Northside - mest om musik, men også lidt om tegneserier

I weekenden var der Northside Festival her i Aarhus. Og det var fedt. Især fordi jeg var frivillig sammen med en masse søde mennesker, og så fordi jeg fandt noget god musik som jeg gerne vil høre mere af. Rigtig fedt. Men jeg er nødt til (det kræves af mig som blogger...) at give min kritik af årets festival. Og som også mange andre kommentatorer og bloggere har gjort opmærksom på, kan det sammenfattes til ét ord. Grådighed! For Northside var ikke hverken 'dårlig' eller 'uproffesionel' eller andre negative ord. Nej de var ganske simpelt blevet for grådige. Tre scener og næsten 30.000 mennesker på kun ca. 28.000 kvadratmeter...det er grådigt. Et skridt tilbage guys! Væk med den tredje scene, så man ikke skal høre to koncerter samtidig...og ned med budgettet så I kan nøjes med at sælge 20.000 billetter. BUM!

Nå, for nu at tale om musikken, så var der et par koncerter jeg gerne vil fremhæve.

Fredag åbnede Peter Sommer festivalen, og det gjorde de godt de kære drenge. Det var fedt at høre et par af numrene fra den forrige plade, og det var fedt at se hvor meget energi der også er live i de nye numre. Fed plade i øvrigt!
Senere spillede Teagan and Sara, og dem kan vi sagtens tage til os herhjemme. Det gjorde publikum også, og Rød Scene aka Teltet var faktisk overraskende kogende til en skøn koncert. Canada gogogo - Nu mangler vi bare KT Tunstall.

Lørdag var en sjov kombination af to usikre og to sikre. Alt-J og Eclectic Moniker er for mig to af de fedeste koncerter længe, og især Alt-J's plade bør alle købe.
Om aftenen var der så Nick Cave and the Bad Seeds samt selveste Flaming Lips. Førstnævnte leverede en nogenlunde identisk, men federe koncert på Roskilde '09, men skuffet kan jeg sgu ikke tillade mig at være...shit den mand er awesome.
Flaming Lips skulle basically have spillet flere af de numre jeg kender...basta. Men deres sceneshow var præcis lige så vanvittigt og overdrevet som jeg havde håbet på. En oplevelse for livet!

Søndag startede med et højdepunkt. Everything Everything fra England var helt vildt fede. Jeg havde ikke regnet med noget særligt, men jeg har nærmest fået mig et nyt yndlingsband. Der var så meget gang i den og han synger så fedt!
Fun beviste senere på dagen hvorfor de brager fremad på verdensscenen. Fede hits og medrivende performance. Alle var med!

Mange andre ting ville jeg gerne havde hørt - andre ting kan jeg simpelthen ikke rose. Bikstok var uinteressante og jeg nøjes med pladen. Phoenix har noget, men mindst halvdelen af det de laver er bare for kedeligt til at spille live. Kashmir gav jeg ikke nok opmærksomhed, men der er jo bare begrænsninger på hvor publikumsvenlige de kan blive med Kasper Eistrup som frontfigur. Jeg er dog ikke skræmt væk af det nye...og når man nu har alle de andre plader...hehe.

Det er en festival der passer mig rigtig godt. Sove derhjemme, nemt at blive frivillig (aka gratis billet) og totalt fokus på musikken. Men for fanden hvor undrer jeg mig over at alle andre gider det...der er jo stort set intet andet indhold end musik og øl, og hvis man er vant til Roskilde eller Skanderborg, må Northside da være en flad fornemmelse. Tja, jeg hepper på dem, og så længe den humlebi flyver videre skal jeg nok flyve med.

- Flexitron

Nå ja, tegneserier. Stinestregen lavede tegninger under hele festivalen, og det var vildt fedt. I hvert fald for os andre. Jeg håber hun også selv nød det. Den med "i nat bliver det sommer" er stadig det sjoveste indslag hele weekenden. Se HER.

