssvagt gennemført. Og så hænger det hele bare skidegodt sammen. Shit det er svært at slippe. Alle bør prøve kræfter med Limbo!

The Secret of Monkey Island

Spil nummer 2. The Secret of Monkey Island. New edition. Et efterhånden utrolig gammel point and click adventure spil som jeg simpelthen bare aldrig har fået spillet. Og det går jo ikke. Der var egentlig ikke nogen diskussion, og jeg glæder mig til sørøvere, eventyr og en skøn humor. Og så har jeg et lille håb om at lokke min kæreste (som er anti-gamer) med på vognen via dette spil. Gnæg gnæg.

Ilomilo

En puzzle mere, fordi det er overskueligt og ofte her der eksperimenteres, og spil nummer 3 blev det ultra-nuttede Ilomilo. 2 nuttede figurer der er forelsket i hinanden skal i hver bane blot finde frem til hinanden gennem fantasifulde 3-dimensionelle labyrinter. Der er ingen farer, ingen vold, kun farver, musik og glæde – og så frustrationer fra spillerens side til tider. Det surrealistiske og nuttede univers var i sig selv nok til at kapre mig.

Warp

De sidste to står stadig en smule til overvejelse. Spil nummer 4 bliver enten det temmelig anderledes action-puzzle spil Warp, eller også falder valget på det meget interessante rollespil-med-fortællerstemme Bastion. Spil nummer 5 bliver, som det eneste af spillene, et decideret stort spil. 

Bastion

Hvor de fire andre er xbox live-arcade spil med lave priser og fra mindre producenter, står valget til sidst mellem Fable III og L.A. Noire. Begge spil har jeg spillet halvejs igennem, og begge spil skal jeg jelt klart eje engang. Hvilket der bliver i år, ved jeg ikke endnu. Det første har humor og charme, mens det andet har en anderledes tilgang til de meget action prægede sandbox spil.

L. A. Noire

Som i kan se, har jeg gjort mig mange overvejelser, og der kommer sikkert også i sidste ende nogle kloge analytiske tanker ud af det. Yeah. Men først og fremmest er der i disse ovenstående syv spil mange timers fantastiske fortællinger og fede udfordringer. Hvis i er endnu mere bagud end mig, og ikke kender nogle af spillene – så se at komme i gang!  

Fable III