Jar of Fools – Jason Lutes

Ernie Weiss er en afdanket tryllekunstner. Han er ude af træning, bor usselt, er godt i gang med at drikke sine sidste penge op og når han ikke lige bliver smidt ud fra børnefødselsdage eller sover en brandert ud på en tilfældig bænk, bruger han sin tid på at være nedtrykt over tabet af kæresten Esther. Her skulle der gerne komme et ”men så møder han X og alting forandrer sig på mystisk vis”. På sin vis er det også netop dét der sker. Han render nemlig ind i sin gamle læremester Al Flosso (the Magnificient). Al er en gammel mand der måske ikke har glemt hvordan man tryller, men til gengæld har glemt hvordan man husker...Han stikker konsekvent af fra socialplejen, og denne gang beslutter vores helt Ernie at lade ham flytte ind for en tid.

Tilfældet vil at de ender sammen med den hjemløse small-time svindler Mr. Lender og hans datter Claire. Sammen er de udstødt fra samfundet – i hvert fald må de finde på en måde at klare sig gennem dagen og vejen på. Mr. Lender vil gerne have de to tryllekunstnere til at oplære Claire, så hun i det mindste kan vokse op med et talent der måske kan redde hende fra en alt for ussel tilværelse. Ingen tror rigtig på nogen god fremtid, og det hjælper ikke for Ernie at han hjemsøges af sin afdøde bror der druknede under et udbrydertrick – måske med vilje – måske ikke.

Der er altså lagt op til et anderledes eventyr med nogle ret så uvante karakterer i hovedrollerne. Jeg kan ikke lade være med at tænke på Tati's smukke film om l'Illusioniste, der også er omskabt til en meget stemningsfyldt tegnefilm for nogle år siden af Sylvain Chomet (anbefaling!). Fortælingen om den triste tryllekunstner der ikke kan overleve i denne moderne verden og langsomt synker mod bunden. Det er en god fortælling der måske nok gav bedre mening i 60'erne hvor tryllekunstnere faktisk stadig kunne huskes – i dag er det altså en meget svunden verden – men ikke desto mindre stadig kan være grobund for smukke tristesser krydret med et lille drys magi.

Og det er så min hovedanke i forhold til Jar of Fools. Der er ikke nok magi til at løfte fortællingen væk fra den rendyrkede tristesse. De er vitterligt ”fools” og historien finder kun frem til en vag moralsk ”happy ending” - ellers er det ren tragik. Det passer ikke mig særlig godt med rene tragedier, men især passer det mig dårligt at se chancen for magi forspildt. Det er i stedet den voksne, modne og pessimistiske fortæller (og forfatter givetvis) der har overtaget.

Jar of Fools er især blevet lovprist for sine rent formmæssige kvaliteter som tegneserie. Og med god grund. Jason Lutes eksperimenterer og leger med mediets muligheder, men uden på noget tidspunkt at bryde ud af rammerne (bogstavelig talt og i overført betydning). Det er velgennemtænkt og veleksekveret eksperimteren – det er faktisk ikke for sjov at Lutes leger med mediets muligheder. Det fungerer skidegodt når små ændringer i rammer afspejler forholdet mellem drøm og virkelighed, og Lutes får vist at han virkelig godt kan tegne – men uden at gå på kompromis med bogens stilrene udtryk. Der eksperimenteres, javist, men det er kølig og velovervejet. Jar of Fools egner sig således ekstremt godt som undervisningsmateriale hvor man virkelig kan vise hvordan tegneserier kan arbejde aktivt med deres eget medie.

Og så er Jar of Fools et ret godt sted at starte for folk der ikke normalt læser tegneserier. Det er måske en af grundene til den relativt pæne succes bogen har fået af flere omgange (samlet første gang i starten af 90'erne og igen i 2003).

Jeg kan ikke lade være med at ægre mig en smule over bogen. Ikke fordi den ikke fungerer, for det gør den. Måske nærmere fordi Jar of Fools ikke virker synderligt ny eller anderledes her i 2013. Den virker nærmest banal og simpel. Det er trods alt også Jason Lutes lidt tidlige værk, og han er nået meget længere som fortæller i hovedværket ”Berlin”. Måske er det også fordi historien om den deprimerede tryllekunstner simpelthen er meget lidt tegneserie-agtig. Det er en åndssvag grund, det ved jeg – men der er altså et eller andet over bogen der, paradoksalt nok, skriger ”jeg er en roman!”. Det er det ikke. Det er en tegneserie. Og heldigvis for det, for Jason Lutes kan godt skabe tegneserier. Men nogen magiker er han altså ikke. Mere magi til mig tak!