"Prophet" af Brandon Graham

Da jeg læste "Saga" af Vaughan tænkte jeg, hold kæft det her er spacy og sci-fi og fantasy på den vilde måde. Jeg synes altid det er modigt at sætte sig for at skabe en virkelighed stort set fra bunden - og det er jo netop det Fantasy og ofte Sci Fi prøver på. Det er så sjældent det lykkes til fulde, og jeg tror vi skal tilbage til "Inkalen" i tegneseriehistorien for at finde det seneste mesterværk der lykkes med dette.
...Men bare tre sider af "Prophet" og jeg var allerede blæst bagover!

Vi kyles med det samme direkte ind i en verden af fremmede planeter, makabre væsener og et sprog der insisterer på at være storladent ad helvede til. Det er faktisk så vild en oplevelse at jeg slet ikke er sikker på jeg kan lide den. Hver gang man bladre skal man forholde sig til adskillige nye racer af væsener, og vi hjælpes overhovedet ikke på vej. Tricket er, at vores helt heller ikke kender den virkelighed han befinder sig i, men han er til gengæld uovertruffen til at tilpasse sig...det kræver næsten at læseren også er det. Og det er den ægte fantasy-læser naturligvis!

Jeg blev ofte i tvivl om præcis hvad der foregik, men jeg er ret sikker på, at det også handler om at der er starten på et længere epos. Vi skal naturligvis introduceres for en skrækkelig masse i starten. Jeg har dog fanget at det hele handler om figuren John Prophet som skal redde menneskenes verden...eller måske nærmere genoprette den.
Og her begynder det allerede at lugte lidt af førnævnte mesterværk. I Moebius og Jodorowskis fabelagtige "Inkalen" hedder hovedpersonen John Difool, og i modsætning den ret storladne tredjepersons ental omtale vi har af "profeten" John, er fjolset i "Inkalen" konstant sludrene, og helst om sig selv.
Samme serie er det altså ikke, men der er tydeligt at der er skelet en smule i den retning. Ligesom der ganske givet også skeles til mange andre ting. Det er helt som det skal være.

En anden interessant ting man kan sige om serien her er, at omend der endnu ikke er introduceret nogen egentlig humor eller skarphed i dialogerne, ja så er der i hvert fald en ret spøjs metabevidsthed der kommer til syne når "Prophet" leger med sin egen genre og dens klicheer - især som ovenfor hvor vi ser hovedpersonens 'inventory' som var vi igang med et sci-fi computerspil. En gimmick der bruges flere gange, og faktisk er med til at redde serien fra at blive helt opstyltet i sin storladenhed. Der er stadig plads til andet en store afstande mellem planeter og oldgamle forudsigelser...

Og så er det fandme flot!
Hele vejen igennem. Der sker noget nyt på hver eneste side, og farvepaletten presses til yderpunkterne ofte. Det samme gør såvel forfatterens og tegnernes fantasi som læserens egen...vi skal jo prøve at følge med. For som genrens navn antyder, så er det virkelig fantastisk det her. Der er intet almindeligt til stede, og det er bare med at hoppe på vognen og prøve at nå at se alt det spændende der suser forbi én.
Jeg er ikke overbevist endnu, men jeg er simpelthen nødt til at følge "Prophet" lidt længere. Prøv det!

- Flexitron

"Saga" af Vaughan og Staples

Tidligere har jeg kigget lidt på et par af de amerikanske serier som man måske skal lægge lidt mærke til. Crime Noir/science fiction/andre fede ting "Fatale" af Brubaker. Se HER. Især var jeg glad for Marvels nye "Hawkeye" af Matt Fraction. Den er virkelig sjov - se eksempler HER.
Nu har jeg fået læst de to andre serier som har fået meget opmærksomhed i år. Blandt andet "Saga" af Brian K. Vaughan og Fiona Staples. En ret funky galaktisk fantasy-ting.

Oplægget er en art Romeo og Julie. Vore to helte er forelskede, men er beklageligvis fra hver deres planet - to planeter der har hadet hinanden siden...lang tid i hvert fald. Historien starter hvor deres forhold altså er endt i det forhold nu ofte ender i - en baby! Der er et eller andet sejt ved et barn født af to bekrigende folk, og det er alle andre også enige i. Så vore helte er forfulgt fra de første sider. Bum.

