Den rene krig – Artichoke Tales

Artichoke Tales hedder Megan Kelsos første rigtige værk i graphic novel-størrelsen. Den er noget så sjældent som en tegneserie om krig. Ikke fordi der aldrig er krig i tegneserier, bestemt ikke, men fordi det er krigen selv det handler om i Artichoke Tales. En fortælling om krig vil ofte handle om noget andet end krigen selv, men så have krigen som scene eller krigen som baggrund. En fortælling om kærlighed på trods af krig, om naturfolkets sejr over overmagten, om frihedens kamp mod de der onde!

I Artichoke Tales er der også forelskelse og kærlighed, der er tradition over for fremskridt, der er monarken og de altid problematiske skatter. Men ikke desto mindre er det selve krigen mellem to dele af ét folk som er centralt for hele handlingen. Vi træder ind i en verden bestående af et velafgrænset ”nord” og ”syd”. De varme bakker og bjerge mod syd hvor folkene lever af at samle naturens ting i skovene i bakkerne. De kolde kyster i norden hvor man lever af fisk og hvad havet ellers giver.

Vi følger familien Quicksand i tre generationer bestående af Brigitte, datter af Ramona som så er datter af Charlotte. En familie af apotekere fra den sydlige by Fork. Charlotte der som barn flyttede fra syd til nord, men kommer tilbage igen og slår sig ned med sin mand Jimmy fra nord. Hun er mor til Ramona der aldrig bliver gift men i stedet ender med at slå sig ned som Shrine-keeper eller præstinde eller hvad vi skal kalde det. Hun når dog at give efter for de mange romantiske angreb fra den lokale digter Dorian og ud af dette kommer Brigitte. Charlotte må passe Brigitte, og forholdet mellem Charlotte og Ramona er mildest talt dårligt. Brigitte selv er velsagtens vores bogs hovedperson og vi følger hendes forelskelse i Adam, en soldat fra norden – og så følger vi med når Brigitte får fortalt historien om Landet og om Krigen.

Gennem hele fortællingen iblander der sig et spor der kunne minde om en fortællerstemme. Men det er ikke en egentlig fortællerstemme; i stedet er det digtene som Dorian har skrevet. Digte om krigen – om ufreden mellem de to folk i Landet. Disse digte er vel rettelig ”tales”, nærmere bestemt; Artichoke Tales. Det er med til at give hele fortællingen et ekstra præg af noget poetisk, noget fint, noget næsten skrøbeligt. Jeg siger ekstra, fordi denne skrøbelige poetiske stemning først og fremmest kommer til orde (lol) i billederne – i Megan Kelsos streg. Som hos eksempelvis John Porcellino (se HER) er stregen naivistisk og ekstremt simpel. Der er ikke mange skraverede flader og mørke baggrunde. Men Kelso er i stand til at spille på to heste samme tid, og hendes tegninger er således fyldt med detaljer og dybde. Det er svært at begribe hvordan så lidt kan udgøre så meget indhold, men noget af det ligger nok i hendes brug af bløde og runde former, som udover at skabe de mest fabelagtige skyer, også er med til at give fortællingen der der skønne magiske, middelalderlige fantasy-look – helt uden at gå på kompromis med den rene streg.

Men først og fremmest er Kelso bare virkelig virkelig dygtig. Det er så gennemført en stil på mange måder. Så selvom alle karakterer virkelig ligner hinanden og næsten ingen detaljerede træk har, ja så forstår Kelso at understrege deres personligheder hver især med utroligt sparsomme midler. Adams 4-8 fregner i ansigtet eller Dorians hage og næse som er en anelse længere end de andres. Og man er aldrig i tvivl!

Det fantastiske ligger for mig at, i at blande netop denne stil med dette tema. Naivistisk, men dog ren streg møder Krigen som grundvilkår. Det flytter eksempelvis al fokus væk fra krigens vold og destruktion – i stedet ser man krigens som splittelsen af et folk i to. Artichoke Tales er poetisk i sit udtryk og rolig i sin tone, men den er samtidig ulmende i sin følelse og hård i sin stemning. Og jeg synes det fungere hamrende godt.  

Nå ja, og læg mærke til at det klassiske stiliserede hår som folk ofte har i tegneserier her hos Kelso er trukket helt til sit yderste. Personerne har simpelthen artiskokker på hovedet. Eller de er artiskokkerne selv. Med skal og kød og hjerte. 

Nye Tider på Bloggen - Kvalitet er det nye Sort

Nu har jeg i lang tid kørt den her blog med et klart koncept; at læse så mange tegneserier som jeg overhovedet kan nå og så skrive en lille anbefaling (eller advarsel) om hver enkelt. Jeg har læst gennemsnitligt én tegneserie om dagen, og det må siges at være mit livs rekord! Bloggen er så godt nok først blevet opdateret hen mod weekenderne og sådan, men der har da været et vist konstant flow af korte middelmådige beskrivelser af tegneserier. 

