Fortællinger i Hulemalerier - The Sanctuary

 The Sanctuary af Nate Neal er den voldsomme historie om en lille gruppe hulemennesker der levede for omtrent 30.000 år siden et sted i det vi i dag kalder Europa. Vi lærer denne stamme at kende gennem flere af personerne, men især stifter vi bekendtskab med stammens ”kunstner” eller hvad vi skal kalde ham. Det er ham der maler de navnkundige hulemalerier med bisonokser og spyd og det hele. Denne position er den laveste i grottens sociale hierarki, og han udfylder udelukkende et rent praktisk rituelt formål – nemlig at dokumenterer når en af jægerne har fået nedlagt en bison eller et andet dyr. Selv må han vente pænt på, at de andre har spist og så bare håbe at der er rester tilbage.

Men igennem fortællingen opdager vores hovedperson gradvist andre måder at anvende, ja ligefrem udnytte sine kunstneriske færdigheder på. Og det er her historien begynder at blive rigtig interessant.

For tricket er, at de her hulemennesker ikke rigtig har et sprog – altså de har nogle guterale lyde og man genkender hurtigt visse af disse ”ord” som klare begyndelser til et egentligt sprog. Men det er et sprog der består af ordrer og konkrete betegnelser for ting og personer, og det hele understøttes af pegen og kropssprog. Med et sådant mangelfuldt sprog er der én ting som ikke er muligt: At fortælle historier!

Og det er dét vores helt så småt begynder at forstå noget af. Han finder ud af, at han ved at tegne hændelser på grottens vægge, hændelser der faktisk har fundet sted, ja så kan han få andre til at huske disse hændelser. For det at fortælle en historie er et nødvendigt redskab hvis man skal kunne erindre noget – og dermed forstå – og dermed lære noget af det.

Nate Neal er således ude i et ærinde der lugter relativt intellektuelt, men som jo netop slipper for helt at blive det. Han undersøger nemlig menneskets, sprogets og fortællingens udvikling helt tilbage til den tid hvor vi alligevel aldrig kan komme ret meget nærmere et svar end hvad de her hulemalerier fortæller os. Og så er det langt hen ad vejen lige meget om man så er kunstner eller videnskabsmand. The Sanctuary minder på mange måder om Merete Pryds Helles fantastiske bøger Hej Menneske som også behandler menneskets fortid meget aktivt. Pryds Helle er faktisk gået skridtet videre, og læser arkæologi på universitetet, bland andet vel for at skabe et bånd mellem hende selv som kunstner og hende selv som videnskabskvinde. Det har resulteret i en bog der egentlig er baseret på helt up to date videnskabelige konklusioner, men samtidig er en roman. Hun viser hvordan det ikke rigtig giver mening, og slet ikke i en formidlingssituation, at adskille de faktuelle opdagelser helt fra alle de forestillinger og fortællinger om dette fortidsmenneskes liv. Fortællerstemmen (såvel som forfatteren selv velsagtens) forsøger egentlig at skrive et speciale om fundene, men kan ikke undgå at ”digte” videre med udgangspunkt i det konkrete data.

Det kan lyde som om The Sanctuary er sådan en svært tilgængelig bog – en bog hvor man helst skal interessere sig for menneskets historie for at blive glad for at læse. Men det er jo netop langt fra tilfældet! Bevares, man skal vænne sig til at der ikke er noget egentlig tekst, og det nytter ikke noget at skøjte gennem bogen, men det gør det jo altså sjældent i særlig mange bøger. Faktisk er bogen her på mange måder enormt intuitiv at læse, og hvis bare man leger med fra starten af, ja så vil enhver kunne læse den her bog. Sågar hulemennesker! (badumtchi)

Og for at vende tilbage til vores hovedperson, altså kunstneren; han bevæger sig altså frem igennem de forskellige måder hvorpå kunsten kan udnyttes og anvendes. Han udfylder først en praktisk plads i samfundet, senere finder han ud at fortælle historier der kan få de de andre til i fællesskab at huske og derved komme i tanke om nogle sandheder, han når sågar derud hvor han kortvarigt bliver i stand til at bruge kunsten at tegne på væggen til sin egen, og udelukkende sin egen, fordel. Ja, faktisk er noget af kunsten bare til for kunstens egen skyld, og således sluttes kredsen af muligheder for kunsten. For samfundets opretholdelse, for sandheden, for egen vinding og for kunsten selv – og som Nate Neal selv siger det i kolofonen...så skal disse kategorier ikke nødvendigvis altid findes i denne rækkefølge!

Det tog mig lidt i forskellige retninger, og grundlæggende vil også bare endnu engang gerne anbefale en tegneserie som er temmelig god faktisk. Og måske er der igen tale om en tegneserie som ikke er sådan decideret kendt af alle. Jeg håber at andre får glæde og inspiration af Nate Neals første egentlige graphic novel fra 2010.  

Bogen kan findes HER  hos forlaget Fantagraphics som også stod for Artichoke Tales (som jeg har skrevet om i sidste uge jo) som ligeledes kan købes HER