Som en ekstra corny detalje er fortællerstemmen naturligvis barnet selv...engang i fremtiden. Den ovenstående side er et glimrende eksempel på balancegangen mellem vulgaritet, humor og total meget dybde. Teksten i kursiv er ren dyyyb kliche, men selve scenen mildest talt står i kontrast til dette. Denne balance er svær, men når det lykkes er det altid megafedt. Som i de gode afsnit af de gode sit-coms. Og det lykkes altså rigtig rigtig godt i Saga.

 "nå da da, det lyder godt nok som en ret almindelig serie". Nej! Saga er måske funderet i en ret klassisk fortælling (hvad fanden er ikke det?) men meget hurtigt hives vi rundt i et univers (bogstavelig talt) fyldt med sære væsener og langt ude situationer. Det er vanvittigt hvor forskellige motiver og stemninger Fiona Staples har skulle hive op af hatten. Her ovenfor ses eksempelvis en af de andre hovedpersoner...et, øhh, tv som hoved og så sidder han (?) lige og skider mens han læser lægeroman eller sådan noget. (er benene grå?)

Er der så ikke noget action, spørger du. Bevares, baby på armen eller ej, så skal der jo stadig smadres bad guys. Hende her på billedet smadrer man dog ikke lige sådan vupti. Som der står bag på bind 1 er Saga en ret sexet serie - nu har jeg allerede vist bryster på to af fire billeder...men det er bare som om det er sexet på en lidt sær måde dog.

Sær...eller faktisk decideret surrealistisk! Hvad fanden er det der for en tegning!
Jeg er helt tosset med Saga, og jeg glæder mig virkelig til at få fingrene i de næste bind når de så småt udkommer. Brian K. Vaughan kan godt skrue en historie sammen, men jeg er alligevel spændt på om den her kommer til at gå hele vejen. Det ligner et mesterværk, men puha hvor er der lang vej endnu. Tænk på "Y The last Man" en serie der virkelig, i lang tid lignede et mesterværk - men så falmede den sgu bare en smule sådan i sidste tredjedel. Jaja, jeg er ikke ekspert i de hersens amerikanske tegneserier, men Saga virker som en gal ven jeg gerne vil lære bedre at kende!

...seriøst. Efter få sider smækkes den her i hovedet på os... Jeg er vild med det!

- Flexitron out

Copenhagen Comics - Indkøbene

Årets fangst på Copenhagen Comics. Jeg har naturligvis tænkt mig løbende at komme med små anmeldelser af de fleste af værkerne, men her er lige lidt generelle ord om udvalget.
Det var jo sindssygt svært at vælge. For vælge det skulle jeg. Så længe man er studerende, er det en kunst at tage på bogmesser. Faktisk er det nærmest ikke rart. Jeg havde dog lagt lidt til side og i øvrigt ikke købt tegneserier i mange måneder. Så jeg måtte godt købe lidt ind. Men der var bare så skrækkelig meget jeg gerne ville købe. Jeg gik mange gange rundt mellem standene og opførte mig som Jensens faldende konge (litterær reference fordi jeg er sej).