Det har sådan set været fedt nok, men nu er jeg klar til at fylde en smule mere indhold på tror jeg. Så som overskriften hentyder til: kvalitet frem for kvantitet fra nu af! ...Altså det kommer til at lyde helt vildt...det er det jo nok ikke. For det første skal der nok komme relativt meget indhold herinde, og for det andet skal jg altså også lige øve mig lidt før jeg bliver decideret sej til at skrive "kvalitets-blogs"...hvad det så end vil sige. hehe

En ordentlige afslutning skal kvantiteten da lige ha! I de forgange uger har jeg fået læst knap så mange tegneserier pga. mit meget spændende foredrag hos Talerøret, men jeg har da fået læst noget trods alt:

Finder bind 1 af Carla Speed McNeil  -  En anderledes science fiction fortælling der måske skal have lov at komme lidt igang. Jeg er i hvert fald ikke solgt totalt til den. 

Stella af Søren Winther Nørbæk  -  Altså hvor tit render man ind i en helt ny dansk tegneserie, sågar en debutant, og sågar i albumformat (dog hardcover). Flotte farver og gale sci-fi narrastreger. Gennemført og fin debut, men jeg vil se mere før jeg vil sige særlig meget. 

Rejsen til Saturn af Claus Deleuran  -  Gammel klassiker og vel nok den bedste danske tegneserie EVER. Sjov og skarp og sci-fi og socialrealisme og bare charmerende fra først til sidst. 

Gotham Central af Ed Brubaker og Greg Rucka  -  Bag om Batman! Vi følger drabsafdelingen i Gotham gennem en række fede mysterier hvor de der superhelte og -skurke af og til er indblandet. Den er noget af det fedeste jeg har læst i meget lang tid! Virkelig god kriminalserie i 3 gange 200 sider. Det var en meget lang og meget spændende aften/nat.   

Her er noget lidt anderledes, nemlig den japanske tegnefilm Tekkonkinkreet. En film man ikke bør undlade at se! Slet ikke hvis man i forvejen er lidt til det der animé og sådan. Den er godt fortalt omend den er en sammenkrympning af en meget lang manga (naturligt nok) og så er den bare gudsbenådet SMUK. 

Lidt mere Japan. her i form af x-box spillet Catherine. Det mest anderledes og banebrydende spil jeg  længe er rendt ind i. Jeg lånte det bare på biblo, så jeg skal engang ha købt det og spillet det færdigt. Tjek det ud i cyberspace, men prøv altså også lige at spille det engang selv. 

Nå ja, så fik jeg også læst Wormwood af Garth Ennis. Jeg elsker Preacher af Ennis, og gør man det, vil man også elske Wormwood. Satans søn er hovedperson og hans to venner er en kanin der har fået talegaver samt den dreadlokkende fyr på billedet ovenfor: Jesus selv. Der bliver bandet og horet og det er fedt. Mindre fedt end Preacher, men stadig bedre end The Boys (især tegningerne).  

Feynman

Det er efterhånden rigtig rigtig lang tid siden jeg rent faktisk læste denne her tegneserie. Jeg husker dog én ting; jeg læste den i ét langt stræk. Det er meget lang tid siden jeg har læst tegneserier så lang tid i træk, og så var det jo vel og mærke kun én tegneserie. Men en lidt længere en af slagsen jo.
Jeg synes virkelig den var fantastisk, og jeg under jer alle sammen en oplevelse af denne slags.

De her billeder taget i betragtning kan det måske virke dumt...men jeg er nødt til at fremhæve for godt tegnet den er. Eller måske er det ikke bare godt tegnet som i "pænt", men nærmere som i "godt gennemtænkt". Bogen er en art biografi om den store fysiker Feynman, og en af Feynmans store opdagelser var interessant nok...brugen af tegninger i formidlingen og undervisningen af teoretisk fysik!

Dette bringes flot til live i en tegneserie. ja, faktisk ville det ikke rigtig give mening blot at læse en biografi med ord i...shit det lyder også kedeligt. hehe.
Især fordi der er nogle temmelig komplicerede fysik-ting der bliver forklaret. Ikke at man behøver forstå dem, men hey, man prøver da i det mindste! (se siden/billedet nederst i dette blog-indlæg)

Her er lidt flere billeder, og så synes jeg ellers at I skal fise ind på bibliotek.dk og bestille bogen hjem.

Captain America (Brubaker)

Med fare for at gentage mig selv...jeg ved ikke særlig meget om de hersens superhelte. Altså jeg ved vel egentlig en hel del, men det er bare som om der er så sindssyg meget gemt dernede i alle bladene fra de sidste mange mange årtier. Det er sådan set ganske uoverskueligt.
Men heldigvis er rigtig mange superhelte-serier ret let tilgængeligt for nye læsere som mig. Man skal naturligvis erkende hvad man sidder med i hånden - og accepterer de basale præmisser - ellers er man sgu helt lost.