Nederst i venstre på billedet ses noget der ligner to aviser. Det er gratis samlinger af mange forskellige tegneserier, så det var ikke den store udgift. Til gengæld holder de næppe evigt. Kuti Kuti er finsk, men her er det så halvt dansk også. StribeSatire giver vel sig selv, men i hvert fald var det trykt i forbindelse med en ganske fin udstilling om det samme som var at finde på festivalen.
Blindtofte af Richard Thompson ligger ved siden af. Mest fordi den kostede 40 kroner i Fantasks bod, men også fordi det virkelig er en genial og morsom stribe.
Kulkælderen 1 er den første antologi fra tegnestuen af samme navn, og den ser faktisk rigtig lovende ud. Impulskøb, men en oplagt mulighed for at sludre med ægte levende tegnere.
I midten ses årets danske tegneserie i en flot blå farve med de vanvittige streger der udgår fra Mårdøn Smets hånd.
"Robots" står der på et hæfte. Det er en antologi fra den britiske forlag Accent UK. Hvad antologiens tema er, må man selv gætte.
Midt i lyskeglen ses Martik Flinks "The Man of Glass". Den blev udgivet for et par år siden på selvsamme engelske forlag. Jeg havde den faktisk i hænderne til sidste festival, men glemte at købe den. Nu fik jeg det gjort!
Ude i siden til venstre ses mit hjertebarn: Scott Pilgrim. Jeg har læst de bøger så mange gange, og det er måskemin yndlingstegneserie overhovedet! I hvert fald var det efterhånden blevet pinligt at jeg kun ejede bind 4-6, så nu måtte jeg have fat i de første 3. Endelig. De er allerede (gen)læst.
"Speedy Ortiz Dør" af Jaime Hernandez var nok det store køb for mig. En rimelig berømt, ja nærmest maistream tegneserie som jeg aldrig (som i: "aldrig") har fået læst bare en side af. Det er totalt pinligt, og der er steder jeg ikke tør komme af bar skam. Så nu måtte jeg igang. Jeg måtte beklageligvis starte ud med forrige års udgivelse, selv om Aben Maler jo lige havde fået trykt det næste bind til årets festival...lidt bagud er jeg vel...også fordi serien egentlig er tilbage fra slutfirserne...
Oppe øverst ligger en nyklassiker; "Bedemandens Datter" af Alison Bechdel. En vaskeægte graphic novel. Og den havde jeg af en eller anden grund aldrig fået købt før. Men det er dælme en god bog.
"Min fars dagbog" af Jiro Taniguchi og "Ellers går det godt" af Maren Uthaug. Den store stjerne fra Japan og den unge debutant. To drøngode bøger, og så er der ikke sagt for meget. Ej seriøst jeg synes Maren er sjov! Tjek hendes blog.

Rundt omkring ligger der en masse små pixibøger. Det er Aben Malers 676 udgivelser. Eller i hvert fald 10 af dem. Det er billig og god måde at få et kendskab til en masse af de danske tegnere, og når man ikke har råd til alle de dyre bøger, var det her en fed måde at udforske lidt på.

Det var vidst også det. Bortset fra "Fantasmagori" 9 og 10, "Eks Libris" (med bonus-kat) samt Fredrik Strömbergs bog "Hvad er en Tegneserie" som alle er ting jeg skal anmelde. Så snart jeg lige har rettet og printet min fine opgave om gravmonumenter i barokken...

- Flexitron

Hvem vandt så Ping Priserne 2013 - få svaret her!

I lørdags var der awardshox på Lille Vega. Folkene bag Pingprisen havde en del at leve op til efter et glimrende og professionelt arrrangement sidste år. Godt nok kedede jeg mig bravt dengang, men sådan er det når man ikke kender et øje. I år var denne del klaret langt bedre, så allerede her var oddsene gode. Og alt i alt må man sige at standarten er lagt for awardshows blandt nørder. Det var faktisk decideret underholdende til tider. Anders Lund Madsen var vært (sammen med navnkundige Felix Rothstein), og omend han ikke er så høj som på tv (ja, det er sådan noget man siger...) var han virkelig sjov og velforberedt. Blandt andet havde han fanget hvor meget han faktisk kan tillade sig i netop dette selskab, og de fjogede kommentarer gik lige til grænsen i flabethed. Superfedt!

Og apropos menneskers højder, ja så er jeg nok nødt til at nævne vores allesammens helt Jakob Stegelman. Han vandt årets ærespris og han holdt en flot tale om hvorfor han slet ikke burde have den. Vi var heldigvis ligeglade alle sammen, og han måtte pænt takke ja alligevel. Og så kom aftenens højdepunkt: Jakob Stegelman stående ved siden af Anders Lund Madsen! Shit der er højdeforskel!