Men hvis er med på den og har en anelse tålmodighed...og hvis man så er i stand til at acceptere at man aldrig kommer til at forstå det hele sådan hundrede procent, ja så er det bare fed læsning der er tilbage. I hvert fald hvis man er i selskab med en dygtig forfatter. Såsom Mark Millar som jeg tidligere har nævnt, men et andet godt eksempel er Ed Brubaker. Han har skrevet en masse Captain America. Jeg har læst noget af det, og er især blevet imponeret over hans lidt længere sammenhængende historie om The Winter Soldier. Captain America er stadig ret nyt land for mig, så jeg er stadig er noob-fase, men jeg fornemmer at der er mere end blot stærk-mand-banker-(indsæt tyskere eller russere)...måske er det ofte en stor del af det, men der er tydeligvis også mere end det.

Og selv hvis der ikke skulle være synderligt meget andet på færde, ja så fungerer det altså skidegodt at få fortalt en godt sammensat historie på en flydende og velstruktureret måde. I billeder og ord. Manner hvor jeg elsker tegneserier!
Jeg elsker ikke Captain America endnu, men Brubaker gør det i hvert fald ikke værre.

Spider-Man (Mark Millar)

Jeg nævnte forleden at jeg ikke ved så meget om Spider-Man...Det gør jeg stadigvæk ikke, men jeg lærer da noget stille og roligt. Jeg nyder i hvert fald at læse alt det jeg kan komme i nærheden af. Det er jo det tilbagevendende problem for superhelteserier  -  at kunne balancerer mellem de to dele af deres læsere: de hengivne fans, og så de der nye læsere der helst skulle blive ved med at dukke op.

Alle superhelte-tegneserier bygger et eller andet sted på en ide om den uendelige historie hvor alting kan ske, men ingenting helt kan ændre sig. Samtidig har alle serierne ofte prøvet at brydes med denne ide - prøvet at bryde fri af de snævre rammer.
I sidste ende handler det om økonomi og derfor også om tegneseriens ældste pointe: serien skal sælge! Ved at A: være en god "lille" historie (det enkelte blad) B: være en god stor historie (hele serien) og C: finde en sammenhæng mellem disse.
Men når den store historie bliver for stor...skrider det hele, og så man finde noget ind imellem. Nogle løbende "Store historier" som de små kan være en del af. Således ender mange tegneserier med at være "den gode fortælling" som så kan have novelle eller roman længde...for nu at tale i litteratur-termer.

I sidste ende kommer det for superhelte-serier ofte til at handle om hvorvidt de lige har haft den rigtige gode forfatter ansat på det helt rigtige tidspunkt. Mark Millar er én af de her rigtig gode forfattere. Selv for mig med få superhelte-kundskaber er det tydeligt at Millar fortæller lidt bedre historier end Dan Slott. Catwoman er også her barmfager, så den del er jo i orden. Spider-Man såvel som Peter Parker kommer helt derud hvor han ikke kan bunde...og skal så hive den hjem alligevel.
Jeg gider ikke genfortælle historien, for nu har jeg skrevet om noget mere generelt og så må det da være nok!
Jeg vil fortsætte mig rejse gennem Spider-Man og andre superhelte, og der sendes en varm tak til de seje danske folkebiblioteker der har købt stort set alle væsentlige amerikanske tegneserier fra de seneste årtier hjem til landet så fattige studerende som jeg kan låne det. :)

Spider-Man: Big Time

Jeg har tidligere læst noget af det nyere Amazing Spider-Man - noget af det som Dan Slott havde skrevet. Dengang var jeg fuld af ros, men især på grund af tegneren Romita Jr.
Big Time er tegnet af Humberto Ramos og selvom det ikke har helt samme storhed over sig som hos Romita Jr., kan jeg altså virkelig godt lide Ramos. På grund af/på trods Nogle ret så barmfagre kvinder...især hende der katten. Mums!

Jeg er ikke hjemmevant i Spider-Man universet, i hvert fald ikke særlig grundigt, og jeg har derfor ikke styr på hvad der skal forestille at ligge før denne historie og hvad jeg egentlig skal kende til for helt at gennemskue alle intrigerne osv.
Men jeg har fanget den der med; With great powers...osv. Og det er sgu egentlig ca. nok. I hvert fald nok til at blive underholdt. Det er sjovt at læse en Spider-Man historie der fokuserer ret meget på Peter Parkers private liv og dét på de mere banale detaljer af dette.
Der sker noget så kedeligt som at Peter for sig et rigtigt job...og en rigtig kæreste...som ikke ved hvem han er. bum bum. Hun skal stadig klare sig mellem de yppige barme hos henholdvis catwoman og Mary Jane, men det er dog stadig den ret almindeligt historie om en fyr der prøver at beholde sin kæreste og sit job.

Og så er der også noget med The Avengers...og Hobgoblin og Kingpin...og en masse eksplosioner. Jaaa!
Jeg vil afsløre hvem der siger det eller hvorfor, men en af de sidste linjer i historien vender fikst Spider-Mans motto på hovedet. "All these great responsibilities. But with 'em comes everything i've ever wanted. And power. So much power."