Nå nok om det, det vigtigste i løbet af aftenen var nok de to udenlandske vinderes takketaler som blev læst op på scenen. Dem vil jeg dog ikke sige mere om, men i stedet bør DU smutte ind på Forlaget Aben Malers hjemmeside og læse hvad Steffen har skrevet derinde. Der finder du også de to taler, så jeg kan straks bevæge mig over til dagens egentlige pointe...mine forudsigelser!

Den opmærksomme læser (mon jeg har sådan nogle?) vil allerede nu have opdaget at, ja, Felix Paulsen aka Flexitron gættede søreme rigtig i 6 ud af 6 priser - det svarer ca. til 100 procents nøjagtighed. Jeg skulle sgu have spillet penge på det!
Faktisk har jeg som skribent for Nummer9.dk også stemt til æresprisen - og ja, jeg stemte søreme på den herre Stegelman. Så 7 ud af 6 må det hedde!

Faktisk er jeg en anelse stolt, men lidt heldig var jeg altså også. For der var ikke mange af priserne der var afgjort på forhånd. Det var et rigtig stærkt felt og alle de nominerede havde naturligvis fortjent en pris! Det er nogle gange uheldigt hvis to fantastiske tegneserier udgives samtidig, for så mange købere er der trods alt heller ikke. Jeg skal nu nok sørge for at få læst alle de nominerede før eller siden.

Årets vinder blev Mårdøn Smet og hans opsamlende værk Stig og Martha. Tidligere om lørdagen havde jeg stået og købt bogen af ham og fået en lille tegning, så jeg kan med glæde kalde mig ejer af årets danske tegneserie. Den er også bare vildt flot!

ps. svaret på hvem der egentlig vandt Ping: det gjorde JEG! Ellers kan jo kigge HER

- Flexitron

Copenhagen Comics - En nørds dagbog (gæt referencen!)

Så kort kan det siges: SÅ god var min oplevelse af Copenhagen Comics. Ja faktisk endnu bedre, for jeg hjembragte også adskillige anmeldereksemplarer, men det vil blive tydeligt på Nummer9 i den nærmeste fremtid.
...Ja okay, så hjembragte jeg også andet end en stor indkøbspose...men det er nu altså tegneserierne der er dem det trods alt stadig handler om. Trods alt!

Når man kommer hele vejen fra Aarhus, kan man ligeså godt gøre det til en miniferie, og som sagt så gjort. Fredag morgen kvart over seks bevægede jeg mig ned til bussen mod Kbh. Fredag dag var der nemlig seminar om tegneserier på Københavns Universitet, og den slags går jeg ALDRIG glip af. Faktisk har jeg været stamkunde til akademiske tegneseriearrangementer så ofte, at overraskende mange af de ægte forsker-typer efterhånden hilser på mig! Men altså, jeg holder også sjældent min kæft.
Det var et ganske fint seminar, og især oplægget lige inden jeg kom skulle have været rigtig spændende...sørens. Men alt i alt var det en dejlig dag, og jeg har til stadighed kun oplevet det nye KUA i smukt forårsvejr. Og så er det altså et dejligt sted.

Lørdag klokken meget tidligt drog jeg med min med-nørd ind til Øksnehallen for at hjælpe med at gøre klar. Vi var nemlig FRIVILLIGE. Intet mindre. Det viste sig hurtigt, at det var der også andre der var. Ret mange faktisk. ca. 80 faktisk. Så det var jo egentlig meget fedt. Det betød at der på intet tidspunkt under festivalen var sådan egentlig run på for de frivillige. Vi var simpelthen godt dækket ind, og det var bare total sejt! Jeg er stolt over mit nørdede miljø! Og nåja, så hjælper det da også at de andre var søde og rare og dejlige at arbejde sammen med.

Faktisk brugte jeg en del tid på at kigge på stande og sludre med andre nørder. Jeg fik mig et par nye venner, og jeg fik beundret tegnende tegnere i flæng. Der er åndssvagt mange dygtige folk samlet på ét sted. Emmanuel Guibert er et ret godt eksempel på dette. En vanvittig dygtig kunstner, og så viste det sig endda at han simpelthen er rigtig rigtig rar og tålmodig. Stjernenykker er naturligvis ret anakronistisk i tegneseriesammenhæng, men det er alligevel forfriskende når disse såkaldte stjerner bare befinder sig godt på en festival - i hvert fald hvis de får lov at tegne. Og Guibert stoppede sgu aldrig med at tegne - jeg tror ikke han var stoppet der søndag aften halv ni da jeg endelig forlod en næsten tømt Øksnehal. Dejlig mand!

Der var også andre søde og dygtige folk, og jeg er glad for at have mødt de seje upcoming stjerner fra eksempelvis tegnestuen Kulkælderen samt slænget fra Ondskabens Flydende Vatikan. At se Anke Feuchtenberger stå og hygge sig med at male en hel væg mens hun lyttede til musik var en ret fed oplevelse. Og pludselig at stå ved siden af Jiro Taniguchi var bestemt ikke noget jeg troede jeg nogensinde skulle opleve.

Sådan kunne jeg vel ret beset blive ved og ved længe, men jeg vil slutte for nu. Senere vil jeg lige kigge lidt nærmere på de der tegneserier som jeg så investerede i. Og så er jeg nok nødt til at følge op på mine forudsigelser af Ping Prisen. For det var dælme også en flot aften med mange fine ord.

- Flexitron (eller Felicious?)

Mens vi venter på Hawkeye - mere Eisner Award

 En anden ny serie der har fået rigtig meget opmærksomhed til årets Eisner Award nomineringer er Marvels Hawkeye -  skrevet af Matt Fraction og tegnet af David Aja. Generelt er det en serie der virkelig har fået meget opmærksomhed. Bl.a. af meget viise Cav Bøgelund. Se hans blog HER hvor han, i billeder, gennemgår hvorfor serien er Awesome.

I modsætning til mit held med Fatale og bibliotek.dk, kan Hawkeye altså endnu ikke findes på de danske biblioteker...da der simpelthen ikke er udkommet en tradepaperback endnu! Mine damer og herrer, for første gang nogensinde er jeg bare en smule med på beatet! Oh yeah! Der var således ikke andet at gør for mig, end at gå ned i Stribeladen i Jægergårdsgade og nuppe deres sidste hæfte nummer 1. En stor dag, da det simpelthen er første gang nogensinde at jeg har investeret i et superheltehæfte fra ny. Udover Anders And og Basserne, tror jeg egentlig slet ikke jeg har nogle hæfter...aktualitet har aldrig været min stærke side.

Men når man nu vil forstå en hype og i øvrigt gerne vil opfattes som "sådan en der ved hvad der rør sig i tegneserieverdenen" så var det jo en nødvendighed at læse i hvert fald en smule Hawkeye.

Og umiddelbart er jeg sgu lige så solgt som alle andre. Serien er dejlig anderledes end alt andet superhelte-gøgl jeg før er rendt ind i. Hvilket jo giver god mening når man tænker på at Hawkeye ikke som sådan er...super. Til gengæld har han super-humor...okay det var plat sagt...men altså serien er virkelig sjov! På en lige så funky, men knap så popsmart måde som Spider-Man på en god dag.

Det her er simpelthen en af de sjoveste og bedst øhh... orkestrerede (!) billeder jeg længe har set i en tegneserie. Og det er blot et lille billede i hjørnet af siden.
Men jeg siger "anderledes" og jeg siger "sjov"; hvad skal det nu egentlig betyde? Ja, det er temmelig begrænset hvad man sige om en serie efter så lille en bid af den, så ret mange flere tillægsord (eller andre ord) vil jeg helst ikke postulere. Men jeg vil sige, at hvis serien holder den standart i humor og skævhed OG samtidig lykkes med at skrue nogle veldrejede historier sammen, ja så skal jeg gerne blive fan.

Nå ja, så slåsser de også til tider...men som det ses her, er der en god portion selvironi til stede.